En verdens forlis i april
Af Pia Vigh
Det siges, at Titanic er er et af de mest kendte ord i verden – kun Gud og Coca-Cola overgår det. Sandt eller ej, står det fast, at uagtet det er mere end 85 år siden, RMS Titanic sank, er vi stadig bevæget tryllebundne af hendes forlis. Af myten Titanic.
En synkefri fremskridtstro
D. 15 april 1912, klokken 02.20, gik en verden under. Den mægtige passagerdamper, Titanic, stævnede d. 10. april ud på sin jomfrurejse – fra havnen i Southampton med kurs mod New York City. Fire dage nåede hun at sejle som det hidtil største og smukkeste bevis på teknikkens triumf og tankens knejsende uovervindelighed – en synkefri fremskridtstro. Titanics kaptajn, E.J. Smith, er citeret for at have sagt: “Jeg kan ikke forestille mig nogen omstændighed, som kunne forårsage at et skib går til bunds. Moderne skibsbyggeri har bevæget sig hinsides dette.” Det faldt ingen, bortset fra skibets konstruktør, ind, at is kunne være et problem – på den kurs, for så mægtigt et skib. Det faldt ingen ind, at der ikke var redningsbåde nok til de i alt 2207 passagerer; Titanic var udstyret med langt flere redningsbåde, end loven på det tidspunkt krævede.
Den sidste gyldne drøm
Og så …? Ved Andrea Dorias forlis omkom 51 mennesker. Estonia gik under med mindst 852 sjæle. I Scandinavian Star indebrændte 158 individer. Verden har bygget større skibe siden Titanic. Verden har oplevet større skibskatastrofer både før og efter Titanic. Verden har oplevet kollektive traumer som 1. Verdenskrig umiddelbart efter Titanics forlis, uden at erindringen om den relativt overskuelige katastrofe er druknet i mareridtet efter den måske blodigste krig i verdenshistorien. Titanics forlis er en græsk tragedie i en moderne kontekst. Det er beretningen om heroisme, selvopofrelse, noblesse oblige og edwardiansk aristokrati konfronteret med teknisk storhedsvanvid og klassekamp. Ingen anden tragedie i verdens historie synes så uundgåelig og kunne så let og enkelt have være undgået som Titanics forlis. Og det er dette paradoks, der tilsyneladende holder liv i myten om Titanic i et omfang, som rækker langt ud over katastrofens omfang eller betydning.
Romantisk løgn
Titanics forlis førte naturligvis til omfattende søforhør, som blandt andre den polsk-engelske forfatter Joseph Conrad fulgte nøje. Conrad kendte en del til maritime forhold og blandede sig ofte i den offentlige debat omkring Titanic, og på et stridsspørgsmål omkring det utilstrækkelige antal redningsbåde skrev Conrad harmdirrende til rederiet White Star Line: “… Lad ikke så mange mennesker drukne på den smukkeste og roligste nat, som nogensinde er set på Nordatlanten – selv om I bereder dem lidt musik at drukne til. Sælg færre billetter! Det er løsningen på problemet, eders merkantile Majestæt!”
“Isbjerg ret forude!” knuste drømmen om en verden, hvor mennesket for alvor havde sat sig til herre over naturen. De 46.328 tons stål og jern kunne ikke dæmme op for den skade sammenstødet med isbjerget afstedkom. Det tog Titanic to timer og fyrre minutter at synke.
Om bord var passagerer som længe blot følte sig noget forulempede over al det postyr. Orkesteret spillede videre. Det falder ingen ind – bortset fra sygelige fatalister – at verden kan gå under. Men det gjorde den. 1502 mennesker frøs ihjel eller druknede. 1502 enestående, umistelige liv. Børn, ægtefæller, forældre.
Hvorfor?
Titanic var den sidste store drøm om Guldalderen – et skib designet til at være den hidtil største bedrift i en historisk periode af fremgang, pålidelighed og konvention. Verden stod for at ændres drastisk. Radioen var blevet opfundet i 1901. Wright-brødrenes første succesfulde flyvning fandt sted i 1903. Den arkaiske opfattelse af klasse, moral og kønsroller mødte stigende kritik og trods. Hvis Titanic som begreb var sin tids klimaks, var hendes forlis så ikke den tragiske, men logiske udgang på et ældgammelt drama?
Beretningen om Titanic – fra hun fødes som en drøm i hjernerne på begejstrede ingeniører, til hun går under, og en verden mister troen på sig selv – betjener sig af tragedieformlens nådesløse og frysende logik. Guderne straffer menneskenes hovmod. Tidens, stedets og handlingens enhed overholdes; på et skib, som på sæt og vis bærer hele den vestlige kultur på sine dæk, udspiller et to timer og fyrre minutter langt eksistentielt drama sig, fra udkigsposten spotter den hvide skygge på det blikstille, nordatlantiske hav og til det sidste af agterenden glider under i et stille sug.
I erindringen og beretningen om Titanic finder en episk renselse af virkeligheden sted, og om historien havde været fiktiv, kunne den ikke have været mere perfekt i sin orkestrering af tid, handling, sted, personer og temaer.
En kæde af begivenheder og beslutninger fra før Titanic blev bygget til få sekunder før hun sank, førte til den katastrofale afslutning. Havde blot ét af de mange led været ændret, havde om ikke hele katastrofen så dog det store tab af menneskeliv formentlig været afværget. Ikke desto mindre foregreb hvert eneste led det næste, hver eneste beslutning førte uafvendeligt til den næste – til Titanic lagde sig på 4000 meters dybde.
Titans hybris
En beslutning som næppe har haft konsekvenser for Titanics forlis, men nok for mytedannelsen omkring hendes skæbne, er rederiets beslutning om at døbe hende Titanic. I den græske mytologi er Titanerne de overmodige, himmelbetvingende gudesønner, som spillede Zeus et puds, og som straf herfor blev styrtet i dybet.
Hybris er en vigtig ingrediens i mytedannelser, og det er for eftertiden vanskeligt at overse den ellers ubetydelige roman, Morgan Robertson skrev i 1898 – fjorten år før Titanics skæbne. Robertsons roman hedder Dårskab eller Titans vrag og handler om en gigantisk transatlantisk oceanliner på jomfrurejse til New York. Det mægtige skib kolliderer med et isbjerg og synker modstræbende. Skibet bærer navnet Titan. Romanens beretning ligner i detaljen til forveksling hændelsesforløbet for Titanics forlis. Som et lille kuriosum kan nævnes, at Robertson kort tid efter skrev en roman om en fremtidig krig, der udkæmpes i luften af fly medbringende ‘solbomber’ stærke nok til at kunne udslette byer. En krig, som starter med et japansk angreb på Hawaii …
Andre prominente forfattere kommenterede også forliset: Bernhard Shaw fandt at Titanic-hysteriet var en “eksplosion af romantisk løgn”, og opponerede direkte imod Arthur Conan Doyle, som i Daily News fastholdt, at briterne om bord efterlevede mottoet ‘Be British’ og lod kvinder og børn gå i bådene først.Herhjemme måtte en progressiv Johannes V. Jensen lidt træt undertvinge egen fremskridtsbegejstring og beskrive katastrofen som “et mægtigt tilbageslag for teknikken”. Det var langt mere end som så. Titanics forlis er symbolet på en verden, som mistede troen på sig selv. Efter Titanic indtraf katastrofer, som ingen troede mulige, og de eneste, som gang på gang formår at se håb i ødelæggelsen, er digterne, der som Tom Kristensen i Hærværk fra 1930 kunne skrive: “Jeg har længtes mod skibskatastrofer / og mod hærværk og pludselig død.”
Havets hjerte
På sæt og vis blev Titanic en epokes stigma; det enkelte sårmærke, som bærer vidnesbyrd om en verdens forlis. Det faktum, at der optræder en kombination af referentiel bestemthed (det skete virkelig) og tidsrummets mekanisme, som er erindringens generative vilkår overhovedet, er det, som til stadighed fascinerer os og gør myten Titanic til en virkelig fiktion.
Titanics forlis er blevet en slags fælles erindring, som tilgodeser og respekterer en begivenheds særegenhed og samtidig universaliserer denne begivenhed til en tids generelle præmis. Denne universalitet er ikke funderet i fiktionen, er ikke baseret på ‘den store fortælling’, en mægtig narratologi, men hviler på en genkendelse og tilbagevenden af datidighedens (uhyggeligt præsente) datid; vi glemmer aldrig myten om Titanic – for vi genkender den, hver især.
Selv når den sidste biografgænger har forladt James Camerons imponerende filmværk, vil vi finde anledninger til at fejre og huske Titanics storhed og fald. Andre film vil følge og bøger blive skrevet. Titanic er et eviggyldigt ikon på et hjerte, som ønsker sig for meget. Et hjerte, havet kræver tilbage.
Litteratur:
Joseph Conrad: Some Aspects of the Admirable Inquiry, (1912). Tom Kristensen: Hærværk, (1989, Originalår: 1930.). Morgan Robertson: The Wreck of the Titan or Futility, (1986, Originalår: 1912.)