Johann Wolfgang von Goethe: Den unge Werthers lidelser

Af Pia Vigh

ItemImageI 1774 udkom den bog, der for alvor skulle gøre Goethe kendt – og berygtet – for et stort europæisk publikum: brev- og dagbogsromanen Den unge Werthers lidelser, så fyldt af lidelse og Weltschmerz. Sjældent – om nogensinde – i verdenslitteraturen har en ung mand lidt så meget og så poetisk som den unge Werther i sin elskov til Lotte. Goethe skrev sin udødelige roman i efteråret 1773, efter en stormende forelskelse i en forlovet pige, Charlotte Buff. Og i oktober 1772 begik Goethes jævnaldrende kollega, K.W. Jerusalem, selvmord efter ulykkelig kærlighed. Goethe tog ikke sit eget liv, men skrev under indtryk af disse oplevelser, om Werthers stormende kærlighed til Lotte – forlovet og siden gift til anden side.

Den yndige Lotte vækker i Werther en heftig lidenskab, der gør ham i stand til at sanse naturens glødende kraft, styrke og skønhed, indtil han indser hvor håbløs og ubesvaret hans kærlighed er; da synes ham verden, og naturen især, ond og truende, og mærket af sygdom til døden anfaldes han af feberagtig, brændende dødslængsel, der ender med selvmord.

Netop denne udgang på romanen, Werthers selvmord, gav anledning til både benovelse og forargelse; det blev anset for både blasfemisk og umoralsk, at Werther på det nærmeste sammenligner sit martyrium med Kristi martyrium, og sit selvmord med Kristi lidelse på korset. Og problematisk blev det især, da bogen mere eller mindre direkte gav anledning til adskillige ulykkeligt forelskede unge mænds selvmord.

Som den tids private breve havde halvoffentlig status, fik en stor del af samtidens litteratur karakter af en personlig meddelelse – som selvbiografisk motiverede romaner, deciderede selvbiografier eller brevromaner. Goethes bog er en monolog, netop i sin egenskab af brevroman; man læser kun Werthers breve, og dermed kun hans version af virkeligheden og de hændelser, der indtræffer.

Bortset fra en ramme omkring historien, hvor udgiveren forklarer omstændighederne omkring brevene, samt beretter om Werthers sidste dage, er det kun Werthers stemme, der taler, og taler til et du, der gør det let at oppebære læserens illusion om, at være direkte, eksklusivt tiltalt. Deraf en stor del af bogens succes og en del af forklaringen på dens overvældende virkning; både i kraft af indhold og genre henvendte den sig umiddelbart til den enkelte (unge, mandlige) læsers oprørstrang og melankolske flirten med selvdestruktion.

I Goethes roman fandt en generation af unge, borgerlige mænd udtryk for en moralsk kritik af religionen, af rationalismen, af autoriteterne – de sociale som de politiske. Et ungdomsoprør fandt sted og fik i sin litterære og dramatiske udgave betegnelsen Sturm und Drang, storm og pres; presset følt indefra som verdenssmerte og det vrede og lidenskabelige stormløb på alt, der kunne begrænse det fri naturhjertes længsel.

I Sturm und Drang-litteraturen dannede naturen rum for både idyl og ekstremitet, for individet i splid med sig selv, fornuften i splid med passionen. Ingredienser, der alle er karakteristiske for Den unge Werthers lidelser, som således ikke bare er en af verdenslitteraturens fremmeste brevromaner, men også dannede skole for andre af samtidens Sturm und Drang-forfattere.

For moderne læsere er romanen velsagtens nærmere en kuriøs, højstemt og sentimental studie i forelskelsens og selvoptagethedens anatomi, og Goethe forbindes i dag i højere grad med sit drama om videnskabsmanden, der sælger sin sjæl til Lucifer – Faust.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *