– Svimmel læser på en kværnende karruseltur
Af Pia Vigh
Litteratur er en størrelse, det er meget uheldigt at operere absolut med. Men det mest grundlæggende kriterium for min oplevelse af et stykke dårlig litteratur er forudsigelighed.
Forudsigelige historier forudsigeligt fortalt er spild af engagement. Der findes så dybt tilkørte tankespor, ideen ikke viger fra når den én gang er i dem, at banen bliver for snæver og målet for synligt – og oplevelsen kører af sporet eller farer vild i en distraktion.
Forudsigelig er det sidste adjektiv, man kan klistre på Bluitgens debutroman, Evighedens frist: En post-moderne udgave af Frankensteins sammenflikkede patchwork menneske er i København for at slå sin ukendte datter ihjel. Hun er nemlig uden at vide det enearving til løsningen på gåden om evigt liv, og hendes far, Abraham E. Jensen synes at gendrive det faktum, at grundlæggende er videnskaben ganske ude af stand til at forklare sig selv og sit ophav, mennesket.
Mennesket er som bekendt et pattedyr. Men det er mere end det, for det har én egenskab frem for dyrene, én eneste, som ikke har det fjerneste at gøre med ‘den udødelige sjæl’: Mennesket kan forstå. Når vi forstår, eller prøver at forstå, har livet fået en mening udover opretholdelsen af de fysiske funktioner.
Abraham E. Jensen har godt nok et gorillahjerte i sin brystkasse, men han har også en forståelse af, at så længe hjernen ikke kan udskiftes, så længe vil mennesket plages af mareridt, drømme, irrationalitet, samvittighed – og ambitioner. Hans mål er udødelighed, og det forfølges med en panisk iver, der gør videnskabsmandens triumfskrig betænkelig identisk med vildmandens primalskrig.
Abraham Jensens projekt krydses af en kartograf med storhedsvanvid, som i sin infantile søgen efter sin far forsøger at kortlægge mennesket og dets udfoldelsesrum – verden, som virkeligheden skitserer den. Hans navn er A. Stillits – i overensstemmelse med hans væsen stavet ens både for- og bagfra – og hans virkelighed er tal.
Stillits’ ulykke er, at han synes at have overset det forhold, at tal er en transcendent egenskab ved virkeligheden. Tallet 4 eksisterer ikke: 4 er 2 pærer plus 2 pærer, minus pærerne. Det vil sige intet. Uheldigt når nu videnskabens fornemste mission er at reducere fantasi og abstraktion til virkelighed. Med Stillits’ bevidste søgen i det åbenbart meningsløse bliver det klart, at oplysning er en komplementær størrelse til forståelse – jo mere oplyste vi er, jo mindre forstår vi.
Disse er romanens to spor – og, nå ja, der er for resten også en sindslidende fange i Vestre fængsel, og hans psykolog som i sin natmørke lejlighed på fjerde sal i Sankt Hans Gade skriver en forstyrret, hemmelig journal over sin klient.
Parallelt viklet om disse spor snor sig et historisk, som i sporadiske hop bringer os tilbage til både Hérnan Cortés’ søgen efter El Dorado i Mexico i 1519 og til en teologisk forskers optegnelser over de hedenske guder på de Vestindiske Øer i slutningen af 1700-tallet.
Utallige linieføringer som i forvirrende glimt kortslutter og lader ane en sammenhæng af mytiske dimensioner. Men som det nok turde fremgå, må læseren holde tungen lige i munden, blikket fast på tekstens skelnen mellem fonte og kursiv, og synapserne koncentreret om én historie ad gangen.
Bluitgens episke greb er piruetten, men i en piruet er det altafgørende at fæstne blikket på et fast punkt for ikke at blive svimmel og vælte omkuld. Drevet frem af en urolig, veloplagt energi og sproglig kådhed forglemmer romanen sit fixpunkt – og vælter.
Hvis man skal gøre forsøg på at samle romanens forvirrede og desorienterende brogethed i ét tema, er samvittighed måske et bud. Dermed indskriver Bluitgen sig i sin generations pludselige moralske – og dybt uinteressante – kvalme over egen fremskridtsbegejstring og jublende, idiotiske optimisme på humanismens vegne. Evighedens frist er en rodet og humoristisk bog – irriterende og velskrevet – men altså også en meget etisk bog. Og der er jo det sikre ved etikken, at ingen modsiger den!
Som organisator i et spil, hvor det gælder om at få læseren til at spille med, lader Bluitgen kaotisk brogethed forvirre, forundre og udfordre sin læser – men forvirring skal vel næppe udgøre et mål i sig selv. En forfatter som Erwin Neutzsky-Wulff kunne tænkes at have været inspirationskilden hér, men hos Neutzsky-Wulff ligger altid en uhyre skarpt tænkt og stringent idé bag det forvirrede udtryk.
Så nok er Evighedens frist med sit uforudsigelige og forundrende mylder af ideer og småhistorier en svimlende, morsom og spændende karruseltur. Men romanen synes ikke at bære sit formål i sig selv, så denne læser røg af i svinget.