Nationalpoet og landsforræder
Hamsuns forfatterskab er i sjælden grad paradoksalt; vitalistisk og romantisk, skræmmende reaktionært og forbløffende moderne. Og derfor genstand for en mildt sagt ambivalent og modstræbende beundring. I 1920 blev han tildelt Nobelprisen, i 1948 dømt for landsforræderi.
Han havde en særlig evne til at vække modvilje hos læseren og holdt sig arrogant og rimeligt nok for god til indtage populistiske holdninger i sine værker. Men han drev det så vidt som til at erklære sin åbenlyse beundring for Norges og resten af Europas besættelsesmagt i begyndelsen af fyrrerne.
Når den forhåndenværende mytologi ukritisk tages i driftens tjeneste, kan naivitet være uhyggeligere end nogen lidenskab. Forblindet af den germanske kultur, ånd og filosofi udviste Hamsun en helt utilgivelig politisk naivitet, der tillod ham at overse nazisternes grusomhed. Og det har hverken samtiden eller eftertiden nogensinde helt tilgivet Hamsun; der findes begivenheder, som Holocaust, tiden ikke kan udslette, som selv ikke den kan glemme, der aldrig har oplevet dem.
Hamsun var efter alt at dømme ikke nazist men uhyggeligt indskrænket og selektiv i sin vurdering af nazismen. Hamsuns forfatterskab og forhold til nazismen har derfor været genstand for mange, ikke alle lige sobre og nøgterne, spekulationer og gisninger i biografiens forklædning, og jeg skal nøjes med at nævne ét værk, som i klarsyn og grundighed adskiller sig fra de fleste: Thorkild Hansens Processen mod Hamsun.
Det gælder Hamsun som alle andre, at vi måske for let begår den fejl, at vi hos andre navnlig spørger efter de dyder, de ikke har, og forsømmer at dyrke og værdsætte dem, de har. For Hamsuns forfatterskab bærer faktisk ikke eklatant præg af en fascistoid tankegang, og var før krigen utrolig populær. Besynderligt nok var de mindst typiske af Hamsuns romaner, den romantiske Victoria og den reaktionære Markens Grøde også de populæreste i hans samtid – og sidstnævnte indbragte ham som bekendt Nobelprisen. I dag er Sult, debutværket fra 1890, nok den roman, som står stærkest i publikums bevidsthed.
Hamsuns romaner er alle meget insisterende i deres gentagelse af motiv- og handlingsmønstre; de samme temaer, ledemotiver bundet op på tilsyneladende forskellige figurer går igen i mange af romanerne. Så kunne man jo med rette forledes til at tro, at han ikke havde så frygtelig mange historier på hjerte, men måtte genbruge sit stof i mangel af bedre. Men sådan forholder det sig langt fra. Der er nærmere tale om en helt utrolig gennemførthed og konsistens i forfatterskabet – fra Sult til På gjengrodde stier, et kløgtigt overblik og skarpt defineret projekt, som belyses fra alle tænkelige vinkler.
Brutalt sammenfattet handler Hamsuns romaner om kunstens illusoriske karakter, om fantasien og inspiration som næres af mangel, savn, tomhed og ensomhed, om det dybeste væsentlige i livet: at avle et barn, plante et træ, bygge et hus – skrive en bog.
Kun en luftspejling af et legeme, et liv
Sult er en roman uden plot, uden handling, uden tid og uden medvirkende … bortset fra ‘jeg’ – dette nøgne pronomen. Det er en roman, hvori intet sker; Hamsun dispenserer fra den historiske tid – det organiserende princip overhovedet i samtidens litteratur – når han med en enkelt sætning udramatisk passerer henover en kortere periode, 2-3 dage, hvor helten ikke sulter helt så slemt. For så med udpræget detaljebevidsthed at registrere selv de mindste virkninger af de særligt slemme sulte-perioder. Det er den indre, subjektive tid, den følte tid, Hamsun har organiseret sin roman omkring – derfor fraværet af de ydre elementer, som normalt giver en historie substans; stedets, tidens og handlingens enhed er flyttet ind i det sultende ‘jeg’s bevidsthed.
Sult er en roman, som nok bevidner elendigheden, men som afstår fra at analysere, endsige kommentere, den – det er ikke en socialrealistisk, slumromantisk eller politisk indigneret roman. Sult-’jeg’ets intellektuelle arrogance og inderligt drømmende bitterhed levner ingen plads til medlidenhed og knapt til sympati, og det ligger klart næsten fra begyndelsen, at kun hans stolthed hindrer ham i tåleligere livsforhold. Projektet er tilsyneladende at lade kroppens bevidsthed forbedres og korrigeres ved åndens bevidsthed, og hans foregivende selvbeherskelse har nærmest karakter af masochistisk selvtugt – han har så at sige pålagt sig selv at sultestrejke … i protest mod sig selv. At han ikke længere, derfra i handlingen, hvor læseren inviteres med som vidne, kan kontrollere processen, ændrer ikke det faktum, at han selv har sat den i gang. Han er både udøver af og offer for sit eget ‘eksperiment’, og sulteprocessen fører ham ud i den mest radikale form for ensomhed, et menneske vel kan havne i – hele tiden blot ét skridt fra kollaps. Kroppen reduceres i takt med den udhungring, som samtidig nærer et stadigt mere omstændeligt og kompliceret sjæleliv. Han overskrider kroppen som tærskel mellem bevidsthed og virkelighed, mellem væren og verden.
Det sker fordi helten har mistet kontrollen over både handlinger og tanker – kroppen forsvinder og sjælen løber løbsk. Han nærmer sig døden, randen af sin eksistens – han kigger ud over kanten, ude af stand til at beslutte sig for at bringe sig i sikkerhed eller lade sig glide udover randen. Det er i bund og grund hans tautologiske paradoks: han må spise for at kunne skrive, men hvis han ikke skriver, får han ikke at spise. Og hvis han ikke kan spise, kan han ikke skrive.
Tautologi betyder cirkelslutning, argumenternes runddans, og det er denne tautologi, som betyder, at læseren bliver ligeså svimmel som Sult-jeg’et: at fortsætte med at sulte betyder hans død, og kun med døden vil hans sult ophøre. Han må derfor holde sig i live, men kun akkurat ét skridt fra kanten, og døden. Han vegeterer af denne modsigelse, af spændingen mellem mismod og overmod, afmagt og almagt – spændingen mellem liv og død. Undervejs fortaber han alting – og især sig selv.
Det er ingen tilfældighed at Hamsuns helt ikke har noget navn; han har ingen identitet at fylde sit navn ud med. Og uden identitet har han heller ingen virkelighed – hans virkelighed er blevet en forvirring af navnløse genstande og genstandsløse navne; forbindelsen mellem selv og verden er brudt sønder. Sult er ikke historien om det misforståede geni, men historien om mennesket, som er villig til at risikere alt for intet; systematisk frigør han sig fra alle byrder – alle former for tro eller håb på alle slags systemer, og til slut, på grund af den sult han har påtvunget sig selv, når han til … intet.
Det er omridset af den ultimative ensomhed, Hamsun streger op for os – i Sult, i hans forfatterskab som helhed, og i sit eget livsforløb – blot med den for Hamsun så særegne og befriende lille ironiske krølle, som levner plads for et håb; det blotte faktum, at kunsten kommunikerer, dementerer umuligheden af at trodse ensomheden. Anbragt mellem en fødsel, vi ikke har bedt om, og en død, vi ikke kan have noget kendskab til, kan hver enkelt eksistens i den forbrændingsproces, som vi patetisk kalder Liv, ikke forenkles til andet end sig selv.
“Og Menneske, her tænker jeg paa dig. Av alt levende i Verden er du født til næsten ingen Ting. Du er hverken god eller ond, du er blit til uten et tænkt Maal. Du kommer fra Taaken og gaar tilbage til Taaken igjen, saa hjertelig ufuldkommen er du. Og Menneske, setter du dig op paa en sjelden og Hest saa er det ikke noget som gjør den Hesten sjelden mere. Støtt saa, Dag og Vei, sakte – Hopper du av og slaar din Hat i Jorden for to Øine, to Øine som du møter? Det har du ikke Liv til. Just nu hvirvler det op fra Undergrunden en ny og haapefuld Slekt. Den er saa nys født og uskyldig, jeg læser om den, men kjender ikke noget Navn, det samme kan det være. Det er Vandrelys alle tilhope, de kommer, skinner litt og blir borte. Kommer og gaar, som jeg kom og gik.”
Knut Hamsun: Markens Grøde, Gyldendal Norsk Forlag, 1991 Knut Hamsun: På gjengrodde stier, Gyldendal Norsk Forlag, 1993 – hvorfra slutcitatet stammer. Knut Hamsun: Sult, Gyldendal, 1984. Knut Hamsun: Victoria, Gyldendal, 1963 Thorkild Hansen: Processen mod Hamsun 1-3, Gyldendal, 1990.
“Me, a dumb person: German literature is dark.