– læs Graffs bog og formatér din harddisk
Af Pia Vigh
Mon ikke vi skal løsne det tilbageholdte åndedræt og med det samme røbe: dette er uden konkurrence den dårligste bog, jeg til dato ikke har læst færdig!
Det er historien om Frank Santa. Han kører galt og smadrer sin bil og sin hjerne. Så han ændrer livsstil og -opfattelse og udvikler en hysterisk informationsallergi. Og Frank Santa bliver en ny tids guru og terapeut, en frelser og forsoner for de mange mennesker, som er smittet af infoenza. Han bliver en hybrid mellem Jesus og Julemanden, som synes at have visse karaktertræk til fælles med en anden tids selvbestaltede guru, der kæmper den ulige kamp imod nyhedsmogulerne, og lider af:
“Edutoze En neurose der får den ramte til at forsøge at skjule sin uvidenhed ved at gøre andre til sine elever.”
Nu kan antallet af Graffs disciple nok tælles på få hænder, og de bliver sikkert ikke flere efter det seneste skrift fra Mesterens hånd.
Forlaget kalder Infoenza for Graffs romandebut … Der findes ganske vist en litterær stilistisk øvelse, som går under betegnelsen ‘roman’, og selvom de aristoteliske principper for fortælling er blevet revideret og udfordret af den moderne roman, synes en helt banal konsensus nu alligevel at definere laveste fællesnævner for genren. Og har den debuterende ‘forfatter’ ikke denne litterære fornemmelse i sin pen, burde en forlagsredaktør nok have haft den for sit blik.
Var der en hensigt og et ærinde i Infoenza, fortaber det sig i ordskvalderkål, løse plotlinier, name dropping og digressioner. Når vrangvendte referencer til tænkere og filosoffer strøs med rund hånd, ville det unægtelig hjælpe på både forståelsen og det medvidende smil, om de var refereret korrekt – eller blot på en måde, så læseren i det mindste havde en forestilling om, at forfatteren nok selv havde forstået dem.
“For 2334 år siden levede den store græske filosof Sogrotesk. Han var den første som kom på ideen om ikke at vide noget. Din uvidenhed er et snedigt forsøg på at plagiere Sogrotesk. Har jeg ret?”
En satirisk kortslutning forudsætter indsigt i det stof som vrangvendes. Man kan ikke strikke vrang, uden at kunne strikke ret – det ved enhver bedstemor.
Graff kan skrive så det sprøjter fra blyanten. Derom ingen tvivl. Men endeløse retoriske spidsfindigheder gør ingen roman, eller litterær indsigt – og slet ikke “en bidende satire over moderne medier” som en ‘anonym anmelder’ citeres for på forsiden. Man er ikke bager, fordi man ved, hvorfor der stiger damp op fra en varm æbletærte.
Fra Graffs utallige foredrag og fra hans ubehjælpelige Samtaler med et træ ved vi, at én af hans pointer er, at moderne informatik egentlig ikke har gjort os mere vidende på reel indsigt, men at for mange og for hyppige non-informationer bliver til baggrundsstøj. Og det kan Graff jo nok have ret i. Men hvis den pointe skulle være bærende også for Infoenza, er Graff vist blevet for svimmel af sine egne rundtossede tautologier til at følge et simpelt plot. Og i stedet har han skrevet en støjende bog om ingenting.
Carsten Graff, der er en kendt medieperson, uden at nogen rigtig ved for hvad eller hvorfor, tilhører det eksklusive sluttede selskab af førsterangsnulliteter, som bereder andenrangsindsigt og skriver tredjerangsbøger, og han burde tage sig selv og sine pointer alvorlig – og på ordet – og holde sin kæft i stedet for at bidrage til den ligegyldige baggrundsstøj. Som han skriver i sit appendiks over infoenza-terminologi:
“Sensationssymbiose Mediebaseret og gensidigt afhængighedsforhold. Eks.: Mellem provokerende forfattere og sure anmeldere.”
Jeg slår op.