Joseph Conrad: Forlis

Mørkets hjerte. Smag på ordene. Læs dem højt: mørkets hjerte, Heart of Darkness.

Af Pia Vigh
ItemImage (1)Mørkets hjerte har altid forekommet mig at være den smukkeste og den mest dystre, foruroligende metafor. Et hjerte af skygge. Mørkets inderste, dybeste liv. Mørkets hjerte bærer paradokset i sig, en indre dialektik mellem skabelse og ødelæggelse. Det er for mørkets hjerte, vi kender Joseph Conrad.

Den polske sømand Teodor Józef Konrad Nalecz Korzeniowski gik i land i England i 1897 efter at have debuteret som Joseph Conrad med romanen Almayers dårskab i 1895. Fra debutværket over Mørkets hjerte og til Lord Jim (på dansk Forlis) trækker Conrad et tungt spor af skyld og ansvar, af meddelagtighed.

Med sin maritime baggrund ejer Conrad ikke blot et sjældent talent for at skrive om havet, men også for at beskrive de sjæle, som går under i et øjebliks fald fra ærværdighed og storhed.

Forlis er baseret på en virkelig begivenhed, der kastede stor skam over England som førende søfartsnation: En dårligt bemandet britisk fragtdamper blev i juli 1880 brugt til at fragte lidt over 1000 pilgrimme fra Malaysia til Saudi Arabien. Natten til d. 8. august ramtes skibet af en voldsom orkan. Kaptajnen var den første, der gik i redningsbådene – og med ham fulgte stort set alle officererne og overlod de tusinde passagerer til sig selv på et skib uden bemanding og med alt for få redningsbåde. Men skibet forliste ikke …

Ved de efterfølgende søforhør erkendte kaptajnen sin skyld og flygtede derefter til New Zealand.

Conrad var stærkt optaget af dette ‘forlis’, som han senere var det af Titanics forlis. Forlis er beretningen om den unge styrmand Jim, som under et voldsomt uvejr og i forvisning om, at hans skib vil synke, lader hånt om al pligt, ansvarlighed og forsvarlighed og springer i en redningsbåd som en af de første og dermed bringer sig selv i sikkerhed fra det synkende skib og dets last af mennesker. Imidlertid synker skibet ikke, og Jim martres af skyld og skam over sin ansvarsløshed og forsvinder – som Kurtz i Mørkets hjerte – ud i ødemarken, hvor han etablerer sig som Lord Jim, forgudet af de indfødte, indtil han med et næsten rituelt selvmord udfrier sig af sin skyld.

Ganske som beretningen om sejladsen op ad Congo-floden til mørkets hjerte, er historien om forliset og Jims skæbne fortalt af den overlevende Marlow, og begge romaner bæres af de to strenge: Kurtz og Lord Jim underkaster sig “det ødelæggende element”, havet, ødemarken, men Marlow rejser gennem mareridtet, rejser til rædslens og mørkets hjerte og kommer fri af katastrofen, af forliset. Undergang og overlevelse i ét. Lys og mørke.

I Conrads værk går civilisationen under igen og igen – med en ubønhørlig konsekvens som for et samtidigt blik formentlig har forekommet konservativt pessimistisk, men som for et kritisk nutidigt blik kan synes at rumme en pragmatisk, profetisk erkendelse af de tragedier Europa styrede ret imod: 1. Verdenskrig og før den apoteosen af alle katastrofer: Titanics forlis.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *