– fortalt med drøvtyggende sindighed
Af Pia Vigh
Et hjerte sætter ud, og linie 6 er som altid fyldt til bristepunktet af trætte københavnere på vej. Et barn bliver født, og i radioen varsler vejrudsigten kuling. Min nabo ser sin kone bukke om af et bristet kar i hjernen, imens jeg funderer over, om jeg virkelig gider gå ned i Brugsen.
Det er samtidighedens uopslidelige paradoks; på samme gang man selv oplever et af sit livs tristeste, mest dramatiske eller lykkeligste øjeblikke, fortsætter resten af verden upåvirket, som var intet af betydning hændt.
I grunden såre forbløffende og såre banalt. Forbløffende for de, der er dramaets hovedpersoner. Banalt for alle andre.
En nat vågner Christian af en drøm om sin ungdoms Helle med bryster af havskum. Han vågner og opdager, at hans kone, Ruth, igen i sit sinds forvirring er gået ud til stranden, til høfden hvor deres søn druknede.
Nedslaget for Christians fortælling er vilkårligt; afsættet kunne med samme narrative gyldighed have været en hvilken som helst anden begivenhed; dramatisk og sindsoprivende for Christian. Betydningsløs for verden.
Fortællingen om Christian er et kalejdoskop af brudstykker; en gammel mands flakkende erindringer hårdt krydsklippet med hans daglige, ligegyldige sysler. Den brudte og brydsomme fortællemåde er velsagtnes et sympatisk forsøg på at kalkere en forkalket hjernes erindringsbrud og fortvivlede forsøg på at sætte dem i en slags orden.
Og måske fortællingens sære sproglige ubehjælpsomhed, dens mangel på gennemslagskraft, på poesi, på prægnans – på nødvendighed, er et bevidst anvendt greb der har til hensigt at lade romansproget afspejle en hæs og træt stemmes tonløshed uden dybde i anslagene.
Som den trætte motor og rytme i historiens bevægelse kunne være aftrykket af en gammel forpustet mands omhyggelige diktion i en tale, han har glemt hvad handler om.
Men jeg tror det ikke …
En glemt historie kan jo være glemt, fordi fortælleren er glemsom. Eller læseren. Eller fordi historien ikke tager nogen retning, ikke har noget mål, ikke bæres af en fremdrift. Eller fordi historiens dramaer ikke interesserer andre end historiens egne personer.
Christians historie er en glemt historie. Han husker brud af begivenheder fra sin ungdom under og især lige efter krigen. Han genkalder sig provinsens lokalbedøvende melankoli, og de perioder, hvor han ikke kunne male. Han husker øjeblikke af stor sjælsbetydning … af stor banalitet.
Men han kitter ikke sine brud sammen i en erindring. Han formår ikke at forbinde eller betyde sit livs begivenheder for andre end ham selv. Eller hans fortæller gør ikke; Christians liv fortælles af en alvidende fortæller der sin allestedsnærværelse til trods forekommer at lade sin hovedperson fuldstændig i stikken. En grammatisk 3. person kollapser med en narrativ 1. person og efterlader et forvirrende sammenfald af fortæller og det fortalte. Er Christian sin egen histories fortæller, eller bliver den ham fortalt?
I bedste fald er der også her tale om en sympatisk hensigt med at lade en bevidstheds spænd i tid og vægtning af begivenheder iscenesætte som stilistisk greb.
I værste fald er der tale om gennemgribende fejlkonstruktion i denne roman; narrativt, sprogligt og stilistisk.
Og når hele romanens konstruktion falder sammen om dens kerne af begivenheder, hændelser og statister, rejser sig bare en støvsky af patos og ligegyldighed. Og Christians historie, uden tvivl betydningsfuld, og i hvert fald banal, er allerede glemt. Af denne læser.
“Døsigheden kom over ham. En stor, usynlig hånd var parat til at løfte ham op og bære ham ind i det ukendte. Og den ville bringe ham tilbage endnu engang. Måske kunne han skabe det definitive kunstværk i morgen. Eller måske i overmorgen. Men i hvert fald en af dagene.”
En af dagene må jeg huske at bestille tid hos min frisør.