Drømmenes topografi

– med virkeligheden som pejlemærke

Af Pia Vigh

fodspor_0Drømme må være den ældste æstetiske aktivitet, som findes. Og drømmene fortalt eller genoplevet må have været stof for de ældste fortællinger. Drømme er virkelighedens natlige gæstespil i bevidstheden. Afsættet er virkelighed og udtrykket er symbolladet – på skrift: poesi. Når poesien er opløst i virkeligheden, som saltet i havet, finder den fantastiske realisme sin form.

Gudmunsson er en fantastisk fortæller; poetisk og præcis i dét samme blik, der indfanger en tid – og oplevelsen af en tid – gennem enkle billeder. Gudmunsson skriver med en drømmedristighed selv i egentlig dokumentariske skildringer – i en særlig nordisk udgave af fantastisk realisme:

“Sig mig, Herre, hvor er din trøst?
Sig mig, hvor er din sjæl?

…Hun står i kælderen og har ikke andet end børn. Hun har ingen mad, hun kan give dem at spise. Hun har intet tøj, hun kan give dem på. Hun har ingenting, kun småbitte smil og bønner.Tilsammen er det dog noget, men alligevel ingenting. Smilene rummer solstråler i deres skød og lyser op i den mørke bolig. Børnene vækker håb i himlen og drømme på jorden.

Jeg har ord. Jeg har tunge
Jeg har tanken i løn.
Jeg har ukendte dage.
Mit sprog er en bøn

Den slags visdomsord kan man ikke servere for fattiginspektør Simon. Han vil hellere høre om en mand, der bliver ondskabsfuld, når han får noget at drikke. Hovedparten af ordforrådet hos fattiginspektør Simon består af gloser som drikfældighed, ynk og fattigdom.”

Bemærk hvordan synsvinklerne her skifter, som et lys, der fejer henover forskellige stemmer på en scene. Er det fortællerens digt? Er det farmor Gudnys? Er det fattiginspektør Simons? Eller fortællingens eget hjerteslag?

Fortællerstemmens nedslagspunkter skifter flygtigt og dansende let mellem forskellige positioner. Det giver plads for sameksistens mellem ellers indbyrdes forskellige satser som realisme og poesi – en stilistisk disciplin, der stiller store krav til sin udøver, og som hér honoreres på frapperende vis.

Gudmunssons slægtsfortælling fra Reykjavik griber to slægtled tilbage – til dengang spritten var fattigmands eneste trøst, hustruvold og børneflokke på 7-8 snotnæsede unger et almindeligt syn i de fugtige kældre, hvor fattiglemmerne levede kort og døde unge. Men Gudmunsson fortæller med en vidunderlig poetisk og imødeseende livsberedvillighed! Han fortæller om virkeligheden – i Reykjavik da århundredet endnu var ungt. Og hans fortælling står i skarp kontrast til de fleste romaner om ’virkeligheden’ her ved samme århundredes afslutning.

Virkeligheden synes ikke længere konkurrencedygtig i den fiktive verden, underholdningsindustrien har bygget op. Aldrig har vi haft adgang til så megen ’virkelighed’ – på nettet har virkeligheden døgnåben – men alligevel er det som om uvirkeligheden breder sig. Også i hovedparten af den yngre danske litteratur.

Sen-halvfemserforfatternes bragesnak, retoriske hittepåsomhed og pseudo-eksistentielle kvababbelser i diverse dygtigt tilvirkede men komplet indholdsløse drengerøvsromaner stiller egen ekspressivitet og talentfulde omgang med sproget til skue: det er stilistiske øvelser på barer … og ikke andet. Dygtige romaner uden historier at fortælle …

I filmen måtte instruktører ’opfinde’ dogme-principper for at finde tilbage til filmens sjæl og iboende kunstneriske værdi. I litteraturen er det ikke nødvendigt at opstille kriterier for et bevidst asketisk og ydmygt håndværk: historiefortælling; vi har gudskelov mestre som Gudmunsson – og herhjemme: Stig Dalager, Klaus Rifbjerg, Vibeke Grønfeldt for nu på uretfærdig vis at nævne denne skribents subjektive præferencer. Fælles for disse er, at de mestrer kunsten at lade det stilistiske greb træde i baggrunden for og berede vejen for den gode historie – i stedet for blot at pege på sig selv som dygtigt indfald.

Måske man burde indføre mesterlæren i forfattergerningen …

Drømmevirksomhed er et fællesmenneskeligt vilkår. Fortællekunst er et fag. Og hvor drømmen brydes i fortællingen, hvor metode og metafor forenes, opstår litteratur – ikke at forveksle med bøger nødvendigvis; der bliver skrevet ganske mange bøger, men knap så megen litteratur.

Litteratur er nødvendig historiefortælling – nødvendig for fortælleren og tilhørerne. Nødvendig som mad og drikke, ly og overlevelse. At avle et barn, plante et træ, bygge et hus, drømme en drøm – fortælle en historie …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *