Fra epistler til e-mails

Af Pia Vigh

Vor hukommelse er så kort, og derfor fylder vi vore rum med fortid; med kalendere, ugeblade, familiealbums og historiebøger – og med breve. Både de, der er modtaget og de, der aldrig er sendt. I små stakke af solbeskinnede postkort og hengemte drømme, i skuffer af for længst glemt tid, ligger menneskers historier – bundtet og omviklet af bånd, nedfældet i breve. Tanker med skråskrift og sirlig pen, følelser af blæk.
“Husk paa naar I skriver, at I rammer i et Hjerte”
– manede Karen Blixen sin mor i et brev. En formaning som i én sætning rummer essensen i brevets væsen. For hvilken anden kommunikationsform låner i samme grad medium til oplevelsen af fortrolighed, intimitet og nærvær, foruden oplysning og refleksion? Og i hvilken anden kommunikationsform sætter afsenderen sig selv på spil, nedbryder sin og modtagerens værn mod sårbarhed med sin betvingende ublufærdighed? Brevet er vi almindelige menneskers mulighed for og anledning til at optræde på skrift – i skrift at udstille og befæste os selv, vove os selv; tankehemmeligheder kan opløses i skriften som saltet i havet. I den omskrivning, som skriftelighed lader alt blive til del, tilbyder skriften i brevet en episk renselse af virkeligheden – tilbyder et vaklende sind at fæstnes. På skrift er det muligt at rimpe et flosset kaos sammen med syntaksen.

Den, der fortæller om sig selv til en anden, installerer denne anden i sig og (be)griber samtidig sig selv; får lejlighed til at indstifte sig, som han eller hun ønsker at være, til at sætte sig selv i en større sammenhæng – historisere sig. Ligesåvel som tilskyndelsen til at forholde sig skriftligt til et problem eller et tema ofte giver anledning til, den skrivendes bedre eller dybere forståelse af emnet, hvorom der skrives.

Rainer Marie Rilke modtog et brev, som åbenbart beskæftiger sig med det komplekse forhold mellem kunstværk og menneske, og opfordret svarer han:

“Jeg tror næppe, nådigste Frue, at jeg bedre eller mere præcist vil kunne besvare de linjer, De skrev til mig, end ved at forsikre Dem om, at jeg i høj grad forstår den impuls, de er udsprunget af ….”

Kvindens brev har udløst behovet for skriftligt at spekulere over et forhold, han synes at komme til en bedre forståelse af i og med, han beskriver det, og samtidig besvare den intensitet og følelse af nærhed, et velovervejet og velskrevet brev genløser hos modtageren:

“Jeg er ubeskedent udførlig, men Deres brev har jo virkelig talt til mig, til mig og ikke til en eller anden, som brevskriveren blot tilfældigt har udstyret med mit navn, og derfor har jeg heller ikke ønsket at være mindre præcis og nøjes med at svare Dem med fraser, men tværtimod med den virkelige, faktiske oplevelse ved at være blevet berørt.”

Brevkunst
Kunsten at skrive et godt brev er en stilistisk disciplin, der stiller store krav til sine udøvere, og som hos forfattere som Rainer Maria Rilke og Karen Blixen honoreres på frapperende vis. I sin private korrespondance er forfatteren hverken helt privat eller helt offentlig – men i bevægelse mellem det skrevne og stilheden. For eftertidens læsere er brevet det personlige dokument, der giver umiddelbar adgang til forfatterens univers. Det er en åbenbaring at læse både Blixens og Rilkes breve; et under af forløsende kraft alene i de velklingende ord, der bærer tydeligt præg af at være affattet med samme stilsikre nødvendighed, retoriske kompetence og æstetiske sensitivitet, der er begge skribenters adelsmærke. Den stilejendommelighed, der er vandmærket i deres respektive forfatterskaber, mærker deres korrespondance i en grad, der vidner om, at æstetik og retorik er uundværlig ingredienser i betydende betroelser eller blot formidlede oplysninger.

Romanen i brevet
Indtil midten af det 18. årh. var stort set al brevveksling af forretningsmæssig eller offentlig karakter, affattet som kontrakter eller kun motiveret af specifikke meddelelser og anledninger rettet udover lokalsamfundet. En forfatter som Holberg, der dyrkede brevgenren i sine Epistler, har f.eks. ikke skrevet et eneste privat brev. Langt de fleste af hans breve er dokumenter, der nok viser sider af hans væsen og karakter, men som bestemt ikke er skrevet med henblik på senere udgivelse.

Men netop på Holbergs tid ændrede brevskrivningen karakter i retning af mere umotiverede, fortrolige henvendelser. Det skyldtes dels en forbedring af postvæsnet, dels den kultur, som opstod i tilknytning til den franske enevældes saloner. Hér opstod og udviklede sig en brevkunst, hvis hovedformål ikke var af kontraktlig, forretningsmæssig art, men af følelsesmæssig art. Og sådan fødtes det egentlig private brev, der blev et middel til at udtrykke intime følelser eller fortælle om begivenheder indenfor afsenderens familie og vennekreds til en fjerntboende. Ordet privat skal dog tages med forbehold, for brevene blev oftest skrevet for en større forsamling – til højtlæsning i familien eller vennekredsen. Først et stykke ind i 1800-tallet bliver det private brev kun skrevet til og læst af den, det er adresseret til.

Samtidig med brevkulturens guldalder var det platoniske, følsomme venskab eller kærlighedsforhold kommet på mode i hele Europa som et udslag af den sentimentalisme, der afløste oplysningstidens rationalisme.

Blandt nære venner og kyske elskende blev brevet den ideelle kommunikationsform, hvor man kunne give udtryk for tanker og følelser, det personlige samvær måske forbød. Den romantiske ånd, som tog sig selv til fange i uendelige selvbetragtninger, fandt sit ækvivalente medium i den daglige brevvekslings platoniske, indadvendte, dybtfølte og inderlige forhold. Brevskrivning tilbød en kærkommen anledning til selvrefleksiv logogrifisk maskerade, hvor afsender og modtager betjente sig af en hel særlig kode, af en symbolik, der tillod afsenderen at være på engang frimodigt dristig og dog behørigt diskret. Til eksempel skete det ofte, at Kamma Rahbek og Chr. Molbech personligt overrakte hinanden deres breve – en praksis der vidner om, at de skrev til hinanden, fordi brevgenren frembyder udtryksmuligheder, et personligt konfronterende nærvær enten ikke tillader eller ikke tilbyder.

Og i og med at brevene i tydeligere grad afveg fra den strikse kontraktformel og fik præg af intime betroelser og spontane selvudtryk, blev selve formen mere og mere litterær, og efterhånden blev der paradoksalt nok ligefrem skrevet lærebøger i kunsten at skrive et godt og ‘naturligt’ brev. I 1741 udgav Samuel Richardson håndbogen Breve til og for særlige venner som vejledning i stil og former at iagttage ved skrivning af fortrolige breve. Fælles for mange af tidens brevvekslinger er vanskeligheden ved at vurdere, om de udelukkende var henvendt til adressaten eller også blev skrevet for en større kreds, måske endog med publicering for øje, altså tænkt som litteratur af essayistisk karakter. Motivet bag at affatte breve har naturligvis haft den primære funktion at meddele noget til nogen, men har samtidig i høj grad båret sit formål i sig selv. Der var ikke langt fra det halvoffentlige private brevs kunstfærdige følelsesarrangement til fiktionens offentlige bekendelser, og med tiden blev det borgerlige private brev faktisk forudsætningen for en egentlig litterær genre, brevromanen.

Brevet i romanen
Den måske nok mest kendte brevroman af alle er Goethes sentimentale Den unge Werthers Lidelser Brevromanen var det perfekte medium for den nye selvbeskuende følsomhed og æstetik, som skulle præge europæisk litteratur op gennem 1700- og 1800-tallet og gøre nye befolkningslag – især blandt kvinderne – til boglæsere. Brevromanens påstand om at være autentisk realisme, dens direkte henvendelse til en enegyldig læser – “du”-formen – gjorde læseoplevelsen meget intens og personlig. Og den elegante balancering mellem på den ene side at illudere den personlige direkte tiltale og på den anden side opretholde romanens insistering på fiktion, sætter læseren i stand til på én gang at genkende historien som fiktion og føle sig personligt engageret i og med at kunne genkende og afkode det kodeks, der gør en intim henvendelse, et privat brev.

Kunstige breve
Brevromanen er efterhånden en uddøende genre, bl.a. fordi et privat brev i dag oftest består af et internt spil, af private referencer mellem afsender og modtager, og har sjældent interesse for en udenforstående. I det omfang brevskrivning stadig er en dyrket disciplin, omfattes den ikke længere af slet så mange koder og normer for korrekt affattelse. Og den moderne korrespondance har i ordets næsten matematiske betydning kun denne sidst rest af kontraktligt islæt tilbage, der byder modtageren af et brev selv at besvare afsenderen med et. Et forudsættende princip, den teknologiske udvikling har lettet; computerens tilbud om højhastigheds udveksling af e-mails og den dertil hørende ‘svar afsender-funktion’ har gjort det lettere for flere mennesker at kommunikere på skrift, om end det hurtige medie indbyder til korte beskeder og informationer, snarere end uddybede refleksioner og æstetisk udfærdigelse.

Men brevets væsen forbliver intakt, om det leveres pr. bud, frankeret med dronningens profil, eller med lysets hastighed via satellit og lyslederkabler. Ramt i hjertet af en andens ord, omhyggeligt værnet imod en falmende erindring i et pertentlig bundt på bunden af en skuffe eller i en folder på harddisken. Noget tyder på, at det trods alt ikke blot er Rilke og undertegnede, der “hører til de mennesker, de gammeldags, der stadig betragter brevet som et middel til omgang, et af de smukkeste og mest givende.”

“Karen Blixen i Danmark” bd. I-II, udgivet af Frans Lasson og Tom Engelbrecht, Gyldendal, 1996. “Breve til en ung kvinde”, Rainer Maria Rilke, Forlaget Politisk Revy/Nansensgade Antikvariat, 1993. “Kamma Rahbeks brevveksling med Chr. Molbech”, ved Kirsten Dreyer, Museum Tusculanum Forlag, 1993.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *