Galgendans i en fremtid på gravens rand
Af Pia Vigh
Lykken er en forunderlig fugl; det er at blive ringet op en grå søndag og få at vide, at man ligner Michelle Pheiffer.
Det er at sidde til langt ud på natten og drikke billig rødvin, ryge for mange cigaretter og sentimentalt henrykkes over den simple genialitet i ABBAs musik.
Det er at støde frontalt ind i et smukt smil i en morgensur linie 27.
Det er at vide sig elsket – til døden os skiller … Christian elsker Lise … til døden dem skilte, da hun blev skudt en kugle for panden. Bad luck!
Og dog – for pludselig ringer det på døren en sen nat hos Christian.
“Det var en mørk og stormfuld nat … med gnistrende lyn og sitrende brag, der splintrede himlens hele, punkteret af få sekunders øredøvende stilhed, … og så er det ikke engang løgn … sagde jeg til mig selv, for der var ikke andre jeg kunne dele min iagttagelse med. Det var netop på sådan en aften man kunne få den tanke at … alt kan ske! og jeg var forandringssvanger.”
Ude i regnen står Lise, smuk og svagt grøn, med en duft af våd jord og rådne blade og det stille sivende skudsår i panden.
Lykken er at vide sig elsket, så døden os ikke skiller.
Selv hunden, Panser, krabber lykkeligt omkring, snuser nysgerrigt – som kun hanhunde kan – og kommer i sin overstadighed til at nappe Lises ene, let opløste, skamlæbe af.
Sammen flygter trioen fra det mørke Vestjylland mod København. Nu er det ikke helt ukompliceret at vise sig offentligt med en afdød, og problemer møder det lykkelige par da også for alvor, da de stiller på det lokale rådhus for at blive gift. Lise bliver kulet ned for anden gang og Christian anbragt på en sindssygeanstalt; vi har vænnet os til, at det vi ikke kan være sammen om, er uvirkeligt, og vi kalder det ‘drøm’, ‘forblindelse’, ‘forvildelse’. Så betyder det mindre, hvor virkeligt, hvor nært, hvor påtrængende og insisterende, det forekommer. Christians anbringelse er nu også mere en politisk sikkerhedsforanstaltning, end et psykiatrisk tilbud:
“- Lise er død, ikke sandt? Det kunne jeg jo ikke så godt benægte. – Jo, på sin vis, men man kan nu ikke mærke det på hende, sådan til daglig, i hvert fald. – Nå, nej, hvis du siger det, men, altså, de høje herrer, ikke sandt, de er altså ikke så glade for de døde, ikke så længe flere og flere af dem insisterer på at løbe rundt i samfundet, og sådan …”
Men ung overmodig lykke lader sig ikke sådan uden videre punktere. Med hjælp fra ligesindede, som også er afgået ved døden, men nægter at tilbringe den i en klaustrofobisk boks, kidnapper Christian Kirkeministeren og finder Lises sidste hvilested. Faste i troen, om ikke i kødet, beslutter de at overstige den sidste forhindring, som skiller dem – livet.
Så en mørk og stormfuld nat skyder Christian sig en kugle for panden … Jo, jo – tænker man så, små slag – der må være mening med galskaben?
Umiddelbart synes det, at Bruun har gjort romantikkens credo til sit: man skal miste sig selv for at finde sig selv. Men hvad er idéen med denne absurde, deliriske fremtidsvision? At indklage Virkeligheden for Menneskerettighedskommissionen? Eller er han virkelig fræk nok til at stille filosofiens kardinalspørgsmål: “Hvad er Livet og er det værd at leve?” Det sidste søges jo i reglen besvaret af de som mener “nej”.
Men hvordan forklarer Bruun den forbrændningsproces, vi med slet skjult patos kalder Livet? Som et åndeligt dilemma, der konserverer kroppen mod forfald? Næppe – både Lise og Christian er figurer med omtrentlig psykologisk dybde som crash test dummies, så deres dilemma er til at få øje på.
Måske indsigten snarere er, at vi lever i konstant ængstelse for dets ophør; dog når det er ophørt, er det næppe savnet – livet. Det evige liv er frygten for døden ført ad absurdam. Absurd forekommer det nekrofile projekt som er Lises og Christians, og dermed Bruuns. Men man må til tider udforske de mest afsides kroge af et emne for at opdage de enkleste ting, som har den mest almene menneskelige interesse. Og i det omfang Bruun – med tungen i kinden – svarer på sine egne ambitiøse, retoriske spørgsmål, svarer han bekræftende: mit liv er i den grad værd at leve, fordi det defineres af noget så banalt og så stort som andres liv. En tautologi, bevares – men en indsigtsfuld og smuk tautologi. Gentagelsen er hans greb – for gentagelsen er ophævelsen på var og er.
Dette er Bruuns romandebut, og hans metier som lyriker fornægter sig ikke i de fintslebne formuleringer, der kortslutter de mest tarvelige klichéer med originale metaforer. Hans plaprende, humoristiske, surreale ordmaskineri kværner selv de mest abstrakte komplekser til absurde strømme i egentlighedens jargon. Men midt i morskaben er der en nuance af respekt, der aldrig forsvinder. En sælsom tavshed driver sit væsen bag hans højrøstede tale. Humor er kærlighed til viddet. Men den introducerer samtidig distancen.
“Humorens dybeste funktion er at lade latteren komme gråden i forkøbet.” sagde Frithiof Brandt. Vi græder når vi bliver født, og vi dør, når vi har grædt nok. I mellemtiden opstår lykken af de få og små evigheder, som indfinder sig mellem livet og døden. Livet og Døden er markeringer, vi accepterer men dybest set ikke forstår – andet måske end i glimt efterlods; når et lille nyt menneske fødes eller et elsket menneske dør. Det, at forståelsen altid halter lidt bag efter, suspenderer virkeligheden – og med den, sandheden. Og hvad skal man i grunden også med den, hvis lykkens forunderlige fugl spiser af éns hånd …