Et spøgelse går gennem Europa

Af Pia Vigh

Germinal“Et spøgelse går gennem Europa” – sådan indledte Marx og Engels deres kommunistiske manifest.

I Zolas store roman optræder dette spøgelse i skikkelse af en 21-årige maskinarbejder, Etienne Lantier. Han lader sig indrullere i den hær af forhungrede minearbejdere, som i Nordfrankrig bryder kul 700 m under jordens overflade. I dybet sætter de livet på spil for et borgerskab, der lever efter parolen: De penge, andre tjener til én, er dem man bliver fedest af.

Optændt af et bittert og brændende ønske om retfærdighed og menneskeværdighed samler Etienne minearbejderne til en omfattende strejke, som siden fører til en noget hovedkulds indtræden i Internationale.

Etienne agiterer for sine politiske visioner i en ambitiøs retorik, han knapt selv forstår, og som forfører mængden til en blodrus, han ikke kan kontrollere.

Spændt ud mellem 2 kammeraters forskellige holdninger; mellem en rendyrket voldsforherligende anarkisme og en mere besindig (fej?) lovlydighed, forsøger Etienne at fremmane et utopia for de forhutlede og desillusionerede skarer. Og de lytter grådigt – forkrøblede på krop og sjæl af leveforhold, som fornedrer mennesker til dyr. Selv kærligheden formår ikke at dæmme op for trøstesløsheden, når udpumpnings-stemplerne slår takten an for kejtet, rå, ungdommelig erotik bag slaggehøjene.

Opstanden løber af sporet og lider et smerteligt, ubærligt nederlag – dog ikke uden af have tilføjet mineselskabet drøje hug. Etienne bryder til sidst sammen under uforløst kærlighedslængsel og et ubændigt samvittighedsnag over de lemlæstede og døde kularbejdere, som troede på hans idéer. Hele bevægelsen – Etiennes frustrationer som mængdens bristede forhåbninger – kulminerer i en voldsom katastrofe, da mineskakten styrter sammen, og minedybet i et mægtigt sug fylder sin bug og begraver en snes mennesker, der iblandt Etienne.

I kampen mod sociale klasseskel hersker de banale tilfældigheder; hos Zola er arbejderen ikke sin egen lykkes smed, men evigt dømt til sin stand. Dog i Germinal forsøger arbejderne at organisere sig og omstøde deres givne livsomstændigheder. Dybet er svanger med “århundredes høst, […] hvis spirende sæd snart ville sprænge jorden.”

I disse sidste linier aftvinger Zola alligevel sin svidende potente roman en sprække af lys og håb. Med fotografisk detaljebevidsthed overbelyser og påpeger Zola en velkendt virkelighed, som netop i kraft af sin velkendthed blev ubetydeliggjort og ignoreret – en teknik som fik navnet ‘naturalisme’.

Hvad Zolas naturalistiske romaner (denne især) måske nok mangler i æstetisk ynde, besidder de til gengæld i indigneret politisk slagkraft og relevans. I det hele taget bestod – og består – naturalismens store fortjeneste i en radikal appel til et stort publikum; i en stigende opmærksomhed på køns- og klasseskel; samt på en undersøgelse af og indlevelse i sjælens dybder og mange faldgruber.

På vore breddegrader tog især Herman Bang og i mindre grad Johs. V. Jensen og Amalie Skram Zolas naturalisme til sig.

Germinal er en nekrolog over socialismen, som ikke vil skrives, og er som sådan aktuel og vedkommende i et perspektiv, som langt overstiger Gyldendals genoptryk i anledning af Berris’ filmatisering. Etiennes spøgelse vandrer stadig hvileløst omkring i verden – sidst set ved minerne og Solidaritets fødsel i Gdansk, og nu ved kulminearbejderstrejken i Bukarest.

Zolas roman er nok en klassiker, men en meget gribende klassiker som nødvendigheden byder at støve af og genlæse med jævne mellemrum. Og så er det forresten en h……. god bog!

Germinal er filmatiseret af Claude Berris og i den forbindelse genudgivet af Gyldendal (1994). Er tidligere udkommet under titlen Det dages.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *