Liv i lynglimt
Der er noget på én gang internationalt i det episke snit og noget udpræget nordisk over Grønfeldts klangdybde og toneleje i hendes omgang med frostskadede sjæle.
Grønfeldts episke åndedrag er let og stærkt; det puster støv af dybe afkroge i et renfærdigt suk af nærvær. Grønfeldt er en blufærdig iagttager og beskriver; hun holder en klædelig distance til sine personer. Ikke udeltagende eller fjernt betragtende. Men heller ikke befamlende og bedrevidende eller alvidende. Hun betragter medvidende.
Read More »