Koldnålsraderinger af frostskadede sjæle
Af Pia Vigh
“Der burde være to særskilte sprog:
ét for dem for hvem livet er i tiltagende
og et andet for dem for hvem livet er i aftagende.”
(Witold Gombrowicz)
Engang imellem er det at læse en roman som at få et brev fra en, man ikke kender. Som at få et kort over et landskab af nye stier og nye veje at gå.
Ena Jakobsen går sine egne sære veje. Hun ønsker at drive sin bedstefars og sin fars gartneri i perfekt stand. Sprøde, lakrøde æbler og knitrende kål. Gyldne georginer og hjertestyrkende kruspersille. Askehvide liljer og roser af sand. Drevet frem af en stædig vilje til det bedste og smukkeste. Hun nærer familie, naboer og forbipasserende med sine afgrøder og blomster og viljestyrke, nærer deres forestillinger om særlingen Ena, der læser deres hykleriske tanker: “Dumme høved. Din sinke. Gamle stinkdyr. Et nul, men hun gør jo ingen noget.”
Den, der hele tiden bestræber sig på at gøre alt perfekt, må nødvendigvis begynde forfra med sit forehavende hver dag. Hver dag gøre det rigtige; lade det rigtige overdøve det forkerte. Lade velmente, rigtige holdninger og handlinger overdøve det faktum, at vi hver især i os rummer viljen og evnen til det forkerte. Det syndige eller det grusomme.
Det er svært både at sparke til mørket indtil det bløder dagslys og gøre det rigtige. Hver dag forfra. Når vanviddet langsomt brænder bevidstheden op i et grusomt og rensende forårsbål.
Ena er ansat på et renseri og kører vasketøj ud til kunderne. På sin rute møder hun de ensomme og alkoholiserede i deres små verdener, i deres nedlagte landbrugsejendomme med arkitekttegnede møbler.
“Men jeg kan ikke opgive mennesket én gang for alle. Det er derfor jeg sender det idiotiske tøj på vaskeriet. Når jeg mister troen på en tømt verden, sender jeg bud efter et menneske ved hjælp af en sæk tøj. Det er rent tøj, jeg sender, har du ikke lagt mærke til det. Min kontakt med omgivelserne er ikke og bliver aldrig intim nok til beskidt tøj.”
Enas vasketøjsrute omkring i den lille by er samtidig Grønfeldts kortlægning af landsbysamfundet som kulisse og persongalleriet af figurer. Enas stier optegner punkter i det frostsprængte landskab med de knitrende halmafbrændinger – de bristede drømmes topografi. Det kunne være en hosekræmmers datter i Blichers hedelandskab. Og som hos Hosekræmmerens Cæcilie, er det kærligheden i Ena, som antænder den største galskab. Ganske som det er Enas kærlighed, der hos Grønfeldt frisætter de sarteste og stærkeste poetiske sansninger. Skrift i tiltagende for liv i aftagende.
Grønfeldt er formentlig den største danske impressionist siden Herman Bang; samme sensitive præcision i anslaget, samme sprøde chromatik i kadencerne. Samme flimrende nervøsitet og nerveblottede intensitet. Grønfeldt skriver sagte og stærkt, indimellem med et fantastisk overskud af humor og absurditet, altid med den største respekt for de mindste detaljer.
Det er koldnålsraderinger af frostskadede sjæle. Men det er, når hun skriver om Enas ubærlige kærlighed til et menneske, som ikke ved sig genstand for hendes følelser, Grønfeldt skriver klarest og forfærdende smukt.
Enas historie sprænger sig pludselig vej ud af sit rolige leje med en ekspressiv kraft, som ridser sig dybt ind i tekstens stof og læserens nethinde. Romanens hjerte synkoperer læserens hjerte. Enas hjerte. Måske er det bare det hjemløse begær, der igen farer vild i sine indskydelser, i de forhåndenværende muligheders forførende nærvær. Måske er det ætsende sandfærdigt.
Ena forelsker sig i præstens mand. Og brænder sammen i en indbildt forestilling om, at han besvarer hendes følelser, besvarer hendes breve.
“Brevene er alvor, stoflige drømme, der åbner drømme og fremkalder hendes krop stykke for stykke, så hun kan mærke den. Hel. Svimlende ord. Hun går i stykker af glæde og heles som sig selv. Mærkeligt frisk. Og hun læser dem igen og igen og læser dem ind i alle mulige sammenhænge.”
Forelskelsen er – som katastrofen – et uafvendeligt, absolut og enerådende princip. Og Enas forelskelse ender i katastrofe.
Ensomme Ena, født og endt. Befamlet af guderne selv. Når det kommer til stykket, kan hvert enkelt liv ikke forenkles til andet end sig selv. Men det er også nok.
“Hun traver alene i stierne. Følger sine spor tilbage til begyndelsen. Men i mellemtiden er livet gået.
Det begynder at regne stille.
Liljerne er snehvide. De står i aske fra et forårsbål. Det lærte hun af sin bedstefar. Derfor den særlige, rene glans. Derfor duften.
De er vel smukke. De har altid været smukke. De piner hende.
De rødeste roser vokser i sand.”
Tiden er den stiplede plotlinie i Vibeke Grønfeldts bog, I dag.