Kategori: Anmeldelser

Udgivet den

Skrift i tiltagende for liv i aftagende

Koldnålsraderinger af frostskadede sjæle

Af Pia Vigh

“Der burde være to særskilte sprog:
ét for dem for hvem livet er i tiltagende
og et andet for dem for hvem livet er i aftagende.”
(Witold Gombrowicz)

detrigtigeEngang imellem er det at læse en roman som at få et brev fra en, man ikke kender. Som at få et kort over et landskab af nye stier og nye veje at gå.

Ena Jakobsen går sine egne sære veje. Hun ønsker at drive sin bedstefars og sin fars gartneri i perfekt stand. Sprøde, lakrøde æbler og knitrende kål. Gyldne georginer og hjertestyrkende kruspersille. Askehvide liljer og roser af sand. Drevet frem af en stædig vilje til det bedste og smukkeste. Hun nærer familie, naboer og forbipasserende med sine afgrøder og blomster og viljestyrke, nærer deres forestillinger om særlingen Ena, der læser deres hykleriske tanker: “Dumme høved. Din sinke. Gamle stinkdyr. Et nul, men hun gør jo ingen noget.”

Den, der hele tiden bestræber sig på at gøre alt perfekt, må nødvendigvis begynde forfra med sit forehavende hver dag. Hver dag gøre det rigtige; lade det rigtige overdøve det forkerte. Lade velmente, rigtige holdninger og handlinger overdøve det faktum, at vi hver især i os rummer viljen og evnen til det forkerte. Det syndige eller det grusomme.

Det er svært både at sparke til mørket indtil det bløder dagslys og gøre det rigtige. Hver dag forfra. Når vanviddet langsomt brænder bevidstheden op i et grusomt og rensende forårsbål.

Ena er ansat på et renseri og kører vasketøj ud til kunderne. På sin rute møder hun de ensomme og alkoholiserede i deres små verdener, i deres nedlagte landbrugsejendomme med arkitekttegnede møbler.

“Men jeg kan ikke opgive mennesket én gang for alle. Det er derfor jeg sender det idiotiske tøj på vaskeriet. Når jeg mister troen på en tømt verden, sender jeg bud efter et menneske ved hjælp af en sæk tøj. Det er rent tøj, jeg sender, har du ikke lagt mærke til det. Min kontakt med omgivelserne er ikke og bliver aldrig intim nok til beskidt tøj.”

Enas vasketøjsrute omkring i den lille by er samtidig Grønfeldts kortlægning af landsbysamfundet som kulisse og persongalleriet af figurer. Enas stier optegner punkter i det frostsprængte landskab med de knitrende halmafbrændinger – de bristede drømmes topografi. Det kunne være en hosekræmmers datter i Blichers hedelandskab. Og som hos Hosekræmmerens Cæcilie, er det kærligheden i Ena, som antænder den største galskab. Ganske som det er Enas kærlighed, der hos Grønfeldt frisætter de sarteste og stærkeste poetiske sansninger. Skrift i tiltagende for liv i aftagende.

Grønfeldt er formentlig den største danske impressionist siden Herman Bang; samme sensitive præcision i anslaget, samme sprøde chromatik i kadencerne. Samme flimrende nervøsitet og nerveblottede intensitet. Grønfeldt skriver sagte og stærkt, indimellem med et fantastisk overskud af humor og absurditet, altid med den største respekt for de mindste detaljer.

Det er koldnålsraderinger af frostskadede sjæle. Men det er, når hun skriver om Enas ubærlige kærlighed til et menneske, som ikke ved sig genstand for hendes følelser, Grønfeldt skriver klarest og forfærdende smukt.

Enas historie sprænger sig pludselig vej ud af sit rolige leje med en ekspressiv kraft, som ridser sig dybt ind i tekstens stof og læserens nethinde. Romanens hjerte synkoperer læserens hjerte. Enas hjerte. Måske er det bare det hjemløse begær, der igen farer vild i sine indskydelser, i de forhåndenværende muligheders forførende nærvær. Måske er det ætsende sandfærdigt.

Ena forelsker sig i præstens mand. Og brænder sammen i en indbildt forestilling om, at han besvarer hendes følelser, besvarer hendes breve.

“Brevene er alvor, stoflige drømme, der åbner drømme og fremkalder hendes krop stykke for stykke, så hun kan mærke den. Hel. Svimlende ord. Hun går i stykker af glæde og heles som sig selv. Mærkeligt frisk. Og hun læser dem igen og igen og læser dem ind i alle mulige sammenhænge.”

Forelskelsen er – som katastrofen – et uafvendeligt, absolut og enerådende princip. Og Enas forelskelse ender i katastrofe.
Ensomme Ena, født og endt. Befamlet af guderne selv. Når det kommer til stykket, kan hvert enkelt liv ikke forenkles til andet end sig selv. Men det er også nok.

“Hun traver alene i stierne. Følger sine spor tilbage til begyndelsen. Men i mellemtiden er livet gået.

Det begynder at regne stille.

Liljerne er snehvide. De står i aske fra et forårsbål. Det lærte hun af sin bedstefar. Derfor den særlige, rene glans. Derfor duften.

De er vel smukke. De har altid været smukke. De piner hende.

De rødeste roser vokser i sand.”

Udgivet den

Barbie slår igen

Mandebog om hulemænd og drengerøve

Af Pia Vigh

downloadHvad kvinder ikke ved om mænd – det kunne der uden tvivl skrives tykke, lærde og morsomme bøger om. Kroppsykoterapeut Carl-Mar Møller har begået en. Men den er hverken tyk, lærd eller morsom.

Carl-Mar Møller er Danmarks svar på Jern-Henrik, der med sine mand-find-dig-selv-kurser i Grib Skov søger at fremelske den lille urmand, der har præstationsangst overfor Barbie, og som kvindebevægelsen har gjort ganske impotent.

Møllers i grunden ret interessante og sympatiske projekt er at fortælle os, “hvordan manden oplever kærligheden og forholdet til kvinden.” Og han fastslår indledningsvis, at der er skrevet hyldemeter efter hyldemeter af bøger om kvinder, for kvinder, af kvinder om kønsspørgsmål og parforhold, men ingen af dem tør kritisere kvinders fejl i forhold til mænd. Og det har han så ganske ret i.

Velbegrundet, saglig kritik vidner om engagement og dyb respekt for den sag eller det menneske/det køn kritikken tager retning imod – og en sådan rettet imod kvinden i generel forstand skulle være så inderligt velkommen!

Men allerede introduktionen afslører, at Møller er for dårligt fagligt funderet og for dårligt redaktionelt hjulpet til at kunne andet end opkaste private, hjemmebryggede teorier og personlige erfaringer, der i grunden fremkalder skuldertræk frem for provokeret lyst til debat eller de aha-oplevelser, han håber at kunne bibringe:

“Angsten for at kritisere kvinden er tilsyneladende omfattende og kollektiv – måske er det frygten for at sætte os op imod den, vi er født af.” (Min kursivering).

Den slags ubehjælpsomme, dybt banale og oversimplificerede kortslutninger træder overalt i stedet for teoretisk velfunderede følgeslutninger. Dertil kommer, at bogen ligner noget, der er blevet til i en tidlig, klodset version af WordPerfect, der lige netop har været i stand til at mobilisere en `kopiér’-kommando, som Møller har gjort flittig brug af.

Under henvisning til, at mænd foretrækker korte og koncise fakta, er bogen splittet op i ultrakorte afsnit uden formidlende overgange eller åbenlys indbyrdes sammenhæng.

Og når opmærksomheden – med besvær – vendes fra gengivelsen af håbløse og ufrivilligt komiske konstateringer af, for eksempel hvad manden ikke kan lide ved kvinden: “Hvis hun ikke vil slikke pik, når han kører bil”, er hovedpointerne i Møllers betragtninger og erfaringsmateriale, at mænd ved mere om kvinder, end kvinder ved om mænd, samt at kvinder ofte forventer, at mænd kan læse vore tanker og at vi bliver voldsomt skuffede, sårede, aggressive, indadvendte, når det ikke er tilfældet. Eller fejlagtigt mener, at det kan man så lære ham. Fine konstateringer. Men de – og de få andre brugbare og interessante indsigter, der med lidt held kan udvindes af den rodede layout og struktur – får bare lov at blafre i vinden uden at danne grundlag for videre spekulationer eller konklusioner.

Men Møller gør sin sag en bjørnetjeneste, når hans fremgangsmåde og insisteren på at skære alt ud i letfordøjelige småbidder, byder ham at råde således ved tab af sin elskede: “At græde mindst 15 minutter hver dag, gerne sammen med en anden” – eller at håndtere mænds vold mod kvinder således: “Når en mand er voldelig overfor en kvinde, er skylden hovedsageligt hans egen, men hun har også del i den. Hvis jeg skulle dele skylden i procenter, vil det ofte blive 60% til manden og 40% til kvinden.”

Hvordan mon det forholder sig med voldtægt? Er kvinden for 30% vedkommende selv skyldig? 20%? 50%? Det er en mildest talt uheldig måde at præsentere sine pointer på! Møllers intention er muligvis at gøre opmærksom på, at vold i et parforhold er parrets problem, i og med at hans tærskel er for lav, og at hun for ofte overskrider den. Men det er ikke det, der står. Der står, at kvinder bærer lidt under halvdelen af skylden for at få bank! Sunde mænd reagerer ikke med vold, om de tirres nok så voldsomt af en dum kælling. Det er aldrig kvinders skyld, hvis de bliver banket, voldtaget – og det er altid overgreb, som kvinder, mænd, samfundet ikke skal tolerere!

Materialet kunne med fordel være strammet gevaldigt op; renset for irriterende gentagelser, for disse farlige forsimplinger og respektløse generaliseringer. I sin iver efter at være letforståelig skyder Møller så mange genveje, at ikke bare han selv, men også hans læser farer vild. Pointerne er så skarpe, at man skærer sig på dem og for let læser hen over det, der kunne tænkes at være Møllers intention – og det er synd, for der ligger uden tvivl stor erfaring og stort arbejde bag.

Det faglige grundlag for denne bog er Møllers erfaring som praktiserende terapeut gennem 10 år, og de hundredvis af samtaler med mænd, kvinder og par han i den forbindelse har ført. Et stort erfaringsmateriale står således til hans rådighed, men det er vigtigt at være opmærksom på, at hans materiale netop ikke er repræsentativt og dermed i stand til at danne grundlag for konklusioner om mænd og kvinder generelt, al den stund, at de mennesker Møller har talt med, vel netop har opsøgt ham som terapeut, fordi de har problemer.

Og det væsentlige problempunkt synes at være, at manden ikke længere ved, hvordan han skal være mand – for sin kvinde, i sin egen selvopfattelse.

“Mandens kendskab til sin oprindelige natur er blevet forvrænget i de seneste 25 år, hvor kvinden har fået afgørende indflydelse på, hvad der er rigtigt at føle, tænke og bruge sin tid på. De 25 år har fået mange mænd til at få et negativt forhold til deres eget væsen i en sådan grad, at de skal være påvirket af alkohol eller fortrænge egne behov for at kunne have det rigtig godt med sig selv og kæresten.”

Man ser det for sig: en sprællende yngling opfyldt af en ungdomstrods, der ligefrem ligger på lur efter krænkelse og anledning til kamp. Undskyld mig det let sarkastisk-overbærende i tonen og antydningen af det infantile islæt i denne ‘maskuline’, forkrænkede klynken, men hvad er det for flødeskæg, som så let lader sig indfange i kvindelumskheds snarer?! Eller hævet i højere potens: hvad er det for en maskulin selvforståelse, som efter totusind års selvkonsolidering punkteres af 25 års styrket feminin selvforståelse?!

Enten står vi her med et logistisk problem af dimensioner – eller også er det simpelthen ikke sandt, at et kvart århundredes kamp for kvinders rettigheder har taget luften og duften af den post-moderne mand. Min påstand er, at om den moderne mand føler sig impotent, er det ikke kvinders eller kvindekampens skyld, og den let tvivlende konjunktion i kursiv indikerer min tvivl om, at den maskuline selvforståelse overhovedet skulle være i krise.

Det er muligt, at en række mænd – og kvinder – har private problemkomplekser, men der er forskel på, om de udspringer af eller blot involverer problemer funderet i kønnet og forholdet til det modsatte køn. Og jeg har en grum mistanke om, at Møller forveksler de to omstændigheder.

Kønsidentiteten er en helt igennem integreret og uadskillelig del af psyken, og de fleste menneskers problemer vil derfor i et eller andet omfang involvere kønsidentiteten. Men det berettiger ikke til den misforståelse, hvorpå så fortvivlende mange af tidens pop-psykologiske terapibøger hviler: at det er kønnet hvorfra snart sagt alle psykiske problemkomplekser udspringer. Men der er penge i skidtet – og mere Jørgen Clevin end Sigmund Freud.

Det samme gælder dette forsøg på at indkredse manden, der i Møllers billede streges op som et jævnthen indolent væsen med mindreværdskomplekser, man som kvinde skal gøre sig store anstrengelser for at støtte og forklare de mest simple ting, sådan at han forstår bare lidt – om kvinder og sig selv. Efter endt læsning kan jeg med taknemlighed blot konstatere, at dét billede langt fra portrætterer de mænd, jeg kender og kender til mere eller mindre intimt.

Var ønsket om som kvinde at udsætte sig for skarp, kompetent kritik og forstå mandens dybeste væsen med Møllers bog nok så påtrængende og oprigtigt, skuffes man grumt – selv efter anden gennemlæsning desorienteres man ud over al rimelighed. Bogen er ganske enkelt for dårligt skrevet, for dårligt redigeret og for dårligt produceret, også om den muligvis var meget godt tænkt.

Udgivet den

Honoré de Balzac: Sarrasine

Af Pia Vigh

9788497167833Kortromanen Sarrasine foregår i Rom og fortæller historien om en yderst talentfuld billedhugger ved navn Sarrasine. Ved et tilfælde kommer han til at høre den billedskønne La Zambinella i Operaen og betages af så overvældende en skønhed, modellen over alle modeller, den optimale krop. Dybt forelsket i denne perfektion, modellen for hans livsværk, opsøger Sarrasine La Zambinella og påbegynder samtidig sin skulptur over hendes perfekte krop.

Men operasangerindens kvindelige skønhed viser sig at være en fatal illusion; La Zambinella er ingen attråværdig kvinde – eller mand – men et for tiden typisk fænomen: en kastrat.

I Vatikanstaten var det ikke tilladt kvinder at optræde, så talentfulde drenge, hvis stemmer med pubertetens indtræden går i overgang, blev kastrerede og bibeholdt dermed livet igennem deres sopran eller alt. Kastratens særegne stemmepragt, som det gudskelov ikke længere er os forundt at kunne nyde, har haft en helt unaturlig og usædvanlig klangfarve, og man må nok forsøge at tænke tenor og sopran i én stemmes register for at kunne danne sig et indtryk af dens timbre; en drengs sopran i en mands brystkasse og strube.

Gérard Corbiau har filmatiseret historien om Farinelli (alias Carlo Broschi, 1705-1782) – den største kastrat nogensinde, og har i sit forsøg på at genskabe kastratens stemmeregister netop digitalt sammensmeltet en kontratenor (Derek Lee Ragin) og en sopran (Mallas Godlewska), som tilsammen spænder over ikke mindre end 3½ oktav med en dybde og høj styrke det ikke fra naturens side er én stemme forundt at bære.

Op gennem det 16. og især det 17. årh., har kastratens stemmeregister og androgyne figur haft en umådelig tiltrækningskraft på samtidens publikum og opnået stjernestatus af næsten mytiske dimensioner – helt på højde med Michael Jacksons. Umådelige formuer er blevet de bedste og mest berømte til del, som det er tilfældet for kastraten i Balzacs historie. La Zambinellas karriere på de romerske scener danner det økonomiske fundament under én af Roms mest velhavende familier – de Lanty.Ved et aftenselskab hos Lanty indgår jeg-fortælleren og en Marquise en kontrakt: mod at afsløre hvem en mystisk gammel mand i familien de Lantys midte er, loves fortælleren en nat i Marquisens arme. I forventning om at kunne opklare hemmeligheden og indløse sit pant kaster jeg-fortælleren sig ud i historien om La Zambinella og Sarrasine – en tragisk og gribende historie om kastratens enorme erotiske fascinationskraft og samtidig manglende evne til at fuldbyrde et erotisk forhold.“Verden er øde for mig. Jeg er en fordømt skabning, dømt til at forstå lykken, føle den, ønske den, men tvungen til at se den undfly mig hvert øjeblik.”

Skæbnesvanger og grum ironi er det, at frarøvelsen af det mest vitale sætter mennesker i stand til at præstere det guddommelige. Som Farinelli er også La Zambinella udtryk for den yderste perfektion og den yderste defekt; kunstnerisk fuldkommenhed og menneskelig ufuldstændighed i én og samme krop. Med stemmen vindes det, kroppen ikke kan gøre sit.
Det gælder kastraten – og det gælder Balzacs fortæller. For historien viser sig at være så fatal, at kontrakten ikke kan overholdes; berørt af La Zambinellas kastration bryder Marquisen sin kontrakt med fortælleren, der så selv kastreres og skuffes i sit forehavende: for sig og med sin stemme at vinde erotisk opfyldelse.

Udgivet den

H.C. Andersen: Snedronningen

Af Pia Vigh

download (1)Det har gennem verdenslitteraturhistorien været få danske forfattere forundt at indskrive sig i et internationalt publikums bevidsthed med en autoritet af både tidløshed og nødvendighed; ganske få om i virkeligheden ikke blot én – Hans Christian Andersen.

Hans værk omfatter både essays, erindringer, romaner, noveller, rejseskildringer, mindre afhandlinger og artikler. Men først og sidst – eventyr.Andersens eventyr definerer helt deres egen genre med deres evne til at kombinere folkeeventyrenes kollektive fortælletradition med Andersens egen individuelle kunstneriske bearbejdning af traditionelle arketyper og symboler. Et forunderligt eksempel herpå er Snedronningen.

I sine erindringer fortæller Andersen: “jeg huskede fra Vinteren forud, at da vore Vinduer stode tilfrosne, havde min Fader viist os, at der var frosset paa Ruden, ligesom en Jomfru, der strakte begge sine Arme ud. ‘Hun vil nok have mig!’ sagde han i Spøg; nu, da han laae død i Sengen, kom det min Moder i Sindet, og hvad han udtalte, beskjeftigede min Tanke.”

Kernen i Andersens eventyr om de to uskyldige børn, Kay og Gerda, Djævelens troldspejl, som Kay får en splint af i øjet, Snedronningens forførelse af den forandrede Kay og Gerdas tilbagerobring, har sit dybe subjektive udspring. Kays splittelse mellem Snedronningens frysende skønhed og indsigt og Gerdas uskyldsrene oprigtighed, er fremskrivningen af den indre romantiske splittelse mellem intellekt og naturlighed, ånd og krop. Et for tiden og Andersen typisk tema.

Splittelsen draperes elegant om den gammeltestamentlige myte om Lots hustru – der vender sig mod fordærvelsen og bliver en saltstøtte – og komponeres over skabelsens syv dage. Siden formidles denne opdatering og æstetisk forarbejdede myte i et mundret skriftssprog – og héri bestod Andersens særegenhed og geni.

For nok er eventyrernes essens og motiver hentet i voksenverdens fælleshistoriske bevidsthed, men vinklen er barnets frøperspektiv, og sproget tillempes således, at det retter sig mod højtlæsning. Hør bare:

“Slottes Vægge var af den fygende Sne, og Vinduer og Døre af de skærende Vinde; der var over hundrede Sale, alt ligesom Sneen fygede, den største strakte sig mange Mile, alle belyste af de stærke Nordlys, og de var saa store, saa tomme, saa isnende kolde og saa skinnende.”

Hvis man vil forvisse sig om eventyrets funktion og skønhed, når det læses højt, kan det stærk anbefales at tilbringe en aften på Det Ny Teater og forglemme sig selv og verden for en time, når Susse Wold låner stemme til Andersens smukke, dybsindige og sentimentale eventyr om uskyldigheden som ikke lader sig fordærve, kærlighedens magt og forstandens begrænsning.

Udgivet den

Johann Wolfgang von Goethe: Den unge Werthers lidelser

Af Pia Vigh

ItemImageI 1774 udkom den bog, der for alvor skulle gøre Goethe kendt – og berygtet – for et stort europæisk publikum: brev- og dagbogsromanen Den unge Werthers lidelser, så fyldt af lidelse og Weltschmerz. Sjældent – om nogensinde – i verdenslitteraturen har en ung mand lidt så meget og så poetisk som den unge Werther i sin elskov til Lotte. Goethe skrev sin udødelige roman i efteråret 1773, efter en stormende forelskelse i en forlovet pige, Charlotte Buff. Og i oktober 1772 begik Goethes jævnaldrende kollega, K.W. Jerusalem, selvmord efter ulykkelig kærlighed. Goethe tog ikke sit eget liv, men skrev under indtryk af disse oplevelser, om Werthers stormende kærlighed til Lotte – forlovet og siden gift til anden side.

Den yndige Lotte vækker i Werther en heftig lidenskab, der gør ham i stand til at sanse naturens glødende kraft, styrke og skønhed, indtil han indser hvor håbløs og ubesvaret hans kærlighed er; da synes ham verden, og naturen især, ond og truende, og mærket af sygdom til døden anfaldes han af feberagtig, brændende dødslængsel, der ender med selvmord.

Netop denne udgang på romanen, Werthers selvmord, gav anledning til både benovelse og forargelse; det blev anset for både blasfemisk og umoralsk, at Werther på det nærmeste sammenligner sit martyrium med Kristi martyrium, og sit selvmord med Kristi lidelse på korset. Og problematisk blev det især, da bogen mere eller mindre direkte gav anledning til adskillige ulykkeligt forelskede unge mænds selvmord.

Som den tids private breve havde halvoffentlig status, fik en stor del af samtidens litteratur karakter af en personlig meddelelse – som selvbiografisk motiverede romaner, deciderede selvbiografier eller brevromaner. Goethes bog er en monolog, netop i sin egenskab af brevroman; man læser kun Werthers breve, og dermed kun hans version af virkeligheden og de hændelser, der indtræffer.

Bortset fra en ramme omkring historien, hvor udgiveren forklarer omstændighederne omkring brevene, samt beretter om Werthers sidste dage, er det kun Werthers stemme, der taler, og taler til et du, der gør det let at oppebære læserens illusion om, at være direkte, eksklusivt tiltalt. Deraf en stor del af bogens succes og en del af forklaringen på dens overvældende virkning; både i kraft af indhold og genre henvendte den sig umiddelbart til den enkelte (unge, mandlige) læsers oprørstrang og melankolske flirten med selvdestruktion.

I Goethes roman fandt en generation af unge, borgerlige mænd udtryk for en moralsk kritik af religionen, af rationalismen, af autoriteterne – de sociale som de politiske. Et ungdomsoprør fandt sted og fik i sin litterære og dramatiske udgave betegnelsen Sturm und Drang, storm og pres; presset følt indefra som verdenssmerte og det vrede og lidenskabelige stormløb på alt, der kunne begrænse det fri naturhjertes længsel.

I Sturm und Drang-litteraturen dannede naturen rum for både idyl og ekstremitet, for individet i splid med sig selv, fornuften i splid med passionen. Ingredienser, der alle er karakteristiske for Den unge Werthers lidelser, som således ikke bare er en af verdenslitteraturens fremmeste brevromaner, men også dannede skole for andre af samtidens Sturm und Drang-forfattere.

For moderne læsere er romanen velsagtens nærmere en kuriøs, højstemt og sentimental studie i forelskelsens og selvoptagethedens anatomi, og Goethe forbindes i dag i højere grad med sit drama om videnskabsmanden, der sælger sin sjæl til Lucifer – Faust.

Udgivet den

C:\format c:

– læs Graffs bog og formatér din harddisk

Af Pia Vigh

infoenzaMon ikke vi skal løsne det tilbageholdte åndedræt og med det samme røbe: dette er uden konkurrence den dårligste bog, jeg til dato ikke har læst færdig!

Det er historien om Frank Santa. Han kører galt og smadrer sin bil og sin hjerne. Så han ændrer livsstil og -opfattelse og udvikler en hysterisk informationsallergi. Og Frank Santa bliver en ny tids guru og terapeut, en frelser og forsoner for de mange mennesker, som er smittet af infoenza. Han bliver en hybrid mellem Jesus og Julemanden, som synes at have visse karaktertræk til fælles med en anden tids selvbestaltede guru, der kæmper den ulige kamp imod nyhedsmogulerne, og lider af:

“Edutoze En neurose der får den ramte til at forsøge at skjule sin uvidenhed ved at gøre andre til sine elever.”

Nu kan antallet af Graffs disciple nok tælles på få hænder, og de bliver sikkert ikke flere efter det seneste skrift fra Mesterens hånd.

Forlaget kalder Infoenza for Graffs romandebut … Der findes ganske vist en litterær stilistisk øvelse, som går under betegnelsen ‘roman’, og selvom de aristoteliske principper for fortælling er blevet revideret og udfordret af den moderne roman, synes en helt banal konsensus nu alligevel at definere laveste fællesnævner for genren. Og har den debuterende ‘forfatter’ ikke denne litterære fornemmelse i sin pen, burde en forlagsredaktør nok have haft den for sit blik.

Var der en hensigt og et ærinde i Infoenza, fortaber det sig i ordskvalderkål, løse plotlinier, name dropping og digressioner. Når vrangvendte referencer til tænkere og filosoffer strøs med rund hånd, ville det unægtelig hjælpe på både forståelsen og det medvidende smil, om de var refereret korrekt – eller blot på en måde, så læseren i det mindste havde en forestilling om, at forfatteren nok selv havde forstået dem.

“For 2334 år siden levede den store græske filosof Sogrotesk. Han var den første som kom på ideen om ikke at vide noget. Din uvidenhed er et snedigt forsøg på at plagiere Sogrotesk. Har jeg ret?”

En satirisk kortslutning forudsætter indsigt i det stof som vrangvendes. Man kan ikke strikke vrang, uden at kunne strikke ret – det ved enhver bedstemor.

Graff kan skrive så det sprøjter fra blyanten. Derom ingen tvivl. Men endeløse retoriske spidsfindigheder gør ingen roman, eller litterær indsigt – og slet ikke “en bidende satire over moderne medier” som en ‘anonym anmelder’ citeres for på forsiden. Man er ikke bager, fordi man ved, hvorfor der stiger damp op fra en varm æbletærte.

Fra Graffs utallige foredrag og fra hans ubehjælpelige Samtaler med et træ ved vi, at én af hans pointer er, at moderne informatik egentlig ikke har gjort os mere vidende på reel indsigt, men at for mange og for hyppige non-informationer bliver til baggrundsstøj. Og det kan Graff jo nok have ret i. Men hvis den pointe skulle være bærende også for Infoenza, er Graff vist blevet for svimmel af sine egne rundtossede tautologier til at følge et simpelt plot. Og i stedet har han skrevet en støjende bog om ingenting.

Carsten Graff, der er en kendt medieperson, uden at nogen rigtig ved for hvad eller hvorfor, tilhører det eksklusive sluttede selskab af førsterangsnulliteter, som bereder andenrangsindsigt og skriver tredjerangsbøger, og han burde tage sig selv og sine pointer alvorlig – og på ordet – og holde sin kæft i stedet for at bidrage til den ligegyldige baggrundsstøj. Som han skriver i sit appendiks over infoenza-terminologi:
“Sensationssymbiose Mediebaseret og gensidigt afhængighedsforhold. Eks.: Mellem provokerende forfattere og sure anmeldere.”

Jeg slår op.

Udgivet den

Humanismens ekko

Af Pia Vigh

marguerite-yourcenar-4“Historien bevægede mig, som jeg håber, den vil bevæge læseren. Desuden forekom den mig og det fra et rent litterært synspunkt, at rumme alle den tragiske stils elementer og derfor passe fremragende ind i rammerne for den traditionelle, franske fortælling, der synes at have bevaret nogle af tragediens karakteristiske træk. Tidens enhed, stedets enhed og det, Corneille i sin tid, med et særligt heldigt udtryk, kaldte farens enhed.”

Sådan skriver Marguerite Yourcenar i forordet til sin fortælling, Nådestødet, der unddrager sig en mere jordnær karakteristik som ‘roman’ eller ‘novelle’.

Yourcenars mandhaftige beretning er opdigtet, men sat i ord med så dristig højtidelighed, at den bliver et virkeligt og grumt bevægende vidnesbyrd aflagt af en tysk officer på banegården i Pisa, “lige før daggry, i den time, hvor de følsomme betror sig, hvor forbrydere tilstår og hvor selv de mest fåmælte kæmper mod søvnen med historier eller erindringer.”

Eric von Lhomond beretter lavmælt og insisterende for den brogede flok af sårede og sovende soldater, den dovne tjener og den enøjede droskekusk. Om bolsjevikkerne i Kratovice. Om Søskendeparret Conrad og Sophie. Om den poetiske yndling med den særlige evne til at opbyde et tilstrækkeligt mål af hårdhed. Om Conrad med den energiske nonchalance og det svækkede helbred. Om Sophies vilde, forgræmmede og bitre ynde. Om den fællesmægtige ubrydelighed de tre imellem. Om bevægende tildragelser og grusomme handlinger. Om den fortvivlede vildskab i et hjerte, der sætter ud.

“Det er ikke altid til gavn for dyden, at man lægger tvang på sig selv.”

Erics betvingende blufærdighed, opløst i beretningen som saltet i havet, lader sit udtryk tage retning mod det mål, følelserne kredser om; den harmoniske balance i kærligheden til Conrad og den brutale og besnærende afvisning af Sophies vildsomme og totale hengivelse.

Eric fremsætter sit skriftemål med en stemme, der gelassent, om end indtrængende og sikkert, på forhånd afskærer de indvendinger og forbehold over for fortællingen, som ellers kunne frygtes. Hans usentimentale, koncise beretning er en episk renselse af virkeligheden – hans som tilhørernes.

Den episk hårdtspændte koncentration af stedets, tidens og farens enhed, af tragedieformlens frysende og uomvendelige logik, den tragisk utilsigtede og derfor skyldfri skyld, og den klassicistiske præcision i komposition og udtryk, er en stilistisk disciplin, der stiller store krav til sine udøvere, og som hér honoreres på den mest frapperende vis.

Hos Yourcenar tugtes og renses læseren; man fængsles ikke blot gennem frygt eller fortryllelse, men tvinges af tematikkens fremadskridende sti til slutpunktet. Man får det indtryk, at Erics fortælling bemægtiger sig en forudbestemt vej. I teksten er tematikken et ydre tegn, et symptom på indre sammenhæng.

I Yourcenars forfatterskab, hvis vægtigste værker er biografiske, findes et konsistent oprør mod dannelsestanken og romantikkens credo, at man skal miste sig selv for at finde sig selv.

Den romantiske ånd, som tager sig selv til fange i uendelige selvbetragtninger, i svimle og sentimentale piruetter af patetiske indsigter, den ligger Yourcenar uendelig fjern. Det gælder den tre bind store selvbiografi såvel som Kejser Hadrians erindringer, de værker, der har aftvunget og publikum og især kritikere stor respekt. Men tydeligst er det i dette værk som “menneskeligt dokument”.

I Nådestødet folder Marguerite Yourcenars overbevisende blanding af forstandighed og empati sig skarpest, grummest og smukkest ud. Blandingens rette navn er humanisme. Humanisme er krumtappen i Yourcenars univers. Når kroppens bevidsthed forbedres og korrigeres ved åndens bevidsthed og alligevel må fejle, når det vaklende sind – romanfigurens som læserens – fæstnes i instinktiv fornemmelse og indsigt.

Der er intet sentimentalt eller befamlende eller for enhver pris forstående ved Yourcenars menneskesyn; døden er de levendes lov.

Udgivet den

Sydens forbudne frugter

Julien Green har skabt et åndehul i de forrevne teksters tid

Af Pia Vigh

imagesI en tid hvor verden snittes i letfordøjelige småbidder. Hvor historier fortælles stødvist og forpustet. Og virkeligheden sønderklippes. Syntaksen smadres.

I en tid hvor forrevne tekster, rodløse betydninger blot gentager, at alt betyder ingenting. Og omvendt. Hvor kontraster og brud ikke længere er vilkår men virkemidler.

En sådan tid kræver en god fysik og et hærdet sind. For skizofrene tekster skaber flossede mennesker. Jeg har givet op. Jeg har hverken lunger, hjerte – eller lyst til at hoste med de astmatiske hypokondre, som findes iblandt.

Jeg glædede mig derfor til at læse noget så håbløst umoderne som en 1000 sider lang roman om en ung pige i Sydstaterne umiddelbart før Den amerikanske Borgerkrig. Jeg tog et dybt episk åndedrag og barrikaderede mig bag Den Store Fortælling, skærmet mod radioens bevidstløse hip-hop-acid-house-new-jazz-hamren, TVs endeløse strøm af kritikløs CNN-virkeligheds-iscenesættelse, for ikke at tale om larmen fra div. kulørte bogen-bag-filmen bogklub-tilbud, som med et hidsigt smæld af brevsprækken krænker min privatfred.

Jeg sank ned i sofaens bundløse dybder og lod mig drukne i svimlende granatrøde taftdrømme på en baggrund af nys udsprungne magnoliablomster og aftener som brænder op i purpur og matglinsende stjerner. Champagnen fra Paris rødmer kinderne på de smækre, elegante men kejtede unge officerer, som med militant træfsikkerhed udvælger sig ballets mest henrivende unge frøkner til de nye fejende toner af Strauss og Lanner.

Scenen er Dimwood, en fornem kolonial plantageejendom i Georgia anno 1850. Vor frygtløse heltinde, den engelske Elizabeth Escridge på 16 bedårende somre, indlogeres hér hos en fjern slægtning, og ballet er stablet på benene for at muntre pigebarnet op – og ved samme lejlighed få afsat mindst én af familiens giftefærdige døtre.

På plantagen hersker en atmosfære af slet skjult rastløshed – den form for pirrelighed som er fortrængningens tydeligste symptom.

Ønsket om at besidde eller beherske et andet menneske eller en anden race fuldkomment, og skyldfølelsen over at nære sådanne ønsker, er tidens og romanens uforløste problematik. Mens Sydstaterne legitimerer den hvide races beherskelsestrang over deres farvede medmennesker under henvisning til økonomiske omstændigheder, fremkalder Nordstaterne på deres side den dårlige samvittigheds evigt nagende tvivl og trang til at byde enhver autoritær fornuft trods.

Trods synes næsten at være briternes adelsmærke – ihvertfald den unge Elizabeths. Hun forelsker sig netop i dén dæmoniske unge adelsmand, hun gentagne gange er blevet advaret mod. I et håbløst forsøg på at vriste sig fri af sin besættelse gifter hun sig med et passende parti og forsøger ihærdigt at leve efter den parole, hvormed politikerne prøver at skabe et kompromis mellem Nord og Syd: “Hjerternes Samling”.

Det lykkedes som bekendt ikke at hindre et nationalt slagteri, og Elizabeths forsonende bestræbelser lider samme blodige skæbne. Romanens slutning forekommer nok diffus – Elizabeth når inden for fortællingens rammer ingen afklaring m.h.t. hvilke af de to mænd – de modstridende kræfter – i hendes liv, som virker stærkest. Kun den desillusionerede resignation synes at tilbyde et alternativ til de, som ikke vil underkaste sig de givne livsomstændigheder.

Menneskelige lidenskaber som magtbegær og erotisk begær omsættes i samfundstilpassede og ufarlige institutioner som politik og ægteskab. Men gløderne ulmer. Elizabeth sidder tilbage med sin lille søn, hvis officielle navn er ægtemandens, men hvis hemmelige kælenavn er elskerens.

Udgivet den

Gulnede erindringer om falmede forventninger

– fortalt med drøvtyggende sindighed

Af Pia Vigh

1174519t137Et hjerte sætter ud, og linie 6 er som altid fyldt til bristepunktet af trætte københavnere på vej. Et barn bliver født, og i radioen varsler vejrudsigten kuling. Min nabo ser sin kone bukke om af et bristet kar i hjernen, imens jeg funderer over, om jeg virkelig gider gå ned i Brugsen.

Det er samtidighedens uopslidelige paradoks; på samme gang man selv oplever et af sit livs tristeste, mest dramatiske eller lykkeligste øjeblikke, fortsætter resten af verden upåvirket, som var intet af betydning hændt.

I grunden såre forbløffende og såre banalt. Forbløffende for de, der er dramaets hovedpersoner. Banalt for alle andre.

En nat vågner Christian af en drøm om sin ungdoms Helle med bryster af havskum. Han vågner og opdager, at hans kone, Ruth, igen i sit sinds forvirring er gået ud til stranden, til høfden hvor deres søn druknede.

Nedslaget for Christians fortælling er vilkårligt; afsættet kunne med samme narrative gyldighed have været en hvilken som helst anden begivenhed; dramatisk og sindsoprivende for Christian. Betydningsløs for verden.

Fortællingen om Christian er et kalejdoskop af brudstykker; en gammel mands flakkende erindringer hårdt krydsklippet med hans daglige, ligegyldige sysler. Den brudte og brydsomme fortællemåde er velsagtnes et sympatisk forsøg på at kalkere en forkalket hjernes erindringsbrud og fortvivlede forsøg på at sætte dem i en slags orden.

Og måske fortællingens sære sproglige ubehjælpsomhed, dens mangel på gennemslagskraft, på poesi, på prægnans – på nødvendighed, er et bevidst anvendt greb der har til hensigt at lade romansproget afspejle en hæs og træt stemmes tonløshed uden dybde i anslagene.

Som den trætte motor og rytme i historiens bevægelse kunne være aftrykket af en gammel forpustet mands omhyggelige diktion i en tale, han har glemt hvad handler om.

Men jeg tror det ikke …

En glemt historie kan jo være glemt, fordi fortælleren er glemsom. Eller læseren. Eller fordi historien ikke tager nogen retning, ikke har noget mål, ikke bæres af en fremdrift. Eller fordi historiens dramaer ikke interesserer andre end historiens egne personer.

Christians historie er en glemt historie. Han husker brud af begivenheder fra sin ungdom under og især lige efter krigen. Han genkalder sig provinsens lokalbedøvende melankoli, og de perioder, hvor han ikke kunne male. Han husker øjeblikke af stor sjælsbetydning … af stor banalitet.

Men han kitter ikke sine brud sammen i en erindring. Han formår ikke at forbinde eller betyde sit livs begivenheder for andre end ham selv. Eller hans fortæller gør ikke; Christians liv fortælles af en alvidende fortæller der sin allestedsnærværelse til trods forekommer at lade sin hovedperson fuldstændig i stikken. En grammatisk 3. person kollapser med en narrativ 1. person og efterlader et forvirrende sammenfald af fortæller og det fortalte. Er Christian sin egen histories fortæller, eller bliver den ham fortalt?

I bedste fald er der også her tale om en sympatisk hensigt med at lade en bevidstheds spænd i tid og vægtning af begivenheder iscenesætte som stilistisk greb.

I værste fald er der tale om gennemgribende fejlkonstruktion i denne roman; narrativt, sprogligt og stilistisk.

Og når hele romanens konstruktion falder sammen om dens kerne af begivenheder, hændelser og statister, rejser sig bare en støvsky af patos og ligegyldighed. Og Christians historie, uden tvivl betydningsfuld, og i hvert fald banal, er allerede glemt. Af denne læser.

“Døsigheden kom over ham. En stor, usynlig hånd var parat til at løfte ham op og bære ham ind i det ukendte. Og den ville bringe ham tilbage endnu engang. Måske kunne han skabe det definitive kunstværk i morgen. Eller måske i overmorgen. Men i hvert fald en af dagene.”

En af dagene må jeg huske at bestille tid hos min frisør.

Udgivet den

Stilstand i bevægelse

Brunses første roman er som en fuga – gennemspillet med gehør for den insisterende konsekvens

Af Pia Vigh

1239016t137Robert Zahme, en midaldrende lektor, modtager en dag et mærkeligt manuskript; en friherres erindringer fra 1700-tallet, som fortæller om det hemmelige ‘fristed’, Ramoth-Bezer, om dens besynderlige indbyggere, som alle er flygtet fra frygtelige oplevelser eller handlinger i den omkringliggende (virkelige) verden, om et samliv blottet for begæret efter sin næstes okse eller hustru, om byens evighedsmaskiner, og om den vældige palisade omkring byen, som skal forhindre de tilrejsende indbyggere i at rejse væk igen.

Manuskriptet har han fået af Ulla, en begavet studerende, som han er forelsket i. Kærlighed har det jo i reglen med at forråde sig selv, og Ulla ser sig ikke i stand til at gengælde hans kærlighed, ej heller til at afvise den – men med imødeseende livsberedvillighed formår hun i stedet at modtage ham i en meget smuk og fint underspillet scene. Som en sidste generøs gestus efterlader hun ham så en gåde – denne historie om et totalitært elysium.

Robert selv er indespærret af en gemen angstneurose, og som indbyggerne i Ramoth-Bezer unddrager han sig verden (voldsom men ærlig) som erfaringsfelt, som øvelsesfelt, og hans eneste forpligtelse overfor noget uden for sig selv, bliver hans beslutning om at renskrive Ullas manuskript,- og undervejs indføjer han sine egne forrevne erindringsbrud.

Middelaldermystik snoet omkring en nutidig handling genlyder unægtelig af Umberto Eco, og hans særlige sans for lingvistiske gåder og logogrifisk ubestemmelighed er heller ikke Brunse helt fremmed. Men selvom Eco spøger i baggrunden, er der aldrig tale om rigid pastiche, blot legitim og frugtbar inspiration.

Brunses narratologiske projekt finder sit udtryk som pirouetterende, snoet fugeret form; Ramoth-Bezer er netop, som fugaen, en uhyre formaliseret, stringent, medrivende og elegant komposition. Som kompositorisk greb i musikken er fugaen en form for strengt disciplineret, imiterende, kontrapunktisk fremstilling. I sin reneste og måske fornemste udformning benytter fugaen et konsistent antal stemmer og vedtagne strukturelle principper. Førstestemmen, eller ledestemmen, som hér er Roberts, er grundtonens subjekt, og denne stemme kontrasteres af en svarende stemme – gerne med en mindre tonal forskydning,- friherrens. Og den fugale finale udløses almindeligvis i en undseelig men alligevel inciterende (og insisterende) ‘cordetta’, hvis funktion egentlig er at afrunde et tema eller en passage snarere end at fuldbyrde en hel bevægelse eller komposition. En fugeret udgang, som den omanen betjener sig af, har derfor i reglen karakter af explicit rekapitulation og indgyder tilhøreren(/læseren) en følelse af oreløbig konklusion,- fugaen hæver sig i en spiralbevægelse i det uendelige. Som stilistisk greb udmærker fugaen, og altså dermed Brunses roman, sig især ved sin harmoniske og umiddelbart utvungne perfektion. Fugaens succes som genre afhænger af kunstnerens evne til at give afkald på anvendelsen af en formula i bestræbelserne på at skabe et yderst disciplineret udtryk.

Brunse er yderst disciplineret og ikke videre nyskabende, faktisk temmelig forudsigelig, men dels er forudsigelighed i mine øjne en ret futil kritisk indvending, og dels evner Brunse, med stor indlevelse omsat i klarsynet autencitet, at beskrive det triviale (f.eks. kærligheden mellem en træt lektor og en livfuld studerende) på en ikke-trivial måde. Når de 2 plotlinier, Roberts og friherrens, som hér snor sig om hinanden og blot drejer om sin egen akse, fremkommer en besynderlig spiralbevægelse af aktion og reaktion, af fremadrettethed og bagudrettethed, som til sammen efterlader et indtryk af stilstand. Plottet er m.a.o. ligeså fastlåst som Robert med sin livgivende kærlighed, som borgerne i deres klaustrofobiske paradis; formen afspejler loyalt indholdet.