– i en tunnel af tilfældigheder
Af Pia Vigh
Måske venskabet er det tætteste, det ømmeste og det stærkeste af mellemmenneskelige forhold? Stærkere end kærligheden i den generøse tolerance overfor uligevægten i udvekslingen af venskabsbeviser?
Venskabet mellem drenge der bliver til mænd er et ofte turneret omdrejningspunkt for historier med andre ærinder; det ophold, hvor tilfælde samler sig i skæbner og livsløb – og stærke episke åndedrag. Den kroniske uskyld revet ud af hjertet på en ung Rifbjerg, Panduros røntgenlysende Rend mig i traditionerne, og Stephen Kings stilfærdige og poetisk-insisterende Stand by me – de mest problematiske og smukkeste af deres hovedværker; de har ikke siden gjort det bedre. Og nu er det Grøndahls tur med sit lidt træt-distræte studie i venskabets anatomi. Han kunne gøre det bedre.
“Det er pausen, Hiroshige har valgt at beskrive, det tyste interval mellem den scene, der er afsluttet, og den, der endnu ikke er begyndt. Begge situationer er med, den ene i form af samværets efterladenskaber, den anden som et antydet løfte om dets fortsættelse. Det er både et roligt og et spændt øjeblik, balancerende i den stille tomhed mellem erindring og forventning.”
Det er pausen, opholdet i hændelser, Grøndahl gerne vil beskrive – og gerne vil beskrive som Hiroshige kan det, og som de gamle stumfilm kunne det med deres bydende mellemtekster: …’samtidig, et andet sted …’
Men Grøndahl misforstår tidsåndens postulerede optagethed af det japanske stiliserede og minimalistiske udtryk for et ægtfølt behov for stilfærdig diskretion og balanceret ro. Der er ikke væsensforskel på IKEAs udbud af futon’er, og den intellektuelle øvelse i zen-écriture, som Bo Bedre-hjemmene og i dem de lave bogreoler er så fyldt af også i år; alt er det udtryk for den samme kulturinflation, som blot påbyder, at én interesse efterfølges af en anden og på et tidspunkt af sin egen modsætning i en nogenlunde forudsigelig cyklus af de samme klicheer. Med andre ord: Grøndahl er snublende nær på at skrive ’Mit livs novelle’ for intellektuelle …
Der er passager af stor retorisk og musisk skønhed i hans roman, men det forbliver et udvendigt klimpreri af smukt sammenstillede toner – interesseløst, konfliktløst og uden nærvær. Som Richard Claydermanns taffelmusik spillet overfor Keith Jarretts Kölner Koncert. Skønhed og perfektion i udtrykket behøver ikke betyde fravær af nerveflående tilstedeværelse, af brusende hjertelyd. Det er Mahlers symfonier og Blixens fortællinger på hver deres måde frapperende eksempler på.
“Skæbnen er som bekendt, hvad man gør den til, men det, man gør, bliver efterhånden lige så uopretteligt som en ægte skæbne. Det, man gør, og det, man forsømmer at gøre. Det, man siger, og det, man aldrig får sagt. Det, man lader andre se, og det, man holder op foran sig, for at de skal se det. Sådan bliver de, og sådan bliver man.”
Med en upassende demonstrativ attitude i en ellers meget diskret beretning, tegner Grøndahl en radering af ’Skæbnen’ som de forhåndenværende muligheders forførende nærvær. Og det er jo nemt – og muligvis sandt. Men ikke interessant. For Blixen er skæbnen den katastrofe der pådrages af den samme ubønhørlige og hårde guddommelighed som tilgivende låner mulighed for, at mennesket adler sig ved sin gerning eller holdning.
Grøndahls hovedperson forholder sig bevidnende til og på afstand af sit eget liv, som Grøndahl forholder sig bevidnende til og på afstand af sin egen fortæller; ingen af dem træder til og afsætter spor eller træder i karakter. Ingen handling. Hjertelyd handler ikke, og handler ikke om noget. Historien drives frem af sproget og læserens stædighed og – i mit tilfælde – frustrerede glæde over at se Grøndahls ’Gud i detaljen’.
Grøndahl mestrer intonationer og timing som de største dirigenter. Han orkestrerer sine stemmer med en elegance og retorisk fornemmelse, som i sine bedste øjeblikke er både bevægende og bevæget. Han holder takten, som en stædigt bankende hjertemuskel.
Men hvor skrider bevægelsen sammen i rystelser? Hvor er det øjeblik, hvor hjertet næsten går i stå af fortvivlelse? Når sker det, at hjertelyden bruser over af svimmel utakt ved mødet med det uforståeligt vidunderlige? Hvor er Blixens hårde arrogance og sjælsstorhed? Hvor er Mahlers indstændige ømme styrke?
Hos Grøndahl er selv det bristede hjerte lydefri, hjertelyden konstant og ufortrøden. Uden ophold og uden udslag. Uden hjerteblod.