Virkelighed uden drama – drama uden virkelighed
Af Pia Vigh
“Ikke hælde virkeligheden på digte
ikke hælde digte på virkeligheden
bare skrive digte
virkelige digte”
(Søren Ulrik Thomsen)
Jeg tror ikke Erling Jepsen læser Søren Ulrik Thomsen. Og hvorfor skulle han også det …
Jeg tror til gengæld Erling Jepsen holder meget af Panduro. Og det kan man godt forstå!
Panduros frostklare røntgenskarpe snapshots af dansk småborgerlighed, når den er smukkest og grummest, fremkalder forståelse og forargelse i lige mål; pointe og prægnans i trivialiteterne. Det bemærkelsesværdige ved stereotype forestillinger er bare, at de så ofte viser sig at svare til virkeligheden. Ganske udramatisk …
Jepsen er dramatiker. Han bedriver dramatiske radiospil, tv-spil og teaterstykker. Og med Ingen grund til overdramatisering nu også litteratur. Af en slags. Og dramatisk er det ikke. Heller ikke indstændigt, stilfærdigt bydende. Ingen æstetik, retorik, essens, eftertrykkelighed eller motor. Ingen handling eller interesse. Heller ingen opsigtsvækkende fejlagtige stilgreb, sådan set. Ret beset er Jepsens debutroman lokalbedøvende kedelig. Og det kunne jo godt være en pointe – en subtil pointe. Så subtil, at man måske opdager den i en af de hyppige og villige distraktioners påskud ud af teksten, ud i virkeligheden. Kan også være det er indbildning, et forsøg på at undskylde svindende koncentration og ubændige lyst til at diffundere.
Man bliver så tør i halsen og i hjernen af at læse og læse og læse – om ingenting. Om en hovedperson, der ingen skæbne eller historie har; som lever et liv på klods i sit tekstunivers og som figur. En person i centrum af en række livsudtræk, som man godt kunne vælge at læse en sammenhæng i. Hvis man ville.
“Jeg drømte konstant om sex og havde næsten altid rejsning, men når jeg kom i nærheden af en pige, blev det hele lige lovligt virkeligt for mig. Jeg ved ikke, fantasien tog over og var ligesom nok.”
… Nærtegnede almindeligheder. Men personerne – og hovedpersonen især – er for slapt streget op og falder sammen til krusedullemænd tegnet i adspredthed på en tilfældig notesblok. Og der er noget søgt tilstræbt Panduro’sk i anslaget og kadencen. Men så bliver det hele lige lovligt virkeligt for Jepsen, og han forfalder til konstruerede forsøg på ufrivillige absurditeter.
“Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, men vovede mig ned i kælderen. Far sad med hundens hoved i sit skød, og jeg kunne se han havde grædt. Der var blod på gulvet.
(…)
– Du må undskylde det pjat jeg sagde, mumlede jeg, – jeg kunne jo ikke vide …
– Zenta og jeg vil godt være lidt alene, afbrød han mig.”
Jepsen kredser om almindelighedens og småborgerlighedens iboende og grundlæggende ondskab. Om det usikre menneskes omklamrende og kejtede forsøg på at være hjælpsom, betænksom og medfølende. Om det ensomme menneskes dybtfølte ønske om at få lov til at være noget for nogen. Og om det fortvivlende i gode intentioner, som forvitrer i skadevoldende indblanding. Vi vil det så godt – og får ødelagt så meget for hinanden.
Der burde være to særskilte sprog: ét for dem for hvem livet er i tiltagende, og et andet for dem for hvem livet er i aftagende. Liv i aftagende burde aftvinge sproget en insisterende ubønhørlighed i det mindste. Om ikke realismens kompromisløse ærlighed, så sarkasmens grusomme distance, groteskens lettede grin eller absurditetens vrængende spejlbillede.
Må jeg anbefale Erling Jepsen – og alle andre – at læse Stacey Levine.