Kategori: Anmeldelser

Udgivet den

Øjeblikkets skibbrud

Katastrofer på kollisionskurs i dansk debut

Af Pia Vigh

I watch you busting the at the seams,
I watch you touching both extremes
Of the Big Dipper,
the Big Dipper.
If we’re going down
Do you know which way we are sinking?
If we’re going down
Do you know which way we are sinking?
(Shirtsville)

Kvalmende!

nautKvalmen og søsygen melder sig på den turbulente episke rejse læseren foretager med de to hovedpersoner, Michael Boving og Naut. En rejse i tid og rum, mod katastrofer af unævnelig slags.

Bovings og Nauts livstråde løber som parallelle suturer i samme væv – til de mødes i et katastrofisk splitsekund. Michael Boving udlever den perfekte middelklasse-idyl i næsten kvalmende grad. Han forelsker sin smukke kone, skærmer sin yndige lille datter og forundres over sin egen lykke søndag morgen med snegle og digte. Kun pludselige og umotiverede anfald af kvalme bekymrer ham og synes at indvarsle en katastrofe, han ikke kan tænke.

Katastrofen indtræffer – en sjælssønderrivende katastrofe ingen mennesker bør overleve. Boving overlever. Og Naut: Født af en katastrofe og selv en katastrofe.

Katastrofen indtræffer – og tiden fortsætter uden at tage notits deraf; det er samtidighedens uopslidelige mysterium for enhver, som har oplevet verden synke i grus, mens verden udenom lever videre. I det vakuum af tid, hvor ét menneskes tid går i stå og tiden fortsætter upåagtet, fødes Naut, som en luftspejling af et legeme, et liv, i spændingen mellem mismod og overmod, afmagt og almagt

Naut blæser i tid og rum uden anden forankring end sin egen skæbne – Boving.

Parallelle linier konvergerer naturnødvendigt ved den definitive pol; i det sorte hul findes den singularitet, hvor alle naturlove sætter ud.

Naut. Naut er en blænde til Bovings kvalme over et for perfekt liv, Bovings søsyge (nausea) over den kollisionskurs hans lykke har taget. Boving er naufragus; skibbruden og berøvet sine værdier. Naut blæser i et kosmos, der overskrider de sædvanlige rumlige og tidslige kategorier.

For Naut kommunikerer alle steder øjeblikkelig med alle steder; fornemmelsen af at være isoleret har man ofte på rejse fra et sted til et andet, når man ikke er nogen steder. Efter katastrofen er Boving og Naut ensomme eksistenser i frit fald mod et nulpunkt af håb – som måske og måske ikke indfris.

Med klare referencer til Sartres Kvalme fra 1938 har Haun Nielsen begået en sælsom og mærkelig – foruroligende kvalmende – roman i grænselandet mellem nyrealisme og virtual reality.

Romanen behandler dygtigt tre meget tidstypiske temaer: grænseoverskridende rejser, grænseoverskridende kærlighed, og grænseoverskridende vold.

Handlingen forankres aldrig tidsligt eller stedligt, men flytter sig fra Ukraine, over Prag og Århus, til London og videre til Arizona. Fra Amerikanernes angreb på en japansk stillehavsø under Anden Verdenskrig til et rockeropgør i Århus et halvt århundrede efter. Handlingens bevægelse i sted og tid slår ned i romanens form, som flimrende brud og hurtige klip mellem Boving og Naut. En episk kurs man bliver en smule søsyg af. Bovings kærlighed til sin kone og deres datter hæver sig ligeledes i grænseløse løft af lykke. Kvalmt og banalt at bevidne, grænseoverskridende at opleve. Den for tiden så godt sælgende true love kontrasteres af handlingens kyniske voldsscener. Det flyder i kvalmende grad over med lidende kroppe, der vrider sig i dødskamp.

Naut er en noget zig-zaggende navigation mod bevidsthedens og tidens sorte huller, hvor virkeligheden imploderer i utænkelige katastrofer – når vanviddet og smerten over at have overlevet sin katastrofe langsomt brænder bevidstheden op.

Omvejene til historiens – og læserens – smertepunkter er lidt for mange og især unødvendige. Men når de rammes, rammer de træfsikkert og udløser mareridt og kvalme.

Og skibbrudne læsere som selv må tage bestik af en ny kurs tilbage til virkeligheden og egen havn.

Jeg har tabt verden
men fundet min havn
(Gustav Mahler)

Udgivet den

Virginia Woolf: Mrs. Dalloway

Én dag. Ét menneske. Én by. Én begivenhed.
En roman. Og nu en film.

Af Pia Vigh

dallowayOm den 50-årige Clarissa Dalloway; elegant, begavet og velhavende. Dagen igennem forbereder hun sit aftenselskab. Gennem de tanker og erindringer dagen bringer med sig, åbenbares hendes karakter – og sætter liv i personer, som har eller får berøring med hendes liv, denne ene dag.

Mrs Dalloway var Virginia Woolfs fjerde roman, og det blev hendes måske betydeligste.

Med en ganske særegen præcis æstetisk sans samler Woolf sin roman i et mønster af hændelser, snarere end at fremskrive et plot af begivenheder. Mrs Dalloway er et meget selvmanifesterende værk; Woolf skaber en total boble om sine hovedperson. Der er intet drama, ingen situation, ingen fast scene. Ingen kompositorisk defineret begyndelse, midtpunkt eller slutpunkt. Der sker ingenting … Livet passerer bare fordi i en uendelig strøm af hændelser. Og disse hændelser er ikke formidlet af en alt-overskuende forfatter. Livets hændelser, som de slår ned i Clarissas verden er kun formidlet via Clarissas refleksioner og erindringer.

Der synes ikke at eksistere noget synspunkt udenfor romanen, hvorfra figurerne eller hændelser observeres, endsige kommenteres. Som der ikke synes at herske en objektiv realitet forskellig fra figurernes subjektive bevidsthed.

Den karakteristiske essens i Woolfs teknik består deri, at vi som læsere bevidner ikke bare blotlæggelsen af ét menneskes bevidsthed, men derimod af flere figurers – og det i både hyppige og ubesværede skift.

Clarissa Dalloway spejles i krigsveteranen Septimus Smith, der tumler omkring i London med granatchok til han sidst på dagen begår selvmord – og på sin vis dør stedfortrædende Clarissa.

Svælget mellem Dalloway og Smith er et indviklet socialt mønster, som aldrig overskrides direkte, og de to hovedpersoner møder aldrig hinanden. Men begge genkalder de ved deres spadseretur og rastløse spøgelsesvandring London anno 1923, rystet af 1. Verdenskrig men stadig præget af Imperiets storhed.

Woolfs teknik og hensigt lagde sig tæt op ad James Joyces og tidens fælles interessefelt: stream-of-consciousness, som tilstræber en nogenlunde nøjagtig gengivelse af en bevidstheds psykiske processer. Men hvor Joyce kvalificerer sig ved at undlade enhver fortællerindgriben, at afstå fra at forudsætte en læser, at undslå sig enhver grammatisk insisteren på tegnsætning, for eksempel, raffinerer Woolf sin teknik i retning af en elegant subtil (men tilstedeværende) fortæller, ved en harmonisk og sammenhængende bevidsthedsstrøm, konsekvent og grammatisk korrekt tegnsætning, etc. Woolfs greb er med andre ord mere synligt, og måske derfor er Woolf lettere tilgængelig end Joyce, de mange umiddelbare fællesheder Mrs Dalloway og Ulysses imellem.

Netop det stilistiske greb, der om noget placerede Woolf som en af forrige århundredes største forfattere, har det tilsyneladende ikke været muligt – eller ønskeligt – at omsætte i et adækvat filmsprog.

Ikke desto mindre er den hollandske instruktør Marleen Gorris’ film med en meget elegant og dirrende smuk Vanessa Redgrave i hovedrollen en rigtig udmærket filmisk oversættelse af et stort litterært hovedværk.

Litteratur siges at adskille sig fra film blandt andet derved, at vi selv skaber indre billeder; angiveligt frisætter en egen kreativitet. Redgrave som Dalloway forekommer nu mig at være et noget nær optimalt portræt af denne nervøst-gådefulde figur.

Udgivet den

Kryptens koreografi

Galgendans i en fremtid på gravens rand

Af Pia Vigh

Omslag-Livet-og-døden-bla-Thomas-BruunLykken er en forunderlig fugl; det er at blive ringet op en grå søndag og få at vide, at man ligner Michelle Pheiffer.

Det er at sidde til langt ud på natten og drikke billig rødvin, ryge for mange cigaretter og sentimentalt henrykkes over den simple genialitet i ABBAs musik.
Det er at støde frontalt ind i et smukt smil i en morgensur linie 27.

Det er at vide sig elsket – til døden os skiller … Christian elsker Lise … til døden dem skilte, da hun blev skudt en kugle for panden. Bad luck!

Og dog – for pludselig ringer det på døren en sen nat hos Christian.

“Det var en mørk og stormfuld nat … med gnistrende lyn og sitrende brag, der splintrede himlens hele, punkteret af få sekunders øredøvende stilhed, … og så er det ikke engang løgn … sagde jeg til mig selv, for der var ikke andre jeg kunne dele min iagttagelse med. Det var netop på sådan en aften man kunne få den tanke at … alt kan ske! og jeg var forandringssvanger.”

Ude i regnen står Lise, smuk og svagt grøn, med en duft af våd jord og rådne blade og det stille sivende skudsår i panden.
Lykken er at vide sig elsket, så døden os ikke skiller.

Selv hunden, Panser, krabber lykkeligt omkring, snuser nysgerrigt – som kun hanhunde kan – og kommer i sin overstadighed til at nappe Lises ene, let opløste, skamlæbe af.

Sammen flygter trioen fra det mørke Vestjylland mod København. Nu er det ikke helt ukompliceret at vise sig offentligt med en afdød, og problemer møder det lykkelige par da også for alvor, da de stiller på det lokale rådhus for at blive gift. Lise bliver kulet ned for anden gang og Christian anbragt på en sindssygeanstalt; vi har vænnet os til, at det vi ikke kan være sammen om, er uvirkeligt, og vi kalder det ‘drøm’, ‘forblindelse’, ‘forvildelse’. Så betyder det mindre, hvor virkeligt, hvor nært, hvor påtrængende og insisterende, det forekommer. Christians anbringelse er nu også mere en politisk sikkerhedsforanstaltning, end et psykiatrisk tilbud:

“- Lise er død, ikke sandt? Det kunne jeg jo ikke så godt benægte. – Jo, på sin vis, men man kan nu ikke mærke det på hende, sådan til daglig, i hvert fald. – Nå, nej, hvis du siger det, men, altså, de høje herrer, ikke sandt, de er altså ikke så glade for de døde, ikke så længe flere og flere af dem insisterer på at løbe rundt i samfundet, og sådan …”

Men ung overmodig lykke lader sig ikke sådan uden videre punktere. Med hjælp fra ligesindede, som også er afgået ved døden, men nægter at tilbringe den i en klaustrofobisk boks, kidnapper Christian Kirkeministeren og finder Lises sidste hvilested. Faste i troen, om ikke i kødet, beslutter de at overstige den sidste forhindring, som skiller dem – livet.

Så en mørk og stormfuld nat skyder Christian sig en kugle for panden … Jo, jo – tænker man så, små slag – der må være mening med galskaben?

Umiddelbart synes det, at Bruun har gjort romantikkens credo til sit: man skal miste sig selv for at finde sig selv. Men hvad er idéen med denne absurde, deliriske fremtidsvision? At indklage Virkeligheden for Menneskerettighedskommissionen? Eller er han virkelig fræk nok til at stille filosofiens kardinalspørgsmål: “Hvad er Livet og er det værd at leve?” Det sidste søges jo i reglen besvaret af de som mener “nej”.

Men hvordan forklarer Bruun den forbrændningsproces, vi med slet skjult patos kalder Livet? Som et åndeligt dilemma, der konserverer kroppen mod forfald? Næppe – både Lise og Christian er figurer med omtrentlig psykologisk dybde som crash test dummies, så deres dilemma er til at få øje på.

Måske indsigten snarere er, at vi lever i konstant ængstelse for dets ophør; dog når det er ophørt, er det næppe savnet – livet. Det evige liv er frygten for døden ført ad absurdam. Absurd forekommer det nekrofile projekt som er Lises og Christians, og dermed Bruuns. Men man må til tider udforske de mest afsides kroge af et emne for at opdage de enkleste ting, som har den mest almene menneskelige interesse. Og i det omfang Bruun – med tungen i kinden – svarer på sine egne ambitiøse, retoriske spørgsmål, svarer han bekræftende: mit liv er i den grad værd at leve, fordi det defineres af noget så banalt og så stort som andres liv. En tautologi, bevares – men en indsigtsfuld og smuk tautologi. Gentagelsen er hans greb – for gentagelsen er ophævelsen på var og er.

Dette er Bruuns romandebut, og hans metier som lyriker fornægter sig ikke i de fintslebne formuleringer, der kortslutter de mest tarvelige klichéer med originale metaforer. Hans plaprende, humoristiske, surreale ordmaskineri kværner selv de mest abstrakte komplekser til absurde strømme i egentlighedens jargon. Men midt i morskaben er der en nuance af respekt, der aldrig forsvinder. En sælsom tavshed driver sit væsen bag hans højrøstede tale. Humor er kærlighed til viddet. Men den introducerer samtidig distancen.

“Humorens dybeste funktion er at lade latteren komme gråden i forkøbet.” sagde Frithiof Brandt. Vi græder når vi bliver født, og vi dør, når vi har grædt nok. I mellemtiden opstår lykken af de få og små evigheder, som indfinder sig mellem livet og døden. Livet og Døden er markeringer, vi accepterer men dybest set ikke forstår – andet måske end i glimt efterlods; når et lille nyt menneske fødes eller et elsket menneske dør. Det, at forståelsen altid halter lidt bag efter, suspenderer virkeligheden – og med den, sandheden. Og hvad skal man i grunden også med den, hvis lykkens forunderlige fugl spiser af éns hånd …

Udgivet den

Egentlighedens jargon

Af Pia Vigh

ejerskifteAldrig har vi haft adgang til så megen virkelighed – på nettet har virkeligheden døgnåbent – men alligevel er det som uvirkeligheden breder sig. Som om virkeligheden ikke længere rigtig er konkurrencedygtig i den fiktive verden, underholdningsindustrien har bygget op. Vi har vænnet os til, at det vi ikke kan være sammen om, er uvirkeligt, og vi kalder det ‘drøm’, ‘forblindelse’. Så betyder det mindre, hvor virkeligt, hvor nært, hvor påtrængende og insisterende, det er. Virkeligheden – den rigtige altså – er blevet et kollektivt fænomen, og vi har overladt til distriktspsykiatriens fortabte at tosse omkring i deres helt egen personlige delirerende virkelighed.

Som æstetisk litterær genre har realismen sovet over sig og er blevet snigløbet af superrealismen, og det er vi i virkeligheden mange, som er taknemmelige for.

Sidse Falsig Pedersen giver sig i sin nyeste novellesamling af med virkeligheden. Med de virkelige liv.

“Jo, jeg har jo søgt om et liv. Altså et af dem med arbejde og venner og fast bolig, sådan et hvor man holder middag og snakker om ugen der gik. Sådan et hvor man hvert år er inviteret til Sankthansfest hos dem man kender der bor ud til vandet. Altså gamle venner, sådan nogle har jeg også søgt om. Sådan et liv hvor man nogen gange har nogle problemer, og måske også skændes med sin kæreste, men man kommer over det, og opdager at man er blevet stærkere af det. Hvor man holder en fest, og holder tale til sine nærmeste, og alle får tårer i øjnene, fordi man endelig får sat ord på det man føler for hinanden. Sådan et liv kunne jeg virkelig godt tænke mig, altså jeg har jo været skrevet op længe, og så var det jeg følte, at måske i dag, at altså nu er jeg vel snart oppe på ventelisten?”

Superrealisme kvalificerer sig ved, når den er veludført, at være sært nærgående i sin demonstrative men fyndige absurditet. Det gælder i Liv, som ovenstående er citeret fra, og det gælder i Galleriet, der rammer som et velplaceret stød i mellemgulvet; med sin koncise beskrivelse af den hændelse, som veloverstået alligevel synes at ændre balancen i en intimitet mellem 2 mennesker, hvis dag sammen ellers startede rart og solvarmt.

“Jeg kan ikke tale, stirrer bare på dig og forsøger at finde tilbage til hvor dagen begyndte, men jeg kan ikke.”

Som helhed betragtet er samlingen præget af en urolighed eller rastløshed, som på den ene side er motor for en forfriskende spontanitet, men som også sine steder linder grebet og koncentrationen. Flere af novellerne er ikke skåret helt skarpt nok og kunne med fordel have været redigeret strammere. Styrken ligger derimod i timingen. I timingen mellem figurer og udsigelser, og flere af novellerne vinder ved en betydelig prægnans i udtrykket; i den egentlighedens jargon som er den meget individuelle stemme i superrealismen.
Det gælder især monologen Gåtur; en dialog, som er halvsidig stum og derved bliver en monolog af den provokative slags.

Der er en stilfærdighed ømhed på spil midt i de til tider lidt højrøstede absurditeter; en særlig poetisk sensitivitet. Under den veloplagte fortællestemmes fantastiske overskud og ordrigdom, taler Sidse Falsig Pedersens egen stemme – indtrængende og sagte. Som i Verdens smukkeste hus:

“Bussen kører en omvej.
‘Vi lægger ruten om,’ siger chaufføren med tydelig accent i højtaleren.
‘I dag lægger vi ruten om. Vi kører ud og ser det smukkeste hus i verden.’
Jo, tænker jeg, det er fint, jeg har alligevel en aftale jeg ikke kan overskue.”

Figurerne i Ejerskifte tumler hver især omkring i deres egen boble af virkelighed; absurd, skræmmende, sørgelig eller smuk. En virkelighed som er ubrydelig og udelelig – suveræn i sin autistiske majestæt. Det forholder sig for figurerne i dette superrealistiske værk, som for superrealismen i forhold til de litterære genre i øvrigt; autismen er det autentiske og nødvendige vilkår. Autisme er den eneste måde at leve i verden uden at leve med verden. Superrealismen har i sine værker karakter af litterært øvelseslaboratorium for yngre forfattere med overbevisningen i behold; at form er kritik af alt som er givet.

Og det er i virkeligheden ganske opløftende!

Udgivet den

Erotisk exit

Pest og Liebestod i Venedig

Af Pia Vigh

5591819-dden-i-venedigSjældent – om nogensinde – er der skrevet så smuk, så begavet-indtryksfuld, så disciplineret og elegant, så bedrøvet en kærlighedshistorie. Sjældent – om nogensinde – har en romanfigur elsket så indstændigt, medrivende og uværdigt. Og sjældent – om nogensinde – i så brændende æstetiske, dekadente og pestbefængte kulisser som i “denne den usandsynligste blandt byer”.

Se Venedig og dø.

Hovedpersonen, Gustav von Aschenbach, er en af sin tids største litterære begavelser. Et klaustrofobisk åndsmenneske af fineste karat hvis humanistiske intelligens oplyser ethvert halvdunkelt, studentikost hoved, det være sig prisbelønnende litteraturkritikere som terpende gymnasiaster. Indtil han en dag går i stå af rastløshed og mangel på inspiration.

Aschenbachs hvileløse oplevelse af uro fører til rejselyst, til en søgen – ikke efter svar, men efter bedre spørgsmål, og der findes spørgsmål, der er så gode, at mulige svar kun kan forringe dem.

Han rejser til Venedig. Og Venedig gemmer hans spørgsmål i form af den smukkeste og mest vidunderlige yngling. Sokrates fandt sit i Phaedrus. Aschenbach finder sit i den polske dreng Tadzio med de dæmringsgrå øjne: Æstetikkens lydefri kvintessens. Og er den aldrende kunstner tilbøjelig til umådehold i sin værdsættelse af Tadzios eksempelløse fortræffelighed, synes hans faible velbegrundet i hans tilbagetrængte livsførelse og i hans kunstneriske tilbøjelighed rettet imod det æstetiske udtryk.

I et sent skrig af sjælens og kødets yderste nød forelsker Aschenbach sig uigenkaldeligt og uomstødeligt i Tadzio.

Og i en pludselig, sky følelse af ungdom vækkes hengemt fryd af drakonisk levet liv.

“Gamle følelser, det unge hjertes dyrebare trængsler, som var døde i hans livs strenge tjeneste og nu så sært forvandlet vendte tilbage, – han genkendte dem med et forvirret, forundret smil.”

Så kan den, der vil gå lidt for vidt i sin overbærenhed og beundring, måske til Aschenbachs undskyldning anføre, at Tadzios eklatante skønhed er synlig for og indtaget bemærket af andre end Aschenbach. Men som den eneste fortaber Aschenbach sig selv.

“Og lænet tilbage, med hængende arme, overvældet og gang på gang gennemrislet af gysen, hviskede han den stående formel for længsel, – umulig i dette tilfælde, absurd, forkastelig, latterlig og dog hellig og ærværdig, selv her: ‘Jeg elsker dig!’”

Kærlighed forråder i reglen sig selv.

Forelskelsen er – som katastrofen – et uafvendeligt, absolut og enerådende princip. Forelskelsen er den største fristelse til selv-diffusion – og det eneste håb om selv-definition; på én gang spørgsmål og svar. Det er romantikkens store længsel og credo: ‘Liebestod’; man skal miste sig selv for at finde sig selv.

Aschenbachs romantiske ånd tager sig selv til fange i uendelige selvbetragtninger – og det med en udsøgthed, der nærmer sig det maniske, det kunstlede. Manérer er det ar, udtrykket efterlader i et sprog, der egentlig ikke længere magter udtrykket. Aschenbach, kunstneren, der var emblemet på “mesterskab og klassicitet”, forfalder til skaberi og uværdighed, da han dør i sin liggestol på stranden, sminket som en skabagtig gamling i en ynglings gevandter.

Når den forhåndenværende mytologi tages i driftens tjeneste, føjer ånden det lystfulde håb; i det navnløse interval mellem livets afslutning og dødens indtræden, synes Aschenbach endelig at finde en art erotisk tilfredsstillelse og mytologisk afspænding i et drømmesyn, hvor Tadzio smilende vinker ham til sig.

“Og endnu samme dag modtog en respektfuld rystet verden efterretningen om hans død.”

Man må udforske de mest afsides kroge af et emne for at stille de simple spørgsmål og opdage de enkle ting, som har den mest almene, kunstneriske interesse. Som Mann og Aschenbach i Venedig.

Med sin lille, store roman forsvarer Mann det moderne menneskes ret til at forundres i en reducerende verden, og det forunderlige kaster mennesket tilbage i en art metafysisk drømmeri.

Udgivet den

Et spøgelse går gennem Europa

Af Pia Vigh

Germinal“Et spøgelse går gennem Europa” – sådan indledte Marx og Engels deres kommunistiske manifest.

I Zolas store roman optræder dette spøgelse i skikkelse af en 21-årige maskinarbejder, Etienne Lantier. Han lader sig indrullere i den hær af forhungrede minearbejdere, som i Nordfrankrig bryder kul 700 m under jordens overflade. I dybet sætter de livet på spil for et borgerskab, der lever efter parolen: De penge, andre tjener til én, er dem man bliver fedest af.

Optændt af et bittert og brændende ønske om retfærdighed og menneskeværdighed samler Etienne minearbejderne til en omfattende strejke, som siden fører til en noget hovedkulds indtræden i Internationale.

Etienne agiterer for sine politiske visioner i en ambitiøs retorik, han knapt selv forstår, og som forfører mængden til en blodrus, han ikke kan kontrollere.

Spændt ud mellem 2 kammeraters forskellige holdninger; mellem en rendyrket voldsforherligende anarkisme og en mere besindig (fej?) lovlydighed, forsøger Etienne at fremmane et utopia for de forhutlede og desillusionerede skarer. Og de lytter grådigt – forkrøblede på krop og sjæl af leveforhold, som fornedrer mennesker til dyr. Selv kærligheden formår ikke at dæmme op for trøstesløsheden, når udpumpnings-stemplerne slår takten an for kejtet, rå, ungdommelig erotik bag slaggehøjene.

Opstanden løber af sporet og lider et smerteligt, ubærligt nederlag – dog ikke uden af have tilføjet mineselskabet drøje hug. Etienne bryder til sidst sammen under uforløst kærlighedslængsel og et ubændigt samvittighedsnag over de lemlæstede og døde kularbejdere, som troede på hans idéer. Hele bevægelsen – Etiennes frustrationer som mængdens bristede forhåbninger – kulminerer i en voldsom katastrofe, da mineskakten styrter sammen, og minedybet i et mægtigt sug fylder sin bug og begraver en snes mennesker, der iblandt Etienne.

I kampen mod sociale klasseskel hersker de banale tilfældigheder; hos Zola er arbejderen ikke sin egen lykkes smed, men evigt dømt til sin stand. Dog i Germinal forsøger arbejderne at organisere sig og omstøde deres givne livsomstændigheder. Dybet er svanger med “århundredes høst, […] hvis spirende sæd snart ville sprænge jorden.”

I disse sidste linier aftvinger Zola alligevel sin svidende potente roman en sprække af lys og håb. Med fotografisk detaljebevidsthed overbelyser og påpeger Zola en velkendt virkelighed, som netop i kraft af sin velkendthed blev ubetydeliggjort og ignoreret – en teknik som fik navnet ‘naturalisme’.

Hvad Zolas naturalistiske romaner (denne især) måske nok mangler i æstetisk ynde, besidder de til gengæld i indigneret politisk slagkraft og relevans. I det hele taget bestod – og består – naturalismens store fortjeneste i en radikal appel til et stort publikum; i en stigende opmærksomhed på køns- og klasseskel; samt på en undersøgelse af og indlevelse i sjælens dybder og mange faldgruber.

På vore breddegrader tog især Herman Bang og i mindre grad Johs. V. Jensen og Amalie Skram Zolas naturalisme til sig.

Germinal er en nekrolog over socialismen, som ikke vil skrives, og er som sådan aktuel og vedkommende i et perspektiv, som langt overstiger Gyldendals genoptryk i anledning af Berris’ filmatisering. Etiennes spøgelse vandrer stadig hvileløst omkring i verden – sidst set ved minerne og Solidaritets fødsel i Gdansk, og nu ved kulminearbejderstrejken i Bukarest.

Zolas roman er nok en klassiker, men en meget gribende klassiker som nødvendigheden byder at støve af og genlæse med jævne mellemrum. Og så er det forresten en h……. god bog!

Germinal er filmatiseret af Claude Berris og i den forbindelse genudgivet af Gyldendal (1994). Er tidligere udkommet under titlen Det dages.

Udgivet den

Alexandre Dumas D.Y.: Kameliadamen

Af Pia Vigh

ke019699Det er med bekymrende mangel på patos og tragisk storhed, at Deres udsendte i Litteraturens Guldalder sidder på Vesterbrogade og harker uskønt over den vandopløselige panodil, pudser den sprukne snude i toiletrullepapir. Det faktum at vi nu om stunder angribes af A-influenza, dårlige hofter og musealbuer vidner om, at romantikken forlængst er afløst af en moderne pragmatik, hvor sygdomme er noget der har rod i bakteriangreb og dysfunktionel biokemi og klares med recept til apoteket eller indskrivning på en hospitalsventeliste. Så kan det nok være, det gør godt på sjæl og legem at læse romaner fra en tid, hvor man virkelig forstod at lide i ophøjethed og med god grund.

Sjældent – selv i den romantiske del af verdenslitteraturen – har nogen lidt og udkæmpet en dødskamp så gribende, så følsom og så langvarig som Kameliadamens i romanen af samme navn fra 1848.

‘Kameliadamen’ kaldes den brystsyge kurtisane Marguerite Gautier, som fordrejer hovedet på Paris’ garde af velnærede ægtemænd og drømmende ynglinge. La Dame aux camélias blev en slags prototype for store litterære kvindeskikkelser; hendes underkastelse gjorde hende erotisk tillokkende og hendes sygelighed og død gjorde hende uimodståelig.

Historien begynder med en inspektion af Kameliadamens dødsleje og senere hendes lig, da den unge Armand med nekrofil nydelse besigtiger de tærede jordiske rester af det, der engang var Paris’ smukkeste kurtisane og hans livs kærlighed. Derpå lader Dumas en objektivt ræssonerende fortæller sætte historien i perspektiv – den historie som fortælles ham af den hjertesyge og meget lidende Armand.

Marguerite og den uformuende borgersøn indleder et renfærdigt og gensidigt ægtfølt kærlighedsforhold. Alt er godt. Indtil Armands fader dukker frem og byder Armand at standse det forhold, som besmudser familiens navn og ære. Kurtisanen accepterer omgående sin skæbne, sin manglende værdighed og chance for ægte kærlighed til en mand, for hvem hun ikke er kurtisane. Og derpå hentæres hun af akut sot – og dør til slut.

Da Armand bliver klar over, at hendes brud skyldes sjælsstorhed og ikke det faktum, at han er uden formue af betydning, og at hun er død efter sit store offer, angribes han omgående af tæring, men kommer sig langsomt i og med han fortæller sin historie og har genvundet sit familienavns agtværdighed.

Kameliadamen udspringer af den autentiske historie om 1800-tallets berømteste kurtisane, Marie Dulessis. Hun døde i 1848 kun 23 år gammel af tuberkulose som Paris’ mest feterede maÐtresse. Den jævnaldrende Dumas var meget optaget af rygterne om denne demimonde og skrev straks efter hendes død sin roman om den unge smukke Marguerite med det tvivlsomme erhverv og den trods alt intakte moral og værdighed. Han dramatiserede kort efter sin roman – og vakte endnu større succes. Og historiens triumf kulminerede, da Guiseppe Verdi i 1853 omdannede teaterstykket til operaen La Traviata. Siden har divaer som Sarah Bernardt, Greta Garbo og Maria Callas udødeliggjort denne store tragiske heltinde.

Dumas’ store bidrag var ikke blot af litterær art. I en række for eftertiden mindre kendte værker som Den uægte søn, 1858, og Damernes ven, 1864 for eksempel, talte han med vægtig stemme de uægte børns og kvindernes sag, og han har uden tvivl været en væsentlig årsag til den lovændring i 1884, som legaliserede skilsmisse.

Dumas D.Y. huskes ikke længere for det debatskabende og samfundsrevsende i sit hovedværk, Kameliadamen. Snarere for den langstrakthed og romantiske værdighed, hvormed kvalfulde sjæle tæres af sot og dør. Den slags er ikke længere muligt men må opsøges i bøger og store operaværker. Og hvilken lejlighed synes bedre end et par febrile dage i sengen.

Udgivet den

Homo Communicatus

Det ny menneske i en ny tid

Af Pia Vigh

“Tankevirksomhedens processer er stadigvæk et mysterium, men jeg tror, at en tænkende maskine kan hjælpe os til at forstå, hvordan vi selv tænker.”
(Alan Turing)

“Ganske vist bliver Internettet i højstemte vendinger prist som den Store Savnede Sammenhæng og dermed altså som en genfortryllelse af verden. Og ganske vist er det fint at viden spredes, men det er jo blot en fortsættelse af oplysningsprojektet fra 1700-tallet, civilisationen, dannelsen, fornuften og alt det andet postmodernisterne vrængede af.”

Siger Christian Bundegaard i sin Bognik i Graf. Man kunne forledes til at tro, at han har læst Christer Sturmarks bog Det hele menneske.

downloadSturmarks projekt er nemlig at overbevise os om, at renæssancemennesket er … genfødt.

En nyfødsel af en genfødsel, en ‘ny renæssance’ – der er noget med begreberne, som ikke er helt på plads her. Sproget er ikke med Sturmark – men tanken er. Og hans bog er godt tænkt, om end dårligt skrevet.

Sturmarks tanke er, at introducere det moderne menneske i IT-alderen som et renæssancemenneske; det grafiske, associative og visuelle menneske, et menneske hvis fundament er tværvidenskabelige grundpiller, et menneske, som trives i og med såvel videnskaben som kunsten. Og noget kunne tyde på, at hans vision netop er at forlænge Oplysningstidens projekt hen imod årtusindskiftet.

I kølvandet på dette genfødte eller nyfødte menneske ændres verden omkring os, og de krav som stilles os. Sturmark bemærker blandt andet, at kvindelige ledere efterhånden er og i hvert fald kommer i høj kurs, at nye ledelses- og virksomhedsstrategier især i kommunikationsvirksomheder viser sig frugtbare – ikke bare med henblik på økonomi og produktion, men også for den enkelte medarbejder.

Sturmarks fremtidsvision er en tid præget af intuitiv, associativ, ikke-lineær og ikke-sekventiel tænkemåde. Og som han skitserer sine tanker, forekommer de både sympatiske og attraktive. Men det bliver ved skitsen; desværre surfer Sturmark lige vel hastigt over den begrebsverden, han selv introducerer, og hans tanker bundfældes aldrig i udfoldet argumentation. Det kan jo skyldes, at vi stadig bærer på den syllogistiske logiks arv, og ikke i takt med tiden fæster lid til den intuitive logik (sic!). På den anden side kan man måske nok på lidt nonchalant og generøs vis hævde, at det netop er syllogismen, som er logikken bag computerens forstand af nuller og ettaller:

Præmis 1: Alle mennesker er dødelige
Præmis 2: Sokrates er et menneske
Slutning: Sokrates er dødelig

Og med computerens logik kombineret med den hastighed, hvormed den er i stand til at bearbejde og fortolke data har informationsteknologien fået sin renæssance.

IT er tidens mantra. Ganske mange har ikke helt hold på det begreb: IT, men bruger det ikke desto mindre uanfægtet og har ualmindelig mange holdninger til dette begrebs styrker og svagheder. Der tales om paradigmeskifte, et nyt verdensbillede her ved indgangen til et nyt årtusinde – og man spørger sig selv, om denne interesse ikke har en vis lighed med interessen for en særlig kejsers beklædning (eller mangel på samme). IT er tiden, ville Sturmark sikkert svare. Et godt stykke ad vejen har han ret:

“IT er den første teknologi i verdenshistorien som anvendes for at forstærke menneskets intellektuelle og mentale kraft. Tidligere værktøjer i historien blev skabt for at forstærke menneskets fysiske egenskaber, såsom styrke eller hurtighed, for eksempel hammeren, løftestangen eller bilen.”

Og det er vigtigt at forstå, at informationsteknologien flytter os fra industrisamfundets normer og krav om produktion til informationssamfundets værdiskabelse i form af information og kommunikation.

Men han tager fejl, når han udråber denne udvikling til “et paradigmeskifte af samme størrelsesorden, som da vi bevægede os fra bondesamfundet til industrisamfundet for ca. 150 år siden.”

Industrialiseringen havde langt større indflydelse på det enkelte individs levevilkår af temmelig basal art. Med industrisamfundet opstod en række af de samfundsmæssige behov, som lagde grunden til den velfærdsstat, der i dag er forudsætningen for en videreudvikling i retning af et informationssamfund. Industrien krævede mange og stærke arbejdere ofte med en skoling af en eller anden art; skolereformer så dagens lys, den gennemsnitlige levealder blev drastisk forlænget, kvinders vilkår blev forandret – alt sammen som afledte virkninger af de krav til befolkning og stat produktionen stillede. Det var med industrialiseringen begreber som fritid, livskvalitet og privatøkonomi opstod. Skiftet til IT-samfund vil uden tvivl revolutionere vor opfattelse af mangt og meget, men det vil næppe berede længere levetid, færre som dør af sult …

Og så er jeg i øvrigt tilbøjelig til at tro, at betydningen af Gutenbergs bogtryk som enkeltstående historisk begivenhed er fuldt ud på højde med internettets revolutionerende betydning for massekommunikation. IT og internettet forstærker og forstørrer ganske mange af de forhold – samfundsmæssige, mellem-menneskelige, politiske etc. – som virker i vores hverdag og vil præge vores fremtid, men det er vigtigt at holde sig for øje, at IT er en kontekst for noget allerede eksisterende, og nettet blot er en anden og langt mere effektiv måde at kommunikere dette noget på. Og det er vigtigt at huske på, at internettet ikke er noget i sig selv andet end kabler i jorden og satellitter i luften. Internet er en platform. Papir er en anden platform. Gutenberg opfandt ikke papiret, men en metode til at trykke store mængder information på store mængder papir. Indholdet på papiret var det samme – det blev nu blot kommunikeret til mange. Det samme er tilfældet med internettet; indholdet er det samme: nyheder, reklamer, services, informationer …. blot kommunikeret langt mere effektivt.

Det lyder måske banalt, men ganske megen af samfundsdebatten om IT og internet har ikke forstået denne forskel.

Måske Sturmarks bog kan afhjælpe de største misforståelser; intentionen om at trække informationsteknologiens idehistoriske, humanistiske og filosofiske referencer til en nært forestående fremtid lykkes i glimt. Som helhed forekommer projektet noget ujævnt og uhomogent. Måske i kraft af at være en opsamling på de mange artikler, klummer og causerier Sturmark de sidste par år har beriget blandt andet Dagens Nyheter og Sveriges Radio med. Men enkeltvis virker afsnittene om for eksempel informationsteknologiens matematiske og logiske forudsætninger både engagerende og inspirerende, når Sturmark redegør for, at langt de fleste og væsentligste erkendelser er fra 50 til 150 år gamle. Og som indlæg i den standende debat om IT og det samfund, vi ønsker os eller må affinde os med, er Sturmarks enkelte pointer og indsigter frapperende tankevækkende!

Internettet kunne være en genfortryllelse af verden; Den Store Savnede Sammenhæng, Den Store Fortælling, hvis Sturmark har ret …

“I think there is a world market for maybe five computers.”
(Thomas Watson, chairman of IBM, 1943)

“For the consumer, our theme is Web lifestyle.”
(Bill Gates, Microsoft Corporation, 1998).

Udgivet den

Urets hemmelige hjerte

– slår træt og evigt i Stig Dalagers tilfældige forbindelser

Af Pia Vigh

“Fodgængeren drejer om hjørnet og fortsætter i snesjappet henad Fifth Avenue. Fra et vindue på syvende sal kigger Tom Helfsgood ned på gaden og får træt, halvt drømmende øje på ham midt i vrimlen, hans halvt løbende, lettere spastiske gang får ham af en eller anden grund til at kigge på sit ur, et gammeldags ur af mærket Sun, her løber sekundviseren rundt med små næsten umærkelige hug, det er, som om den hele tiden er på vej til at standse, som om den tøver ca. hvert tiende sekund, hvor mange gange har han ikke dømt uret dødt.”

Fodgængeren med den spastiske gang som en træt sekundviser iler hastigt fra én fortælling til den næste – fra historien om den hjemløse plasticmand, der til slut giver op og sover ind på et gadehjørne med en mager hundehvalp som eneste, triste vidne – til Helfsgood på syvende sal og hans erindringer fra Saigon i 1972, hvor uret blev købt.

De 21 korte fortællinger associerer til hinanden i en ufravendt strøm. En stafet rækkes fra den ene fortælling til den næste; et menneske forlader en historie og trækker sit spor frem til en ny, en erindring, en fax … 21 tilfældige forbindelser – hver især båret af et tilfældigt menneske. Men et menneske, som i et glimt gøres til hovedpersonen i netop sin historie, hvor ubetydelig den end måtte forekomme.

Stig Dalagers dramatis personæ, disse mennesker, kunne være skitser til romanfigurer. De er deres historiers lidenhed til trods alle svangre med en udfoldet skæbne, et tungt episk åndedrag; ved første øjekast læser man mennesker, man kender. Ved andet øjekast finder man sig selv – betragtende sit ur.

Dalagers diktion er som Helfsgoods ur med den huggende sekundviser; tiden er træt, men den går stadig, stædigt, stille, og insisterende, som kun tiden i et gammelt ur kan gå. På knapheden og præcisionen i replikken mærker man dramatikeren Dalager. Den sproglige økonomi er stram men låner plads til associationens generøsitet; de tilfældige forbindelser skabes i hjertet på læseren, i læserens tid. Tidens nedslag i øjeblikke står som de punkter, der flygtigt forbinder tilfældige mennesker og steder.
Med sit hjerte hos det enkelte menneske i et enkelt øjeblik tegner Tilfældige forbindelser en række psykologiske skitser, der hver især er stille, men vægtige udtryk for empati – for medmenneskelig forståelse og engagement.

I Danmark har vi især to forfattere, som tager det medmenneskelige engagement og den aktuelle kommentar på sig; Jens Christian Grøndahl og Stig Dalager. Førstnævnte som en eksplicit opfordring, der er mindre klædelig end Dalagers subtile litterære hensigt, som den især kom til udtryk i monologen ‘Jeg tæller timerne’ – i Danmark sat op på Det Kongelige Teater med Kirsten Olesen i rollen som kvinden fra Sarajevo, der befinder sig i en beskyttelseskælder under serbernes belejring af byen i vinteren 1993. Hun har været spærret inde – alene – i dagevis og venter …

“Der er to tændstikker tilbage. Hun stryger den ene, men den går ud med det samme. Så tager hun med nervøse fingre om den anden og stryger også den. Den brænder. Hun tænder lyset, det brænder. Hun smiler svagt over den lille sejr. Vil igen se på uret, men ombestemmer sig, spænder det fra armen og smider det fra sig.
Jeg bestemmer stadigvæk. Hun sætter sig igen i stolen, trækker tæppet fast omkring sig. Hvad betyder et ur? Tiden har altid plaget mig alligevel. Først var der for lidt af den, så var der for meget. Timerne slog mig halvt ihjel. Jeg talte ikke længere dagene, men timerne. Nu er der igen for lidt. Lille pause.”

Som Helfsgoods ur er kvindens timer hele tiden på vej til at standse. Men kun på vej til … Menneskene i Dalagers verden, både når den omfatter Sarajevo, New York, Wien og København, bevæger sig i takt med deres tid, en takt, der synkoperer læserens hjerte.

“Og jeg vågnede
og klokken var kvart over otte
og dagen fuld af
støv.”

(De sidste to citater er fra henholdsvis monologen: Jeg tæller timerne (Forlaget Drama, 1993) og digtsamlingen: Og du skal vågne igen (Forlaget Per Kofod, 1996).

Udgivet den

Drømmenes topografi

– med virkeligheden som pejlemærke

Af Pia Vigh

fodspor_0Drømme må være den ældste æstetiske aktivitet, som findes. Og drømmene fortalt eller genoplevet må have været stof for de ældste fortællinger. Drømme er virkelighedens natlige gæstespil i bevidstheden. Afsættet er virkelighed og udtrykket er symbolladet – på skrift: poesi. Når poesien er opløst i virkeligheden, som saltet i havet, finder den fantastiske realisme sin form.

Gudmunsson er en fantastisk fortæller; poetisk og præcis i dét samme blik, der indfanger en tid – og oplevelsen af en tid – gennem enkle billeder. Gudmunsson skriver med en drømmedristighed selv i egentlig dokumentariske skildringer – i en særlig nordisk udgave af fantastisk realisme:

“Sig mig, Herre, hvor er din trøst?
Sig mig, hvor er din sjæl?

…Hun står i kælderen og har ikke andet end børn. Hun har ingen mad, hun kan give dem at spise. Hun har intet tøj, hun kan give dem på. Hun har ingenting, kun småbitte smil og bønner.Tilsammen er det dog noget, men alligevel ingenting. Smilene rummer solstråler i deres skød og lyser op i den mørke bolig. Børnene vækker håb i himlen og drømme på jorden.

Jeg har ord. Jeg har tunge
Jeg har tanken i løn.
Jeg har ukendte dage.
Mit sprog er en bøn

Den slags visdomsord kan man ikke servere for fattiginspektør Simon. Han vil hellere høre om en mand, der bliver ondskabsfuld, når han får noget at drikke. Hovedparten af ordforrådet hos fattiginspektør Simon består af gloser som drikfældighed, ynk og fattigdom.”

Bemærk hvordan synsvinklerne her skifter, som et lys, der fejer henover forskellige stemmer på en scene. Er det fortællerens digt? Er det farmor Gudnys? Er det fattiginspektør Simons? Eller fortællingens eget hjerteslag?

Fortællerstemmens nedslagspunkter skifter flygtigt og dansende let mellem forskellige positioner. Det giver plads for sameksistens mellem ellers indbyrdes forskellige satser som realisme og poesi – en stilistisk disciplin, der stiller store krav til sin udøver, og som hér honoreres på frapperende vis.

Gudmunssons slægtsfortælling fra Reykjavik griber to slægtled tilbage – til dengang spritten var fattigmands eneste trøst, hustruvold og børneflokke på 7-8 snotnæsede unger et almindeligt syn i de fugtige kældre, hvor fattiglemmerne levede kort og døde unge. Men Gudmunsson fortæller med en vidunderlig poetisk og imødeseende livsberedvillighed! Han fortæller om virkeligheden – i Reykjavik da århundredet endnu var ungt. Og hans fortælling står i skarp kontrast til de fleste romaner om ’virkeligheden’ her ved samme århundredes afslutning.

Virkeligheden synes ikke længere konkurrencedygtig i den fiktive verden, underholdningsindustrien har bygget op. Aldrig har vi haft adgang til så megen ’virkelighed’ – på nettet har virkeligheden døgnåben – men alligevel er det som om uvirkeligheden breder sig. Også i hovedparten af den yngre danske litteratur.

Sen-halvfemserforfatternes bragesnak, retoriske hittepåsomhed og pseudo-eksistentielle kvababbelser i diverse dygtigt tilvirkede men komplet indholdsløse drengerøvsromaner stiller egen ekspressivitet og talentfulde omgang med sproget til skue: det er stilistiske øvelser på barer … og ikke andet. Dygtige romaner uden historier at fortælle …

I filmen måtte instruktører ’opfinde’ dogme-principper for at finde tilbage til filmens sjæl og iboende kunstneriske værdi. I litteraturen er det ikke nødvendigt at opstille kriterier for et bevidst asketisk og ydmygt håndværk: historiefortælling; vi har gudskelov mestre som Gudmunsson – og herhjemme: Stig Dalager, Klaus Rifbjerg, Vibeke Grønfeldt for nu på uretfærdig vis at nævne denne skribents subjektive præferencer. Fælles for disse er, at de mestrer kunsten at lade det stilistiske greb træde i baggrunden for og berede vejen for den gode historie – i stedet for blot at pege på sig selv som dygtigt indfald.

Måske man burde indføre mesterlæren i forfattergerningen …

Drømmevirksomhed er et fællesmenneskeligt vilkår. Fortællekunst er et fag. Og hvor drømmen brydes i fortællingen, hvor metode og metafor forenes, opstår litteratur – ikke at forveksle med bøger nødvendigvis; der bliver skrevet ganske mange bøger, men knap så megen litteratur.

Litteratur er nødvendig historiefortælling – nødvendig for fortælleren og tilhørerne. Nødvendig som mad og drikke, ly og overlevelse. At avle et barn, plante et træ, bygge et hus, drømme en drøm – fortælle en historie …