3 gange 3 linier i 33 sange til de 3 Riger, Helvede/Inferno, Skærsilden/Purgatorio og Paradiset/Paradiso. Med en indledningssang i alt 100 sange med i alt 14.229 verslinjer – La Commedia af Dante. Et fortællende digt, så ærefrygtindgydende og imponerende i sin legering af politisk skarpsind, teologisk skolastik og lyrisk prægnans, at det hurtigt fik tilnavnet Divina – Den guddommelige komedie.
Det er den himmelske treenighed, som danner grundlag for talmystikken, og Dante opfandt derfor til lejligheden en helt ny metrisk formel: terzinen, den tre-linjede strofe, hvor midterste linjes rim forbinder sig til den følgende strofes første og anden linje:
“For mig jeg så, o underfulde minde! / I lysets dybe, klare grund, tre ringe, / af omfang ens, med trende farver skinne. / Regnbuen lig, én syntes at udspringe /
ved genskin af den anden, og tillige / de to den tredje som en ild frembringe.”
Som det lyder i sidste sang. Terzinen er et yderst vanskeligt metrisk greb, især når det anvendes så konsekvent og i så langt et digt, som tilfældet er her. Den guddommelige komedie sætter derfor et helt eksempelløst monument i verdenslitteraturhistorien; ingen har præsteret et værk som Dantes, hverken før eller siden.
Dante påbegyndte sit vældige digt i 1307 og afsluttede det umiddelbart inden sin død i 1321. I et brev til sin protegé redegør han for sin hensigt om at skrive et allegorisk læredigt, der på et bogstaveligt plan handler om “mennesket, fordi det, ved at udøve sin frie vilje, gør sig fortjent til at blive belønnet eller straffet.” Så munter læsning er det altså langtfra, om end titlen kunne forlede en stakkels læser til at tro dét. ‘Komedie’ betyder blot, at handlingen begynder i sorg og slutter i glæde, i modsætning til `tragedie’.
Tragedien bag Dantes digt, var den landflygtighed, der skilte Dante fra sin hustru og sine børn, da han i 1302 måtte forlade Firenze. Værket er blevet til under indtryk af det ufrivillige eksil og rummer derfor mange beske kommentarer til samtidige forhold og personer.
Men værket er nok mest kendt for sine to bipersoner, Vergil og Béatrice. Dante selv er hovedpersonen, og han hævder at beskrive en rejse i den hinsidige verden, han foretog som 35-årig – midtvejs i livet: “midten af vor bane gennem livet”. Hans guide gennem Dødsrigets 3 kredse er den romerske poet par excellence, som fører ham ned gennem Helvedes forskellige sfærer, til jordens midte, derfra til Skærsildsbjerget og endelig til Paradiset. Her venter hans ungdoms store kærlighed, den smukke og milde Béatrice, der leder ham det sidste stykke op mod Edens Have og Guds blændende salighed.
Den guddommelige komedie skal læses på et meget abstrakt plan; den handler ikke om mennesket Dante – men om Dante som Menneske. Han repræsenterer det enhver læser bør kunne identificere sig med; rastløshed, rodløshed, og længslen efter at nå et endegyldigt mål – frelse. Skal Vergil sættes på formel, symboliserer han fornuften, autoriteten, mens Béatrice inkarnerer den rette tro, den vejledende tro. Kejserdømmet overfor Kirken – og i midten det søgende Menneske.
Så nok er Dantes episke digt meget tidsbundet og lader sig vanskeligt læse uden et omfattende noteapparat (med mindre man giver sig i kast med en moderne genfortælling, som Hernovs – udstyret med Gustave Dorés fornemme og smukke stik). Men det er samtidig så almengyldigt og uopslideligt et lyrisk værk, at det om noget lever op til – eller rettere definerer forudsætningerne for – en klassiker.
