Liv i lynglimt

Et stilfærdigt daguerreotypi

Af Pia Vigh

“Tiden forandrede uden hjælp alting for alle.”

i_dag_100Tiden er den stiplede plotlinie i Vibeke Grønfeldts bog, I dag.

Fra den tid, hvor Pressens Radioavis på teaterdansk berettede om Adenauer og Grauballemanden. Til kølig regn og Tour de France og det store postrøveri. Fra d. fjerde juli 1952 til d. fjerde juli 1996.

Tredive livsafnit som hver især samler én dag.
Et menneske.
Et liv.
Ét liv.

Tredive glimt af de få og små evigheder, som indfinder sig mellem livet og døden. Tredive pauser på klods i en tid, som har gjort kommunikationens hastighed til sit mantra. Men I dag har god tid.

Optegnelserne er glimt af forskellige mennesker til forskellige tider og på forskellige livsstadier. Nok er den klaustrofobiske og smukke, men med tiden fordærvede ø-kultur, en vigtig fællesnævner. Men mest som den kulisse, der samler fokus på scenens aktører.

I broget forskellighed spiller livsafsnittene, bevidsthederne, dagene, proteanske ind i hinanden, og over deres forvandling våger umådelig præcision i kompositionen.

Der er noget på én gang internationalt i det episke snit og noget udpræget nordisk over Grønfeldts klangdybde og toneleje i hendes omgang med frostskadede sjæle.

Grønfeldts episke åndedrag er let og stærkt; det puster støv af dybe afkroge i et renfærdigt suk af nærvær. Grønfeldt er en blufærdig iagttager og beskriver; hun holder en klædelig distance til sine personer. Ikke udeltagende eller fjernt betragtende. Men heller ikke befamlende og bedrevidende eller alvidende. Hun betragter medvidende.

Grønfeldt er en nærsynet iagttager; hendes optik er detaljens, delens. Og hun har tiden med sig. Har nok i et øjeblik. I det øjeblik, som tegner et menneske. Hun finder og viser os det øjeblik, som er koden for et menneskes liv. Hendes personer lever i et ord, i en handling, mere præciseres de ikke; de er en del af en tid og denne del er evig. Enhver definerer sig for altid i et enkelt øjeblik af sit liv, det øjeblik, da et menneske for altid møder sig selv.

“Mens hun svømmer, er hun hævet over trivialiteterne. Hun tænker ikke på noget. Hun har sig selv og alle sine dage i behold og kan gøre lige hvad hun vil.”

Menneskene af I Dag er transparente eksistenser som ikke sætter sig spor i tiden. De er punktnedslag på en tidslinie, og har kun gyldighed det øjeblik, de lever for læserens blik. Hver optegnelse (og i den, hvert menneske) bærer sit eget øjeblik, bærer sit eget stigma. Præcis hvor det lokaliseres, bestemmes af læseren. Jeg blev dybt berørt af d. første september 1964.

“Han svinger en tung sæk op på ryggen og ser ud over markerne. Fortykkelsen på blodåren er voldsom. Blodet synger.
Karrets elasticitet er opbrugt og de udspændte vægge størknede i et tryk mod vævet.
Manden går et par skridt med sækken på ryggen, stiller den og kryber op på vognladet for at flytte de sidste sække frem til kanten, hvor han kan nå dem nede fra jorden. Han retter sig op i den friske vind. Den udspilede åre i hovedet springer. Han mærker en stor, men forbigående lettelse og falder af vognen, ned i den bløde muld, som han har harvet omhyggeligt.”

Blodet synger – den metafor, der som en pil skyder ud af netop den scene og rammer netop mig.

Disse sårmærker kan aldrig fanges i en analyse eller i en særligt begavet læsning. De bløder fra en erindring. En anden læser erindrer måske sit sår i Martine Sørensens livskapitel.

Som de fleste mennesker af I dag, håber Martine Sørensen, at hun ved at fortie fortiden kan glemme den – en strategi som hyppigt anvendes af krænkede, af forbrydere og af forsmåede elskere, men næsten altid med et utilfredsstillende resultat. Erindringens spil med tiden.

“En gren svirpede hende i ansigtet med lådne blade. Hun var ikke glad og ikke trist.
Senere tænkte Martine Sørensen, at hun havde været lykkelig, fordi ulykken endnu ikke lige netop var sket.”

Øjeblikket efter at grenen svirper hende i ansigtet, bliver hun voldtaget. Med kortsluttende krydsklip i tiden, lader Grønfeldt nutiden lynglimte i datidigheden. Hun låner en fremtidig erindring plads i et nu. Disse lyn af øjeblikke, af sårmærker og erindringer bærer i sig en voldsom metonymisk ekspansionskraft. For hvert lyn, der slår ned i mig og mærker min erindring, fortæller jeg min egen historie. Hvad enten jeg kan lokalisere og benævne en virknings nedslagspunkt eller ej, så er det et supplement; det er det lynglimt, jeg tilføjer det allerede læste. Det, der i Grønfeldts roman er første september 1964 er for mig første juli 1989. Derfor er I dag et helt og helende episk værk, sin tilsyneladende brudthed til trods.

Hele historier skaber hele mennesker. Og hele historier er stilfærdige historier, lyttende historier. Grønfeldts historier er – som altid – fortalt med tilbageholdt åndedræt, der dæmper egen talestrøm for at lytte. Lyttende historier stiller spørgsmål. Hvorfor dør en mand i 1964 af en hjerneblødning? Hvorfor i 1989? Hvorfor bliver Martine voldtaget? Hvorfor Martine? Hvorfor den anden juli 1994? Er det en tilfældighed?

Det, vi kalder tilfældet, er vor uvidenhed om årsagsforholdenes komplicerede maskineri. Siger Jorge Luis Borges.
“Det interessante i verden er de mange anelser og den store uvidenhed. Mellem de to punkter sker det.” Siger Vibeke Grønfeldt.

Virkeligheden er muligheder, og kan ikke være til stede som andet end en fornemmelse. I hver af optegnelserne, for hver af de optegnede personer – og til disse regnes læserne – finder en overlejring af virkelighed og fortid sted.

“Vanerne og den uforstyrrede ensformighed forlængede for femoghalvtreds år siden timerne i marken og skoven. De forlængede dagen og udstrakte ungdommen. Senere opdagede han, at ensformigheden og melankolien nok udvidede øjeblikket og tømte fremtiden, men at den også tømte fortiden. De gennemlevede dage forsvandt sporløst bag ham som dråber i en sanddynge. Han kunne ikke skelne årene bagved fra hinanden. De var væk. Han havde mistet dem og forsøgte at rense sin tid yderligere.”

I dag er et stilfærdigt og stærkt daguerreotypi af mennesker i deres tid. Et af menneskene er mig. Et andet dig.

“Meget er muligt, men fortiden er det ikke.”