Virginia Woolf: Mrs. Dalloway

Én dag. Ét menneske. Én by. Én begivenhed.
En roman. Og nu en film.

Af Pia Vigh

dallowayOm den 50-årige Clarissa Dalloway; elegant, begavet og velhavende. Dagen igennem forbereder hun sit aftenselskab. Gennem de tanker og erindringer dagen bringer med sig, åbenbares hendes karakter – og sætter liv i personer, som har eller får berøring med hendes liv, denne ene dag.

Mrs Dalloway var Virginia Woolfs fjerde roman, og det blev hendes måske betydeligste.

Med en ganske særegen præcis æstetisk sans samler Woolf sin roman i et mønster af hændelser, snarere end at fremskrive et plot af begivenheder. Mrs Dalloway er et meget selvmanifesterende værk; Woolf skaber en total boble om sine hovedperson. Der er intet drama, ingen situation, ingen fast scene. Ingen kompositorisk defineret begyndelse, midtpunkt eller slutpunkt. Der sker ingenting … Livet passerer bare fordi i en uendelig strøm af hændelser. Og disse hændelser er ikke formidlet af en alt-overskuende forfatter. Livets hændelser, som de slår ned i Clarissas verden er kun formidlet via Clarissas refleksioner og erindringer.

Der synes ikke at eksistere noget synspunkt udenfor romanen, hvorfra figurerne eller hændelser observeres, endsige kommenteres. Som der ikke synes at herske en objektiv realitet forskellig fra figurernes subjektive bevidsthed.

Den karakteristiske essens i Woolfs teknik består deri, at vi som læsere bevidner ikke bare blotlæggelsen af ét menneskes bevidsthed, men derimod af flere figurers – og det i både hyppige og ubesværede skift.

Clarissa Dalloway spejles i krigsveteranen Septimus Smith, der tumler omkring i London med granatchok til han sidst på dagen begår selvmord – og på sin vis dør stedfortrædende Clarissa.

Svælget mellem Dalloway og Smith er et indviklet socialt mønster, som aldrig overskrides direkte, og de to hovedpersoner møder aldrig hinanden. Men begge genkalder de ved deres spadseretur og rastløse spøgelsesvandring London anno 1923, rystet af 1. Verdenskrig men stadig præget af Imperiets storhed.

Woolfs teknik og hensigt lagde sig tæt op ad James Joyces og tidens fælles interessefelt: stream-of-consciousness, som tilstræber en nogenlunde nøjagtig gengivelse af en bevidstheds psykiske processer. Men hvor Joyce kvalificerer sig ved at undlade enhver fortællerindgriben, at afstå fra at forudsætte en læser, at undslå sig enhver grammatisk insisteren på tegnsætning, for eksempel, raffinerer Woolf sin teknik i retning af en elegant subtil (men tilstedeværende) fortæller, ved en harmonisk og sammenhængende bevidsthedsstrøm, konsekvent og grammatisk korrekt tegnsætning, etc. Woolfs greb er med andre ord mere synligt, og måske derfor er Woolf lettere tilgængelig end Joyce, de mange umiddelbare fællesheder Mrs Dalloway og Ulysses imellem.

Netop det stilistiske greb, der om noget placerede Woolf som en af forrige århundredes største forfattere, har det tilsyneladende ikke været muligt – eller ønskeligt – at omsætte i et adækvat filmsprog.

Ikke desto mindre er den hollandske instruktør Marleen Gorris’ film med en meget elegant og dirrende smuk Vanessa Redgrave i hovedrollen en rigtig udmærket filmisk oversættelse af et stort litterært hovedværk.

Litteratur siges at adskille sig fra film blandt andet derved, at vi selv skaber indre billeder; angiveligt frisætter en egen kreativitet. Redgrave som Dalloway forekommer nu mig at være et noget nær optimalt portræt af denne nervøst-gådefulde figur.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *