– slår træt og evigt i Stig Dalagers tilfældige forbindelser
Af Pia Vigh
“Fodgængeren drejer om hjørnet og fortsætter i snesjappet henad Fifth Avenue. Fra et vindue på syvende sal kigger Tom Helfsgood ned på gaden og får træt, halvt drømmende øje på ham midt i vrimlen, hans halvt løbende, lettere spastiske gang får ham af en eller anden grund til at kigge på sit ur, et gammeldags ur af mærket Sun, her løber sekundviseren rundt med små næsten umærkelige hug, det er, som om den hele tiden er på vej til at standse, som om den tøver ca. hvert tiende sekund, hvor mange gange har han ikke dømt uret dødt.”
Fodgængeren med den spastiske gang som en træt sekundviser iler hastigt fra én fortælling til den næste – fra historien om den hjemløse plasticmand, der til slut giver op og sover ind på et gadehjørne med en mager hundehvalp som eneste, triste vidne – til Helfsgood på syvende sal og hans erindringer fra Saigon i 1972, hvor uret blev købt.
De 21 korte fortællinger associerer til hinanden i en ufravendt strøm. En stafet rækkes fra den ene fortælling til den næste; et menneske forlader en historie og trækker sit spor frem til en ny, en erindring, en fax … 21 tilfældige forbindelser – hver især båret af et tilfældigt menneske. Men et menneske, som i et glimt gøres til hovedpersonen i netop sin historie, hvor ubetydelig den end måtte forekomme.
Stig Dalagers dramatis personæ, disse mennesker, kunne være skitser til romanfigurer. De er deres historiers lidenhed til trods alle svangre med en udfoldet skæbne, et tungt episk åndedrag; ved første øjekast læser man mennesker, man kender. Ved andet øjekast finder man sig selv – betragtende sit ur.
Dalagers diktion er som Helfsgoods ur med den huggende sekundviser; tiden er træt, men den går stadig, stædigt, stille, og insisterende, som kun tiden i et gammelt ur kan gå. På knapheden og præcisionen i replikken mærker man dramatikeren Dalager. Den sproglige økonomi er stram men låner plads til associationens generøsitet; de tilfældige forbindelser skabes i hjertet på læseren, i læserens tid. Tidens nedslag i øjeblikke står som de punkter, der flygtigt forbinder tilfældige mennesker og steder.
Med sit hjerte hos det enkelte menneske i et enkelt øjeblik tegner Tilfældige forbindelser en række psykologiske skitser, der hver især er stille, men vægtige udtryk for empati – for medmenneskelig forståelse og engagement.
I Danmark har vi især to forfattere, som tager det medmenneskelige engagement og den aktuelle kommentar på sig; Jens Christian Grøndahl og Stig Dalager. Førstnævnte som en eksplicit opfordring, der er mindre klædelig end Dalagers subtile litterære hensigt, som den især kom til udtryk i monologen ‘Jeg tæller timerne’ – i Danmark sat op på Det Kongelige Teater med Kirsten Olesen i rollen som kvinden fra Sarajevo, der befinder sig i en beskyttelseskælder under serbernes belejring af byen i vinteren 1993. Hun har været spærret inde – alene – i dagevis og venter …
“Der er to tændstikker tilbage. Hun stryger den ene, men den går ud med det samme. Så tager hun med nervøse fingre om den anden og stryger også den. Den brænder. Hun tænder lyset, det brænder. Hun smiler svagt over den lille sejr. Vil igen se på uret, men ombestemmer sig, spænder det fra armen og smider det fra sig.
Jeg bestemmer stadigvæk. Hun sætter sig igen i stolen, trækker tæppet fast omkring sig. Hvad betyder et ur? Tiden har altid plaget mig alligevel. Først var der for lidt af den, så var der for meget. Timerne slog mig halvt ihjel. Jeg talte ikke længere dagene, men timerne. Nu er der igen for lidt. Lille pause.”
Som Helfsgoods ur er kvindens timer hele tiden på vej til at standse. Men kun på vej til … Menneskene i Dalagers verden, både når den omfatter Sarajevo, New York, Wien og København, bevæger sig i takt med deres tid, en takt, der synkoperer læserens hjerte.
“Og jeg vågnede
og klokken var kvart over otte
og dagen fuld af
støv.”
(De sidste to citater er fra henholdsvis monologen: Jeg tæller timerne (Forlaget Drama, 1993) og digtsamlingen: Og du skal vågne igen (Forlaget Per Kofod, 1996).