Alexandre Dumas D.Y.: Kameliadamen

Af Pia Vigh

ke019699Det er med bekymrende mangel på patos og tragisk storhed, at Deres udsendte i Litteraturens Guldalder sidder på Vesterbrogade og harker uskønt over den vandopløselige panodil, pudser den sprukne snude i toiletrullepapir. Det faktum at vi nu om stunder angribes af A-influenza, dårlige hofter og musealbuer vidner om, at romantikken forlængst er afløst af en moderne pragmatik, hvor sygdomme er noget der har rod i bakteriangreb og dysfunktionel biokemi og klares med recept til apoteket eller indskrivning på en hospitalsventeliste. Så kan det nok være, det gør godt på sjæl og legem at læse romaner fra en tid, hvor man virkelig forstod at lide i ophøjethed og med god grund.

Sjældent – selv i den romantiske del af verdenslitteraturen – har nogen lidt og udkæmpet en dødskamp så gribende, så følsom og så langvarig som Kameliadamens i romanen af samme navn fra 1848.

‘Kameliadamen’ kaldes den brystsyge kurtisane Marguerite Gautier, som fordrejer hovedet på Paris’ garde af velnærede ægtemænd og drømmende ynglinge. La Dame aux camélias blev en slags prototype for store litterære kvindeskikkelser; hendes underkastelse gjorde hende erotisk tillokkende og hendes sygelighed og død gjorde hende uimodståelig.

Historien begynder med en inspektion af Kameliadamens dødsleje og senere hendes lig, da den unge Armand med nekrofil nydelse besigtiger de tærede jordiske rester af det, der engang var Paris’ smukkeste kurtisane og hans livs kærlighed. Derpå lader Dumas en objektivt ræssonerende fortæller sætte historien i perspektiv – den historie som fortælles ham af den hjertesyge og meget lidende Armand.

Marguerite og den uformuende borgersøn indleder et renfærdigt og gensidigt ægtfølt kærlighedsforhold. Alt er godt. Indtil Armands fader dukker frem og byder Armand at standse det forhold, som besmudser familiens navn og ære. Kurtisanen accepterer omgående sin skæbne, sin manglende værdighed og chance for ægte kærlighed til en mand, for hvem hun ikke er kurtisane. Og derpå hentæres hun af akut sot – og dør til slut.

Da Armand bliver klar over, at hendes brud skyldes sjælsstorhed og ikke det faktum, at han er uden formue af betydning, og at hun er død efter sit store offer, angribes han omgående af tæring, men kommer sig langsomt i og med han fortæller sin historie og har genvundet sit familienavns agtværdighed.

Kameliadamen udspringer af den autentiske historie om 1800-tallets berømteste kurtisane, Marie Dulessis. Hun døde i 1848 kun 23 år gammel af tuberkulose som Paris’ mest feterede maÐtresse. Den jævnaldrende Dumas var meget optaget af rygterne om denne demimonde og skrev straks efter hendes død sin roman om den unge smukke Marguerite med det tvivlsomme erhverv og den trods alt intakte moral og værdighed. Han dramatiserede kort efter sin roman – og vakte endnu større succes. Og historiens triumf kulminerede, da Guiseppe Verdi i 1853 omdannede teaterstykket til operaen La Traviata. Siden har divaer som Sarah Bernardt, Greta Garbo og Maria Callas udødeliggjort denne store tragiske heltinde.

Dumas’ store bidrag var ikke blot af litterær art. I en række for eftertiden mindre kendte værker som Den uægte søn, 1858, og Damernes ven, 1864 for eksempel, talte han med vægtig stemme de uægte børns og kvindernes sag, og han har uden tvivl været en væsentlig årsag til den lovændring i 1884, som legaliserede skilsmisse.

Dumas D.Y. huskes ikke længere for det debatskabende og samfundsrevsende i sit hovedværk, Kameliadamen. Snarere for den langstrakthed og romantiske værdighed, hvormed kvalfulde sjæle tæres af sot og dør. Den slags er ikke længere muligt men må opsøges i bøger og store operaværker. Og hvilken lejlighed synes bedre end et par febrile dage i sengen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *