Brunses første roman er som en fuga – gennemspillet med gehør for den insisterende konsekvens
Af Pia Vigh
Robert Zahme, en midaldrende lektor, modtager en dag et mærkeligt manuskript; en friherres erindringer fra 1700-tallet, som fortæller om det hemmelige ‘fristed’, Ramoth-Bezer, om dens besynderlige indbyggere, som alle er flygtet fra frygtelige oplevelser eller handlinger i den omkringliggende (virkelige) verden, om et samliv blottet for begæret efter sin næstes okse eller hustru, om byens evighedsmaskiner, og om den vældige palisade omkring byen, som skal forhindre de tilrejsende indbyggere i at rejse væk igen.
Manuskriptet har han fået af Ulla, en begavet studerende, som han er forelsket i. Kærlighed har det jo i reglen med at forråde sig selv, og Ulla ser sig ikke i stand til at gengælde hans kærlighed, ej heller til at afvise den – men med imødeseende livsberedvillighed formår hun i stedet at modtage ham i en meget smuk og fint underspillet scene. Som en sidste generøs gestus efterlader hun ham så en gåde – denne historie om et totalitært elysium.
Robert selv er indespærret af en gemen angstneurose, og som indbyggerne i Ramoth-Bezer unddrager han sig verden (voldsom men ærlig) som erfaringsfelt, som øvelsesfelt, og hans eneste forpligtelse overfor noget uden for sig selv, bliver hans beslutning om at renskrive Ullas manuskript,- og undervejs indføjer han sine egne forrevne erindringsbrud.
Middelaldermystik snoet omkring en nutidig handling genlyder unægtelig af Umberto Eco, og hans særlige sans for lingvistiske gåder og logogrifisk ubestemmelighed er heller ikke Brunse helt fremmed. Men selvom Eco spøger i baggrunden, er der aldrig tale om rigid pastiche, blot legitim og frugtbar inspiration.
Brunses narratologiske projekt finder sit udtryk som pirouetterende, snoet fugeret form; Ramoth-Bezer er netop, som fugaen, en uhyre formaliseret, stringent, medrivende og elegant komposition. Som kompositorisk greb i musikken er fugaen en form for strengt disciplineret, imiterende, kontrapunktisk fremstilling. I sin reneste og måske fornemste udformning benytter fugaen et konsistent antal stemmer og vedtagne strukturelle principper. Førstestemmen, eller ledestemmen, som hér er Roberts, er grundtonens subjekt, og denne stemme kontrasteres af en svarende stemme – gerne med en mindre tonal forskydning,- friherrens. Og den fugale finale udløses almindeligvis i en undseelig men alligevel inciterende (og insisterende) ‘cordetta’, hvis funktion egentlig er at afrunde et tema eller en passage snarere end at fuldbyrde en hel bevægelse eller komposition. En fugeret udgang, som den omanen betjener sig af, har derfor i reglen karakter af explicit rekapitulation og indgyder tilhøreren(/læseren) en følelse af oreløbig konklusion,- fugaen hæver sig i en spiralbevægelse i det uendelige. Som stilistisk greb udmærker fugaen, og altså dermed Brunses roman, sig især ved sin harmoniske og umiddelbart utvungne perfektion. Fugaens succes som genre afhænger af kunstnerens evne til at give afkald på anvendelsen af en formula i bestræbelserne på at skabe et yderst disciplineret udtryk.
Brunse er yderst disciplineret og ikke videre nyskabende, faktisk temmelig forudsigelig, men dels er forudsigelighed i mine øjne en ret futil kritisk indvending, og dels evner Brunse, med stor indlevelse omsat i klarsynet autencitet, at beskrive det triviale (f.eks. kærligheden mellem en træt lektor og en livfuld studerende) på en ikke-trivial måde. Når de 2 plotlinier, Roberts og friherrens, som hér snor sig om hinanden og blot drejer om sin egen akse, fremkommer en besynderlig spiralbevægelse af aktion og reaktion, af fremadrettethed og bagudrettethed, som til sammen efterlader et indtryk af stilstand. Plottet er m.a.o. ligeså fastlåst som Robert med sin livgivende kærlighed, som borgerne i deres klaustrofobiske paradis; formen afspejler loyalt indholdet.