Af Pia Vigh
Aldrig har vi haft adgang til så megen virkelighed – på nettet har virkeligheden døgnåbent – men alligevel er det som uvirkeligheden breder sig. Som om virkeligheden ikke længere rigtig er konkurrencedygtig i den fiktive verden, underholdningsindustrien har bygget op. Vi har vænnet os til, at det vi ikke kan være sammen om, er uvirkeligt, og vi kalder det ‘drøm’, ‘forblindelse’. Så betyder det mindre, hvor virkeligt, hvor nært, hvor påtrængende og insisterende, det er. Virkeligheden – den rigtige altså – er blevet et kollektivt fænomen, og vi har overladt til distriktspsykiatriens fortabte at tosse omkring i deres helt egen personlige delirerende virkelighed.
Som æstetisk litterær genre har realismen sovet over sig og er blevet snigløbet af superrealismen, og det er vi i virkeligheden mange, som er taknemmelige for.
Sidse Falsig Pedersen giver sig i sin nyeste novellesamling af med virkeligheden. Med de virkelige liv.
“Jo, jeg har jo søgt om et liv. Altså et af dem med arbejde og venner og fast bolig, sådan et hvor man holder middag og snakker om ugen der gik. Sådan et hvor man hvert år er inviteret til Sankthansfest hos dem man kender der bor ud til vandet. Altså gamle venner, sådan nogle har jeg også søgt om. Sådan et liv hvor man nogen gange har nogle problemer, og måske også skændes med sin kæreste, men man kommer over det, og opdager at man er blevet stærkere af det. Hvor man holder en fest, og holder tale til sine nærmeste, og alle får tårer i øjnene, fordi man endelig får sat ord på det man føler for hinanden. Sådan et liv kunne jeg virkelig godt tænke mig, altså jeg har jo været skrevet op længe, og så var det jeg følte, at måske i dag, at altså nu er jeg vel snart oppe på ventelisten?”
Superrealisme kvalificerer sig ved, når den er veludført, at være sært nærgående i sin demonstrative men fyndige absurditet. Det gælder i Liv, som ovenstående er citeret fra, og det gælder i Galleriet, der rammer som et velplaceret stød i mellemgulvet; med sin koncise beskrivelse af den hændelse, som veloverstået alligevel synes at ændre balancen i en intimitet mellem 2 mennesker, hvis dag sammen ellers startede rart og solvarmt.
“Jeg kan ikke tale, stirrer bare på dig og forsøger at finde tilbage til hvor dagen begyndte, men jeg kan ikke.”
Som helhed betragtet er samlingen præget af en urolighed eller rastløshed, som på den ene side er motor for en forfriskende spontanitet, men som også sine steder linder grebet og koncentrationen. Flere af novellerne er ikke skåret helt skarpt nok og kunne med fordel have været redigeret strammere. Styrken ligger derimod i timingen. I timingen mellem figurer og udsigelser, og flere af novellerne vinder ved en betydelig prægnans i udtrykket; i den egentlighedens jargon som er den meget individuelle stemme i superrealismen.
Det gælder især monologen Gåtur; en dialog, som er halvsidig stum og derved bliver en monolog af den provokative slags.
Der er en stilfærdighed ømhed på spil midt i de til tider lidt højrøstede absurditeter; en særlig poetisk sensitivitet. Under den veloplagte fortællestemmes fantastiske overskud og ordrigdom, taler Sidse Falsig Pedersens egen stemme – indtrængende og sagte. Som i Verdens smukkeste hus:
“Bussen kører en omvej.
‘Vi lægger ruten om,’ siger chaufføren med tydelig accent i højtaleren.
‘I dag lægger vi ruten om. Vi kører ud og ser det smukkeste hus i verden.’
Jo, tænker jeg, det er fint, jeg har alligevel en aftale jeg ikke kan overskue.”
Figurerne i Ejerskifte tumler hver især omkring i deres egen boble af virkelighed; absurd, skræmmende, sørgelig eller smuk. En virkelighed som er ubrydelig og udelelig – suveræn i sin autistiske majestæt. Det forholder sig for figurerne i dette superrealistiske værk, som for superrealismen i forhold til de litterære genre i øvrigt; autismen er det autentiske og nødvendige vilkår. Autisme er den eneste måde at leve i verden uden at leve med verden. Superrealismen har i sine værker karakter af litterært øvelseslaboratorium for yngre forfattere med overbevisningen i behold; at form er kritik af alt som er givet.
Og det er i virkeligheden ganske opløftende!