Barndommens smertepunkter afdækkes forsigtigt i svensk roman
Af Pia Vigh
Barndomserindringer – det er noget med hinkestene, som lynglimter i den første, skarpe forårssol. Det er noget med puddersukkermadder i hånden, sår på knæene og høje, gennemtrængende lyde af de andre børn. Det er noget med at surmule over at skulle for tidligt i seng, og at træskoene ikke må afløse vinterstøvlerne før tidligst til maj. Barndommen er de store oplevelsers og de små fortrædeligheders tid. Eller burde være…Alexandras barndom er de små oplevelsers og de store fortrædeligheders tid. Det starter ellers så godt, da hun pludselig får en far. Hun er 3-4 år gammel og uhyre bevidst om, at hendes liv alene med sin mor er ufuldstændigt, at hun mangler noget, de andre børn har.
Men pludselig er han der, faderen. Mor får farve i kinderne og Alexandra får en pose chips, og i tilgift dét hun altid har savnet. Glæden trækker striber af lykke gennem Alexandrarummet, der “er dybt og gyldent uden vægge”, og som åbner sig, når hun er alene eller sover.
Men den ny far trænger ind i Alexandras rum; kigger hende over skulderen, når hun tegner, stjæler mors opmærksomhed, læser i hendes dagbog, håner hende for en gryende forelskelse i sin lærerinde, sætter trodsigt sin vilje igennem i ubetydelige situationer. Og allerede fra start fornemmer hun, at noget ved den ny far er helt galt:
“Jeg føler noget mærkeligt, som jeg aldrig før har følt: Ivan har trukket mig ind i sin leg (…). Han må bestemme. Over for ham bliver jeg barnet, som er til for ham. Jeg, som er vant til, at de voksne på en eller anden måde er til for mig.”
Alexandras barndom udvikler sig til en uhyggelig studie i, hvor galt det går, når voksnes afmagt overfor tilværelsen finder afløb i magtmisbrug af børn. Ivan er et grænsepsykotisk menneske, som i sit forhold til en kvinde og hendes datter finder mulighed for at kompensere for den ynkelige utilstrækkelighed hans egen barndom har udstyret ham med. Han tiltvinger sig rollen som familiens altdominerende magtfaktor, der med en blanding af infantil frygt og beherskelsestrang trænger ind på Alexandras intimitet. Også – og især – seksuelt.
Anna Mattssons roman, Alexandras rum, er en barndomsberetning af klassisk tilsnit; et barns kontinuerte forsøg på at gennemskue og forstå incestens logik, dens plads i en voksens mands psyke, den krænkende fars motiver, den skrøbelige mors uforvarende(?) svigt.
Incest er altså nøglen hér, tænkte jeg – lidt træt. Træt fordi incest er et så ‘interessant’ emne i tiden – et emne, som forekommer mig at være i nogen grad overeksponeret, taget respektløst under behandling af kyndige, og især ikke-kyndige, i tide og især utide. Jeg er ikke af den formening, at der er ting, vi ikke skal tale om, smertepunkter for ømme til sproglig formidling. Men man skal træde varsomt, og overbelysning afdækker ikke, hvad skyggerne skjuler, men blinder ofte for de næsten usynlige og vigtigste detaljer.
Detaljen, detail-oplevelsen er netop Alexandras, som formidles så meget desto klarere, stærkere og næsten ubærligt, når hun forholder sig på én gang undrende, angst og registrerende til sin udsatte situation. Læseren fornemmer, at det i mindre grad er den daglige voldtægt, som det er dens konsekvenser for pigens selvopfattelse, kropsopfattelse, menneskesyn og evne til at indtræde i frugtbare forhold til andre mennesker, der tilføjer et barn så ubodelig skade.
Med en voksen bevidstheds forsøg på at rekonstruere logikken i et barns bevidsthed, låner Mattsson stemme til denne piges beretning fra hun er et lille barn på 3 år, og til hun er en ung kvinde på 16.
Det er Alexandra selv, som fortløbende fortæller sin historie – et stillistisk greb, der ikke er uden vanskeligheder, for hvordan lade en 3-årig formidle sin verden? Omvendt åbner netop denne teknik mulighed for et langt stykke hen ad vejen, at lade incest være det skjulte spøgelse, som rumsterer i teksten, i erindringen, i Alexandras rum – og tydeliggør det måske frygteligste aspekt ved et fænomen som incest: At barnet ikke har ord for det, som sker, ikke mulighed for at vide, at det er forkert, ikke kan tænke overgrebene som andet end en integreret og nødvendig del af det at være barn.
Alexandras rum udmærker sig netop ved, at lade incest være det underforståede, implicitte tema i teksten – ikke af hensyn til læserens sarthed, men med en ydmyg blufærdighed, som gør et oprigtigt forsøg på at forstå og forklare et ubeskriveligt, ubegribeligt fænomen. Det er en enkel, hård og glasklar roman.
Alexandras rum er en verden af glas.