Forfatter: Pia Vigh

Lokalbedøvende kedsomhed

Virkelighed uden drama – drama uden virkelighed Af Pia Vigh “Ikke hælde virkeligheden på digte ikke hælde digte på virkeligheden bare skrive digte virkelige digte” (Søren Ulrik Thomsen) Jeg tror ikke Erling Jepsen læser Søren Ulrik Thomsen. Og hvorfor skulle…

Virkeligheden…

– soon coming to a theatre near you! Af Pia Vigh Melodrama kalder Damm denne sin anden roman, og på melodramatisk vis peger romanen på sin egen genre ved på titelbladet at definere genren og bogen således: “Melodrama, en genre…

Havets hjerte

En verdens forlis i april Af Pia Vigh Det siges, at Titanic er er et af de mest kendte ord i verden – kun Gud og Coca-Cola overgår det. Sandt eller ej, står det fast, at uagtet det er mere…

Joseph Conrad: Forlis

Mørkets hjerte. Smag på ordene. Læs dem højt: mørkets hjerte, Heart of Darkness. Af Pia Vigh Mørkets hjerte har altid forekommet mig at være den smukkeste og den mest dystre, foruroligende metafor. Et hjerte af skygge. Mørkets inderste, dybeste liv.…

En verden af glas

Barndommens smertepunkter afdækkes forsigtigt i svensk roman Af Pia Vigh Barndomserindringer – det er noget med hinkestene, som lynglimter i den første, skarpe forårssol. Det er noget med puddersukkermadder i hånden, sår på knæene og høje, gennemtrængende lyde af de…

Eftertid

Den sidste turist i Europa Af Pia Vigh Eftertid er et ord, som rinder mig i hu efter at have læst Jens Christian Grøndahls essay-samling, Night Mail. “Eftertid” havde været en bedre titel. Den borgerlige offentlighed – om en sådan…

Diskret ophold

– i en tunnel af tilfældigheder Af Pia Vigh Måske venskabet er det tætteste, det ømmeste og det stærkeste af mellemmenneskelige forhold? Stærkere end kærligheden i den generøse tolerance overfor uligevægten i udvekslingen af venskabsbeviser? Venskabet mellem drenge der bliver…

Jorge Luis Borges: Syv aftener

Af Pia Vigh “At gendrive ham er at blive forurenet med uvirkelighed” (‘The Avatars of the Tortoise’) Der findes ingen intellektuelle øvelser, som ikke i bund og grund er unyttige og ligegyldige. Et standpunkt Borges meget vel kunne have indtaget…

Liv i lynglimt

Der er noget på én gang internationalt i det episke snit og noget udpræget nordisk over Grønfeldts klangdybde og toneleje i hendes omgang med frostskadede sjæle.

Grønfeldts episke åndedrag er let og stærkt; det puster støv af dybe afkroge i et renfærdigt suk af nærvær. Grønfeldt er en blufærdig iagttager og beskriver; hun holder en klædelig distance til sine personer. Ikke udeltagende eller fjernt betragtende. Men heller ikke befamlende og bedrevidende eller alvidende. Hun betragter medvidende.