Humanismens ekko

Af Pia Vigh

marguerite-yourcenar-4“Historien bevægede mig, som jeg håber, den vil bevæge læseren. Desuden forekom den mig og det fra et rent litterært synspunkt, at rumme alle den tragiske stils elementer og derfor passe fremragende ind i rammerne for den traditionelle, franske fortælling, der synes at have bevaret nogle af tragediens karakteristiske træk. Tidens enhed, stedets enhed og det, Corneille i sin tid, med et særligt heldigt udtryk, kaldte farens enhed.”

Sådan skriver Marguerite Yourcenar i forordet til sin fortælling, Nådestødet, der unddrager sig en mere jordnær karakteristik som ‘roman’ eller ‘novelle’.

Yourcenars mandhaftige beretning er opdigtet, men sat i ord med så dristig højtidelighed, at den bliver et virkeligt og grumt bevægende vidnesbyrd aflagt af en tysk officer på banegården i Pisa, “lige før daggry, i den time, hvor de følsomme betror sig, hvor forbrydere tilstår og hvor selv de mest fåmælte kæmper mod søvnen med historier eller erindringer.”

Eric von Lhomond beretter lavmælt og insisterende for den brogede flok af sårede og sovende soldater, den dovne tjener og den enøjede droskekusk. Om bolsjevikkerne i Kratovice. Om Søskendeparret Conrad og Sophie. Om den poetiske yndling med den særlige evne til at opbyde et tilstrækkeligt mål af hårdhed. Om Conrad med den energiske nonchalance og det svækkede helbred. Om Sophies vilde, forgræmmede og bitre ynde. Om den fællesmægtige ubrydelighed de tre imellem. Om bevægende tildragelser og grusomme handlinger. Om den fortvivlede vildskab i et hjerte, der sætter ud.

“Det er ikke altid til gavn for dyden, at man lægger tvang på sig selv.”

Erics betvingende blufærdighed, opløst i beretningen som saltet i havet, lader sit udtryk tage retning mod det mål, følelserne kredser om; den harmoniske balance i kærligheden til Conrad og den brutale og besnærende afvisning af Sophies vildsomme og totale hengivelse.

Eric fremsætter sit skriftemål med en stemme, der gelassent, om end indtrængende og sikkert, på forhånd afskærer de indvendinger og forbehold over for fortællingen, som ellers kunne frygtes. Hans usentimentale, koncise beretning er en episk renselse af virkeligheden – hans som tilhørernes.

Den episk hårdtspændte koncentration af stedets, tidens og farens enhed, af tragedieformlens frysende og uomvendelige logik, den tragisk utilsigtede og derfor skyldfri skyld, og den klassicistiske præcision i komposition og udtryk, er en stilistisk disciplin, der stiller store krav til sine udøvere, og som hér honoreres på den mest frapperende vis.

Hos Yourcenar tugtes og renses læseren; man fængsles ikke blot gennem frygt eller fortryllelse, men tvinges af tematikkens fremadskridende sti til slutpunktet. Man får det indtryk, at Erics fortælling bemægtiger sig en forudbestemt vej. I teksten er tematikken et ydre tegn, et symptom på indre sammenhæng.

I Yourcenars forfatterskab, hvis vægtigste værker er biografiske, findes et konsistent oprør mod dannelsestanken og romantikkens credo, at man skal miste sig selv for at finde sig selv.

Den romantiske ånd, som tager sig selv til fange i uendelige selvbetragtninger, i svimle og sentimentale piruetter af patetiske indsigter, den ligger Yourcenar uendelig fjern. Det gælder den tre bind store selvbiografi såvel som Kejser Hadrians erindringer, de værker, der har aftvunget og publikum og især kritikere stor respekt. Men tydeligst er det i dette værk som “menneskeligt dokument”.

I Nådestødet folder Marguerite Yourcenars overbevisende blanding af forstandighed og empati sig skarpest, grummest og smukkest ud. Blandingens rette navn er humanisme. Humanisme er krumtappen i Yourcenars univers. Når kroppens bevidsthed forbedres og korrigeres ved åndens bevidsthed og alligevel må fejle, når det vaklende sind – romanfigurens som læserens – fæstnes i instinktiv fornemmelse og indsigt.

Der er intet sentimentalt eller befamlende eller for enhver pris forstående ved Yourcenars menneskesyn; døden er de levendes lov.