Af Pia Vigh
Det har gennem verdenslitteraturhistorien været få danske forfattere forundt at indskrive sig i et internationalt publikums bevidsthed med en autoritet af både tidløshed og nødvendighed; ganske få om i virkeligheden ikke blot én – Hans Christian Andersen.
Hans værk omfatter både essays, erindringer, romaner, noveller, rejseskildringer, mindre afhandlinger og artikler. Men først og sidst – eventyr.Andersens eventyr definerer helt deres egen genre med deres evne til at kombinere folkeeventyrenes kollektive fortælletradition med Andersens egen individuelle kunstneriske bearbejdning af traditionelle arketyper og symboler. Et forunderligt eksempel herpå er Snedronningen.
I sine erindringer fortæller Andersen: “jeg huskede fra Vinteren forud, at da vore Vinduer stode tilfrosne, havde min Fader viist os, at der var frosset paa Ruden, ligesom en Jomfru, der strakte begge sine Arme ud. ‘Hun vil nok have mig!’ sagde han i Spøg; nu, da han laae død i Sengen, kom det min Moder i Sindet, og hvad han udtalte, beskjeftigede min Tanke.”
Kernen i Andersens eventyr om de to uskyldige børn, Kay og Gerda, Djævelens troldspejl, som Kay får en splint af i øjet, Snedronningens forførelse af den forandrede Kay og Gerdas tilbagerobring, har sit dybe subjektive udspring. Kays splittelse mellem Snedronningens frysende skønhed og indsigt og Gerdas uskyldsrene oprigtighed, er fremskrivningen af den indre romantiske splittelse mellem intellekt og naturlighed, ånd og krop. Et for tiden og Andersen typisk tema.
Splittelsen draperes elegant om den gammeltestamentlige myte om Lots hustru – der vender sig mod fordærvelsen og bliver en saltstøtte – og komponeres over skabelsens syv dage. Siden formidles denne opdatering og æstetisk forarbejdede myte i et mundret skriftssprog – og héri bestod Andersens særegenhed og geni.
For nok er eventyrernes essens og motiver hentet i voksenverdens fælleshistoriske bevidsthed, men vinklen er barnets frøperspektiv, og sproget tillempes således, at det retter sig mod højtlæsning. Hør bare:
“Slottes Vægge var af den fygende Sne, og Vinduer og Døre af de skærende Vinde; der var over hundrede Sale, alt ligesom Sneen fygede, den største strakte sig mange Mile, alle belyste af de stærke Nordlys, og de var saa store, saa tomme, saa isnende kolde og saa skinnende.”
Hvis man vil forvisse sig om eventyrets funktion og skønhed, når det læses højt, kan det stærk anbefales at tilbringe en aften på Det Ny Teater og forglemme sig selv og verden for en time, når Susse Wold låner stemme til Andersens smukke, dybsindige og sentimentale eventyr om uskyldigheden som ikke lader sig fordærve, kærlighedens magt og forstandens begrænsning.