Øjeblikkets skibbrud

Katastrofer på kollisionskurs i dansk debut

Af Pia Vigh

I watch you busting the at the seams,
I watch you touching both extremes
Of the Big Dipper,
the Big Dipper.
If we’re going down
Do you know which way we are sinking?
If we’re going down
Do you know which way we are sinking?
(Shirtsville)

Kvalmende!

nautKvalmen og søsygen melder sig på den turbulente episke rejse læseren foretager med de to hovedpersoner, Michael Boving og Naut. En rejse i tid og rum, mod katastrofer af unævnelig slags.

Bovings og Nauts livstråde løber som parallelle suturer i samme væv – til de mødes i et katastrofisk splitsekund. Michael Boving udlever den perfekte middelklasse-idyl i næsten kvalmende grad. Han forelsker sin smukke kone, skærmer sin yndige lille datter og forundres over sin egen lykke søndag morgen med snegle og digte. Kun pludselige og umotiverede anfald af kvalme bekymrer ham og synes at indvarsle en katastrofe, han ikke kan tænke.

Katastrofen indtræffer – en sjælssønderrivende katastrofe ingen mennesker bør overleve. Boving overlever. Og Naut: Født af en katastrofe og selv en katastrofe.

Katastrofen indtræffer – og tiden fortsætter uden at tage notits deraf; det er samtidighedens uopslidelige mysterium for enhver, som har oplevet verden synke i grus, mens verden udenom lever videre. I det vakuum af tid, hvor ét menneskes tid går i stå og tiden fortsætter upåagtet, fødes Naut, som en luftspejling af et legeme, et liv, i spændingen mellem mismod og overmod, afmagt og almagt

Naut blæser i tid og rum uden anden forankring end sin egen skæbne – Boving.

Parallelle linier konvergerer naturnødvendigt ved den definitive pol; i det sorte hul findes den singularitet, hvor alle naturlove sætter ud.

Naut. Naut er en blænde til Bovings kvalme over et for perfekt liv, Bovings søsyge (nausea) over den kollisionskurs hans lykke har taget. Boving er naufragus; skibbruden og berøvet sine værdier. Naut blæser i et kosmos, der overskrider de sædvanlige rumlige og tidslige kategorier.

For Naut kommunikerer alle steder øjeblikkelig med alle steder; fornemmelsen af at være isoleret har man ofte på rejse fra et sted til et andet, når man ikke er nogen steder. Efter katastrofen er Boving og Naut ensomme eksistenser i frit fald mod et nulpunkt af håb – som måske og måske ikke indfris.

Med klare referencer til Sartres Kvalme fra 1938 har Haun Nielsen begået en sælsom og mærkelig – foruroligende kvalmende – roman i grænselandet mellem nyrealisme og virtual reality.

Romanen behandler dygtigt tre meget tidstypiske temaer: grænseoverskridende rejser, grænseoverskridende kærlighed, og grænseoverskridende vold.

Handlingen forankres aldrig tidsligt eller stedligt, men flytter sig fra Ukraine, over Prag og Århus, til London og videre til Arizona. Fra Amerikanernes angreb på en japansk stillehavsø under Anden Verdenskrig til et rockeropgør i Århus et halvt århundrede efter. Handlingens bevægelse i sted og tid slår ned i romanens form, som flimrende brud og hurtige klip mellem Boving og Naut. En episk kurs man bliver en smule søsyg af. Bovings kærlighed til sin kone og deres datter hæver sig ligeledes i grænseløse løft af lykke. Kvalmt og banalt at bevidne, grænseoverskridende at opleve. Den for tiden så godt sælgende true love kontrasteres af handlingens kyniske voldsscener. Det flyder i kvalmende grad over med lidende kroppe, der vrider sig i dødskamp.

Naut er en noget zig-zaggende navigation mod bevidsthedens og tidens sorte huller, hvor virkeligheden imploderer i utænkelige katastrofer – når vanviddet og smerten over at have overlevet sin katastrofe langsomt brænder bevidstheden op.

Omvejene til historiens – og læserens – smertepunkter er lidt for mange og især unødvendige. Men når de rammes, rammer de træfsikkert og udløser mareridt og kvalme.

Og skibbrudne læsere som selv må tage bestik af en ny kurs tilbage til virkeligheden og egen havn.

Jeg har tabt verden
men fundet min havn
(Gustav Mahler)