Eftertid

Den sidste turist i Europa

Af Pia Vigh

ItemImageEftertid er et ord, som rinder mig i hu efter at have læst Jens Christian Grøndahls essay-samling, Night Mail.

“Eftertid” havde været en bedre titel.
Den borgerlige offentlighed – om en sådan da findes længere? – befinder sig i et vakuum efter de store politiske ideologiers sammenbrud, efter murens fald, efter postmodernismen; i en tid hvor den nationale enhedskultur er afløst af etniske konflikter. Derom handler de fleste af Grøndahls essays – mere eller mindre subtilt.

Grøndahl påbegynder sin essayistik i et tog på vej til Edinburgh, funderende over den dag han fyldte 30 og muren i Berlin sprængtes. Og den slutter i Alphabet City med et satellitbillede af lyset fra Europas byer: “Et levende kort af lys i mørket, men et kort uden grænser.”

En melankolsk følelse af hjemløs eftertid knytter de otte essays sammen i en spidsfindig insistering på humanismen som grundvilkår for al eksistentiel praksis. Gennem iagttagelsen af modernitetens modbydelige klimaks og kollaps i Auschwitz, over begrædelsen af Europas fortabte søn, Balkan; fra bemærkningerne til et sønderdelt og sønderskudt Jugoslavien; over kommentaren til den danske modstandskamps heroiske og hjemløse indsats og patetiske eftermæle, til Frankfurtoptegnelser, placerer Grøndahl sig selv og sin generation i Europa, i en eftertid.

Det er ideen om Europa, drømmen om Europa, der er Grøndahls projekt – og et projekt som nok ikke umiddelbart skal forveksles med EU.

Den hyppighed hvormed og måde hvorpå ordene ‘hjemløs’ og ‘hjemløshed’ optræder, vidner om en digterisk selvforståelse som den romantisk søgende sjæl, der tager sig selv til fange i uendelige, svimle og rodløse selvbetragtninger; et individs mangel på erindring og retning med livet. Og Grøndahl har ingenting at holde op imod dette meningstab. Han tilhører en generation (af forfattere), der er dannet (eller netop ikke dannet) af ideologiske eksperimenter. Engang var de marxister, nu er de forvirrede – de er historieløse.

Med køn æstetisk skønskrift dyrker Grøndahl Forfatterens skabsromantiske forhåbninger om Den Store Fortælling; det identitetsforløsende dannelsesprojekt, det engagerede og resumerende samtidsengagement, det helede Europa – og forfægter sine essays som en liv-til-fortælling præstation. Han forholder sig skeptisk til postmodernismens udstødelse af al betydning. Og det så radikalt, at han selv har en tendens til at kvæle alting i betydninger, det ikke kan bære – som når han forklarer hvorfor, han hader noget så uskyldigt som loppemarkeder:

“Det værste er loppemarkeder, fordi udstillingen af brugte, patinerede og anakronistiske genstande henleder tanken på dødsboer, på gamle malerier af arbejderfamilier sat på gaden og på dokumentaristiske optagelser af flygtningeskarer, der strider sig gennem sneen belæsset med deres miserable, jordiske habengut. Men loppemarkedernes pultrekamre vendt på vrangen får mig også til at tænke på død hud, afklippede negle, håraffald, skægstubbe, svedskjolde, fedtpletter, kalkaflejringer, brokbind og medicinrester.”

Det er et vældigt ansvar at tildele noget så prosaisk som et loppemarked … Og når han gør det, skyldes det evnen eller den lidt anstrengte ivrighed efter at injicere betydning i betydningsløse detaljer. Grøndahl er en elendig turist, når han besøger Frankfurt og dér mestendels filosoferer over et loppemarkeds ækelhed. Det loppemarked kunne være et marked hvor som helst i Europa, og det er som sådan det skildres – et sindbillede på eftertidens Europa.

Grøndahl er den sidste turist i dét Europa, Lulu Ziegler, så mørkt-melankolsk drømte og sang om, og hans Europa er “kosmopolitiske byer, der står i forbindelse med hinanden i et skrøbeligt netværk.”

“Hvor mange europæere kunne for alvor forestille sig at bo i et Europa, hvor Paris eller London ikke fandtes, hvor Rom, Madrid, Amsterdam og Berlin var slettet af kortet? Hvor det ikke var muligt at rejse mellem disse byer og i hver enkelt af dem genkende såvel det, der adskiller dem, som det der forbinder dem.”

Turister forholder sig iagttagende, oplevende og registrerende til deres omgivelser – på rejse, i bevægelse fra et punkt til et andet. Som turist iagttager man et nødvendigt mål af høflighed og naturlig respekt for de fastboende eller andre rejsende, man møder, og Jens Christian Grøndahl hylder den civilisatoriske og urbane høflighed storbyernes klaustrofobiske intimitet påbyder.

Og Night Mail er en meget høflig essay-samling – så høflig, at den ikke støder eller fornærmer nogen med sin bogholderagtige æstetik og politisk korrekte indstilling til alt det, en engageret intellektuel anno 1998 nødvendigvis må tage stilling til.

Alle bestræbelser på engagement til trods når erkendelserne bare ikke ud og bliver vedkommende. Erkendelserne er nok Grøndahls, men de bliver ikke læserens.

Men det skal de måske heller ikke? Er det ikke Marguerite Duras, der et sted i sit forfatterskab skriver om en dreng der ikke vil gå i skole, fordi han ikke vil lære noget, han ikke ved. Det er en klog dreng! Litteraturen kan ikke give os ny erkendelse. Det er en latterlig skolemesteragtig forestilling, der har overlevet fra avantgardens tid.

Kunstens opgave er vel ikke at lære os noget nyt, men at minde os om det vi godt ved, men har glemt …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *