Pest og Liebestod i Venedig
Af Pia Vigh
Sjældent – om nogensinde – er der skrevet så smuk, så begavet-indtryksfuld, så disciplineret og elegant, så bedrøvet en kærlighedshistorie. Sjældent – om nogensinde – har en romanfigur elsket så indstændigt, medrivende og uværdigt. Og sjældent – om nogensinde – i så brændende æstetiske, dekadente og pestbefængte kulisser som i “denne den usandsynligste blandt byer”.
Se Venedig og dø.
Hovedpersonen, Gustav von Aschenbach, er en af sin tids største litterære begavelser. Et klaustrofobisk åndsmenneske af fineste karat hvis humanistiske intelligens oplyser ethvert halvdunkelt, studentikost hoved, det være sig prisbelønnende litteraturkritikere som terpende gymnasiaster. Indtil han en dag går i stå af rastløshed og mangel på inspiration.
Aschenbachs hvileløse oplevelse af uro fører til rejselyst, til en søgen – ikke efter svar, men efter bedre spørgsmål, og der findes spørgsmål, der er så gode, at mulige svar kun kan forringe dem.
Han rejser til Venedig. Og Venedig gemmer hans spørgsmål i form af den smukkeste og mest vidunderlige yngling. Sokrates fandt sit i Phaedrus. Aschenbach finder sit i den polske dreng Tadzio med de dæmringsgrå øjne: Æstetikkens lydefri kvintessens. Og er den aldrende kunstner tilbøjelig til umådehold i sin værdsættelse af Tadzios eksempelløse fortræffelighed, synes hans faible velbegrundet i hans tilbagetrængte livsførelse og i hans kunstneriske tilbøjelighed rettet imod det æstetiske udtryk.
I et sent skrig af sjælens og kødets yderste nød forelsker Aschenbach sig uigenkaldeligt og uomstødeligt i Tadzio.
Og i en pludselig, sky følelse af ungdom vækkes hengemt fryd af drakonisk levet liv.
“Gamle følelser, det unge hjertes dyrebare trængsler, som var døde i hans livs strenge tjeneste og nu så sært forvandlet vendte tilbage, – han genkendte dem med et forvirret, forundret smil.”
Så kan den, der vil gå lidt for vidt i sin overbærenhed og beundring, måske til Aschenbachs undskyldning anføre, at Tadzios eklatante skønhed er synlig for og indtaget bemærket af andre end Aschenbach. Men som den eneste fortaber Aschenbach sig selv.
“Og lænet tilbage, med hængende arme, overvældet og gang på gang gennemrislet af gysen, hviskede han den stående formel for længsel, – umulig i dette tilfælde, absurd, forkastelig, latterlig og dog hellig og ærværdig, selv her: ‘Jeg elsker dig!’”
Kærlighed forråder i reglen sig selv.
Forelskelsen er – som katastrofen – et uafvendeligt, absolut og enerådende princip. Forelskelsen er den største fristelse til selv-diffusion – og det eneste håb om selv-definition; på én gang spørgsmål og svar. Det er romantikkens store længsel og credo: ‘Liebestod’; man skal miste sig selv for at finde sig selv.
Aschenbachs romantiske ånd tager sig selv til fange i uendelige selvbetragtninger – og det med en udsøgthed, der nærmer sig det maniske, det kunstlede. Manérer er det ar, udtrykket efterlader i et sprog, der egentlig ikke længere magter udtrykket. Aschenbach, kunstneren, der var emblemet på “mesterskab og klassicitet”, forfalder til skaberi og uværdighed, da han dør i sin liggestol på stranden, sminket som en skabagtig gamling i en ynglings gevandter.
Når den forhåndenværende mytologi tages i driftens tjeneste, føjer ånden det lystfulde håb; i det navnløse interval mellem livets afslutning og dødens indtræden, synes Aschenbach endelig at finde en art erotisk tilfredsstillelse og mytologisk afspænding i et drømmesyn, hvor Tadzio smilende vinker ham til sig.
“Og endnu samme dag modtog en respektfuld rystet verden efterretningen om hans død.”
Man må udforske de mest afsides kroge af et emne for at stille de simple spørgsmål og opdage de enkle ting, som har den mest almene, kunstneriske interesse. Som Mann og Aschenbach i Venedig.
Med sin lille, store roman forsvarer Mann det moderne menneskes ret til at forundres i en reducerende verden, og det forunderlige kaster mennesket tilbage i en art metafysisk drømmeri.