Virkeligheden…

– soon coming to a theatre near you!

Af Pia Vigh

melodramaMelodrama kalder Damm denne sin anden roman, og på melodramatisk vis peger romanen på sin egen genre ved på titelbladet at definere genren og bogen således: “Melodrama, en genre hvor lidenskabelige følelser og skæbnens lunefuldhed krydses med dramatisk og ofte musikalsk underbygget intensitet.” Jo – det står der også i mit leksikon.

I sin oprindelige, græske betydning refererer betegnelsen ‘melodrama’ til et dramatisk værk, ofte med musikledsagelse. Melodramaet er, kort skitseret, en popularisering af den klassiske tragedies konfliktstof. Modsat hvad mange sikkert tror, er melodramaet langt fra en spontan og naiv genre, men følger et langt stykke ad vejen tragediens kunstfærdige formprincipper.

Formelt set er melodramaet den mest konventionelle, skematiske og kunstlede genre; den anvender en streng tre-leddet struktur med en stærk konfliktsituation, et voldsomt sammenstød og en forløsende opløsning af konfliktknuden.

En kort og sparsomt udviklet handling med faste figurtyper: helten; den forfulgte uskyld; en skidt person og den komiske figur – alle styret af tragedieformlens frysende logik og mod den tragiske skyldfri skyld. Højspændte konfrontationer mellem godt og ondt, rigtigt og forkert, afstivet af et snævert korset af moral og draperet i folderige gevandter af patos.

Tragediens strikse krav om den ubrydelige enhed af sted, tid og handling er i melodramaet til dels fraveget. Til gengæld finder en anden arkaisk ingrediens igen sin plads i melodramaet – underlægningsmusikken. Melodramaet er tillige en meget visuel genre, som ofte betjener sig af kulørte, maleriske kulisser.

En genre, med andre ord, der om nogen taler til publikums sanser og umiddelbare oplevelse – og illusion om, hvordan virkeligheden kunne være. På de store boulevardteatre, hvor melodramaet finder sine scener, synes virkeligheden ikke længere konkurrencedygtig i den fiktive verden, underholdningsindustrien har bygget op.

Det største af alle boulevardteatre – tv – har haft utrolig succes med melodramaets moderne udtryk: ‘Primetime-soaps’. Hvem har ikke søndag efter søndag set ‘Dallas’? Hvem sidder ikke klistret til skærmen torsdag aften til ‘Beverly Hills 90210’? Begge serier er vellykkede kompositioner skåret over det antikke melodramas læst.

Damms roman er også skåret over den melodramatiske læst; en helt, til tider tragisk, oftest komisk; sex; skæbne; masser af musik og action. Damm har tydeligvis gjort sig umage for at skrive et rigtig postmoderne, litterært melodrama.

Men det lykkes bare ikke; man er ikke nødvendigvis en god bager, fordi man ved hvorfor, der står damp op fra en varm æbletærte! Historien om Jonas, der tror at kunne sparke til mørket, indtil det bløder dagslys, smager ikke af noget. Den dufter ikke engang …

Jonas Bogh, et halvstuderet, ulykkeligt forelsket fjols, fører an i selskabet af støjende, medstuderende førsterangs-nulliteter, der drikker billig andenrangs-vin og højlydt udbreder tredierangs-forstand. Og det er da meget sjovt, de første 15 sider – men bogen fylder 256!

Melodrama er ikke begavet. Den er ikke spændende. Den er ikke velskrevet eller gribende. Den er ikke sjov ret længe ad gangen. Den er ikke foruroligende eller nyskabende. Den er ikke farlig eller interessant. Den er frem for alt ikke melodramatisk. Den er unødvendig!

Når Damms melodrama ikke virker, er det især fordi han forveksler genrens naive udtryk med dens naive forudsætning; det er muligt, at ‘Beverly Hills 90210’ virker naiv og overfladisk, men tag ikke fejl – det er en fantastisk kalkuleret og ned til mindste detalje velovervejet og dygtigt udført komposition. Det, vi ser, er nok naivt, men grebet bag er uhyre gennemtænkt. Der skal derfor langt mere litterært talent til at skrue et melodrama sammen, end Damm her præsterer! Et enkelt lille eksempel: illusionen om autentisk, mundret tale skabes ikke ved blot konsekvent at anvende dobbelt grundled, som i dette citat: “Thor: ‘Ja, altså dengang fascisterne de gik amok på mig. Det husker du sgu da godt, ikk, dig og Trunte I forsvandt.’”

Den vigtigste forudsætning for at mestre en så vanskelig genre som melodramaet er respekt for genrens raffinementer og en erkendelse af, at det, der ofte forekommer lettest tilgængeligt, som regel er det sværeste at konstruere!

Damms bog er en lang historie om ingenting. Men den er hurtigt læst, og med den konstatering har jeg fremført det yderste af, hvad jeg bare med nogen føje kan sige til gunst for Melodrama.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *