Biblen II – så er den her endelig

Læs den før din næste

Af Pia Vigh

6982c04abf0060bbf63c3633a77b2800Verden er skabt – som ti x ti Bøger i ét Ord, og det er ambitionen; som Testamenterne at sammenfatte Verden i ét Ord.

Hvordan så anmelde Ordet? Det er jo en trossag. Men Ordet kan udbredes. Som en anden Bøgernes Bog, handler denne om Verden, fra dens skabelse til dens forjættede undergang. Og selv om dette Bibelske Skrift m.h.t. visse ‘detaljer’ forholder sig temmelig korrigerende til den oprindelige version, er den mindst ligeså højrøstet, salvelsesfuld, elementært spændende og prægnant formuleret, naturligvis, som sit forlæg.

I 2037 er mennesket i stand til at udnytte og i nogen grad kontrollere centrifugalkraften i universets sorte huller, og vor urgamle drøm om også at kunne bevæge os frit i den fjerde dimension, tiden, synes inden for rækkevidde.

Helten, eller anti-helten, er den geniale fysiker, Arn Ege, der med sin nye viden må påtage sig rollen som Universets Hersker – i stand til at genskabe Verden retrospektivt. Dr. Ege besidder en knejsende, sangvinsk livskraft, som nok ikke ville have været D. H. Lawrence fremmed, og med sit altoverskuende kendskab til menneskets historie, indser han, at i samme øjeblik kulturen blev kristen, holdt menneskene op med at være det. Han beslutter sig derfor til at rejse tilbage i tiden og redde verden fra Kristendommens barbari, men i stedet kommer han og Kristus til at opfylde dens frygteligste profeti, Dommedag.

Arns mission er vel dybest set at frelse og forløse den verden, han selv er – så fuld af paradokser og modstridende hensigter og handlinger.

Det er Krist og Antikrist på kollisionskurs i tiden – og de bytter plads under vejs. Dette er en skizofren historie, man gennemkrydser med stigende spænding, uro og undren. Verdens historie er menneskets, som når sin slutning allerede på side 379, og Verden ligger udtømt tilbage som en efterladt besked til ingen.

Men Verdens historie er læserens, og den fortsætter ufortrødent. Og hvordan også standse eller afbryde en historie, som er fuldstændig upåvirket af alle fysik- og litteraturteoretiske forbehold og dogmer? Det lader sig naturligvis ikke gøre inden for de vante begrebsrammer (derfor også den lidt misvisende diagnose: science fiction), og historien giver elegant afkald på sin slutning,- læseren træder ud af Verden og ud i Verden … måske blot for i ganske nær fremtid at finde beskeden fra en efterladt Verden igen.

I hvert fald glæder jeg mig til igen engang at skulle læse den, for Neutzsky-Wulff bemærker selv, at der tilsyneladende findes bøger, som ikke skal forstås, men prisbelønnes. Verden bliver garanteret ikke prisbelønnet, og det er også fuldstændig ligegyldigt, hvis bare læseren vil prøve at forstå den – og det kræver mere end én gennemlæsning! (Forudsat at ryggen holder – de 787 sider er småligt klemt ind i ét uhåndterligt bind).

Neutzsky-Wulff opererer i spillerummet mellem teoretisk fysik og filosofi, mellem religion og vitalistisk biologi, mellem kynisk humanisme og primitiv altruisme. Han mestrer om nogen kunsten at have flere holdninger til samme sag – uden at være komplet holdningsløs eller banalt opportunistisk. Han er i bund og grund fortaler for en art (til tider problematisk) humanisme, som måske aldrig har haft mindre gennemslagskraft eller været mere påkrævet end nu, og hans anmodning er i al enkelhed:

“Alt, hvad jeg beder dig om, min dyre læser, er: ikke at fordømme én art for ikke at være en anden, én nation for ikke at være en anden, og et menneske for ikke at være dig.”

At Verden dybest set er god, og at mennesket i dén grundlæggende er godt, var Renaissancens store ‘anti-kristelige’ opdagelse, som vi endnu har til gode. Dét er bogens væsentlige indsigt, som Kristus, en lidt rørende skikkelse, der flakker forvirret omkring i Copenhagen det Herrens år 1998 under navnet Jesse Christie, aldrig opnår. Ordet, det Ord, der, som et sort hul, magter at omfatte og sammentrænge universets gåder til én mening, er ikke ‘Gud’, men ‘Menneske’.

Jeg tror ikke hard-core Neutzsky-Wulff apostle vil blive skuffede over dette Sidste Nye Testamente fra Mesterens (h)ånd. Blot er det trist, forlaget ikke har villet bekoste mere end et temmelig tarveligt omslag, som ikke er indholdet værdigt. Så megen besk humor, ubeskeden viden og ambitiøs provokation kunne nok fortjene et lidt prægtigere ornat.
At komme til Verden er en udmattende proces, men udbyttet står så rigeligt mål med anstrengelserne!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *