Fortællinger for livet

Karen Blixens helt fantastiske fortællinger favner livet og læseren – og tjener begge dele

Af Pia Vigh

“Hold Forfatterens Idé klar”
“Det er ikke nogen daarlig Egenskab ved en Fortælling, at man kun forstaar Halvdelen af den.” Sådan skrev Karen Blixen i Syv fantastiske Fortællinger, som jeg læste første gang, da jeg var omkring 15 år – og jeg forstod ikke et suk, men var ikke desto mindre mærkeligt grebet. Det er jeg stadig. Fascineret og forvirret over den magiske verden hun så velfortællende folder ud.

Når jeg slugvornt indtog Blixens sære skrøner uden at kunne begribe dybden og meningen i dem, skyldtes det først og fremmest en helt fundamental glæde ved velfortalte historier. Jeg forstod slet ikke, hvad de handlede om, men fornemmede nok lidt af den fortælleglæde og veltalenhed, hvormed de blev fortalt. Præcis hvad Blixen handler om, er mig i høj grad stadig en gåde – måske jeg engang skal opnå at forstå halvdelen. I mellemtiden vil jeg trøste mig med Blixens egen insistering på, at “det halve til enhver Tid er mere end det hele!” – og så nyde det retoriske skoleridt hun i sin manieristiske fiktion udviser; manierisme betyder almindeligvis noget, som er meget fint forarbejdet – på grænsen til at være overdreven ornamenteret – som det er karakteristisk for Blixens sprogfærdighed.

Jeg er ofte blevet spurgt om, hvor nøglen til Blixens dunkle fortællinger findes. Det skal jeg ikke kunne sige – jeg tror, det gælder Blixens værk, som Tom Kristensen engang sagde om Joyces Ulysses, at man først læser den hurtigt og grådigt, og siden bærer den med sig i inder-lommen resten af livet. Og Blixen forekommer mig at være et udfordrende og værdigt valg af livsprojekt – fortryllende, problematisk og undsigende enhver endegyldig fortolkning.

Syv fantastiske fortællinger er det af hendes værker, jeg selv holder mest af. Det udkom i 1935 efter at Blixen vendte definitivt tilbage fra Kenya – kun 46 år gammel og totalt drænet for værdier både økonomisk og følelsesmæssigt – og i begyndelsen fik bogen en ganske hård medfart i Danmark. Fortællingerne honorerede på ingen måde samtidens konventionelle krav om sand-synlighed, samfundsbevidst realisme og psykologisk gyldighed; Blixen omgås det forunderlige, det uforudsete, det magiske uden at fortrække en mine, som var det ganske i sin orden og helt naturligt. Og som en enkelt kritiker påpegede, er der ikke et eneste ‘normalt’ menneske i de syv fortællinger. For Blixen tør og formår at fæstne et fast og ufravendt blik på tabuforestillinger. Det gælder hele hendes forfatterskab, at etik og æstetik er uløseligt forbundet, men på en sådan måde, at hun aldrig er moralsk. Det lader sig gøre, fordi hun med ubønhørlig konsekvens lader fortællingerne udvikle sig i overensstemmelse med deres egen iboende logik og lovmæssighed – på sæt og vis som den græske tragedie. Blixen dømmer derfor ikke sine personer eller deres erotiske excesser, men fremviser nøgternt konsekvenserne af forskellige handlingsmønstre, og en egentlig dom må stå for læserens egen regning – og vidne om læserens eget snæversyn eller frisind.

Af Inger Lehmann

Af Inger Lehmann

“Bevar dit Væsen i en Vrimmel”
I Blixens særegne fiktion er personskildringerne i reglen ikke psykologisk ‘korrekte’, men de er på hemmeligheds-fuld og bevægende måde kunstnerisk gyldige – som personerne i et eventyr eller en i myte er. Persongalleriet repræsenterer den ydre verden, som peger tilbage på en indre sammenhæng – de er m.a.o. en slags arketyper, og danner tilsammen et ironisk røntgenbillede af sjælelige strukturer. Psykologisk forenkling er betingelsen for det, man før i tiden forstod ved handling – og det er handlingen, historien, fortællingens indre logik, som optager Blixen.

Og hvad er handling? Handling bliver til, når et menneske forsøger at sætte en hensigt igennem i verden – og denne hensigt møder andre hensigter, som kan virke blokerende eller fremmende. Og når fortællingerne fremstår så stramt komponeret, som tilfældet er, er det fordi alt trivielt, ligegyldigt og tilfældigt i handlingen er skåret væk, fordi menneskene i historien er reduceret til deres hensigter – hensigter som bryder forstyrrende ind i andres hensigter.

Efter denne regel nedsætter Blixen antallet af virksomme personer i en fortælling, så de svarer til de sjælelige kræfter, som støder sammen. Så på sin vis kunne man nu nok – med tungen i kinden – argumentere for større psykologisk gyldighed i Blixens værk end i så meget af samtidens populærpsykologiske føleri …

“Jeg vil svare”
– lyder ét af hendes livsmottoer, og et af de fornemste træk i Blixens litterære teknik er netop den måde, hvorpå hun synes at ‘svare’ sin læser. Under den veloplagte fortæller-stemmes fantastiske overskud og ordrigdom, taler Blixens egen stemme indtrængende, sagte og knapt – og opretholder en knivskarp balance mellem afmålt distance og intenst nærvær. Historierne er alle myndigt dirigeret af en for-tæller, som afsøger forholdet mellem så vægtige temaer som myte & individ, skæbne & identitet, virkelighed & fiktion – men gør det med fornøjelig humor, drilsk ironi og en kuriøs årvågenhed, der gør stemmen selv til historiens egentlige bevægelse.

Stemmen, der genlyder i fortællingerne, identificeres ofte som Blixens personlige, udtrykkelige ytring. En anseelig del af Blixen-forskningen tager derfor afsæt i hendes personlige livsomstændigheder. Og til dels med velberåd hu, for hun har givet selv set sit forfatterskab som en anled-ning til at bearbejde konflikter, erfaringer og længsler af meget privat karakter. Hendes forfatterskab er i særlig grad udtryk for ophobet livserfaring – men i stiliseret, ironisk koncentrat. Selv de mest banale livserfaringer iklædes en prægtig og venerabel metaforisk forklædning og hæver sig op over rigide moralske eller trivielle overvejelser.

Biografiske kendsgerninger viser derfor én vej ind i Blixens labyrintiske forfatterskab, og for de som ønsker den form for udflugt, tilbyder Judith Thurmans biografi Karen Blixen – En fortæller, en i alt andet end omfang meget fremkommelig indfaldsvej.

“I Begyndelsen var Historien”
En anden åbning kunne måske gives i og med historierne selv – fortællingen som form, som konstruktion. Fortællingerne er konstrueret som efter et kinesisk æskesystem, og inden i den sidste lille æske finder man – ikke løsningen i form af en morale eller en læresætning, men – en ny historie eller en uudgrundelig metafor – deraf uudtømmeligheden; metaforen er som en sfinks, der forkynder det entydige, men vækker det mangetydige.

Hos Blixen stiller fortællingen som genre spørgsmål, vi som læsere må besvare for at kunne svare filosofiens kardinalspørgsmål: “Thi i hele Verden har alene Historien Myndighed til at besvare det Menneskehjertets dybeste Nødråb der lyder: ‘Hvem er jeg?’” som det lyder i Kardinalens første Historie. I fortællingens organisering af ‘virkelighedens’ begivenheder og forekomster fortolkes handlings- og motivmønstre og bliver derved i stand til at løse filosofiens grundlæggende problem.

Fortællingen som genre har m.a.o. sin værdi i, at den er anderledes organiseret end livet selv – læserens og forfatterens. I kraft af sin stilisering og principielle æstetiske forarbejdning bringer fortællingen overblik og sammenhæng – for den fortællende som for den lyttende/læsende.

Blixens fortællinger forekommer mig oplivende i en sådan grad, at man må investere al sin åndsnærværelse, hele sit væsen i læsningen, fordi man føler, at hun som fortællerske har gjort det samme. I vor såkaldt postmoderne, splintrede tid, hvor Den Store Fortælling hævdes at være død, er det befriende at læse Blixens fortællinger som skabelon for en sammenhængende livsforståelse, som fortællinger for livet.

Karen Blixens værker er alle udgivet på Gyldendal. Det samme gælder nævnte biografi, Karen Blixen – En fortællers liv, af Judith Thurman

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *