|
anmeldelse Graf
Barndommens smertepunkter
afdækkes forsigtigt i svensk roman
Barndomserindringer - det er noget med
hinkestene, som lynglimter i den første, skarpe forårssol. Det er noget
med puddersukkermadder i hånden, sår på knæene og høje, gennemtrængende
lyde af de andre børn. Det er noget med at surmule over at skulle for
tidligt i seng, og at træskoene ikke må afløse vinterstøvlerne før
tidligst til maj. Barndommen er de store oplevelsers og de små
fortrædeligheders tid. Eller burde være...
Alexandras barndom er de små oplevelsers og de store fortrædeligheders
tid. Det starter ellers så godt, da hun pludselig får en far. Hun er 3-4
år gammel og uhyre bevidst om, at hendes liv alene med sin mor er
ufuldstændigt, at hun mangler noget, de andre børn har.
Men pludselig er han der, faderen. Mor får farve i kinderne og Alexandra
får en pose chips, og i tilgift dét hun altid har savnet. Glæden trækker
striber af lykke gennem Alexandrarummet, der "er
dybt og gyldent uden vægge", og som åbner sig, når hun er alene
eller sover.
Men den ny far trænger ind i Alexandras rum; kigger hende over skulderen,
når hun tegner, stjæler mors opmærksomhed, læser i hendes dagbog, håner
hende for en gryende forelskelse i sin lærerinde, sætter trodsigt sin
vilje igennem i ubetydelige situationer. Og allerede fra start fornemmer
hun, at noget ved den ny far er helt galt:
"Jeg føler noget mærkeligt, som jeg aldrig før har
følt: Ivan har trukket mig ind i sin leg (...). Han må bestemme. Over for
ham bliver jeg barnet, som er til for ham. Jeg, som er vant til, at de
voksne på en eller anden måde er til for mig."
Alexandras barndom udvikler sig til en uhyggelig studie i, hvor galt det
går, når voksnes afmagt overfor tilværelsen finder afløb i magtmisbrug af
børn. Ivan er et grænsepsykotisk menneske, som i sit forhold til en kvinde
og hendes datter finder mulighed for at kompensere for den ynkelige
utilstrækkelighed hans egen barndom har udstyret ham med. Han tiltvinger
sig rollen som familiens altdominerende magtfaktor, der med en blanding af
infantil frygt og beherskelsestrang trænger ind på Alexandras intimitet.
Også - og især - seksuelt.
Anna Mattssons roman, Alexandras rum, er en barndomsberetning af klassisk
tilsnit; et barns kontinuerte forsøg på at gennemskue og forstå incestens
logik, dens plads i en voksens mands psyke, den krænkende fars motiver,
den skrøbelige mors uforvarende(?) svigt.
Incest er altså nøglen hér, tænkte jeg - lidt træt. Træt fordi incest er
et så 'interessant' emne i tiden - et emne, som forekommer mig at være i
nogen grad overeksponeret, taget respektløst under behandling af kyndige,
og især ikke-kyndige, i tide og især utide. Jeg er ikke af den formening,
at der er ting, vi ikke skal tale om, smertepunkter for ømme til sproglig
formidling. Men man skal træde varsomt, og overbelysning afdækker ikke,
hvad skyggerne skjuler, men blinder ofte for de næsten usynlige og
vigtigste detaljer.
Detaljen, detail-oplevelsen er netop Alexandras, som formidles så meget
desto klarere, stærkere og næsten ubærligt, når hun forholder sig på én
gang undrende, angst og registrerende til sin udsatte situation. Læseren
fornemmer, at det i mindre grad er den daglige voldtægt, som det er dens
konsekvenser for pigens selvopfattelse, kropsopfattelse, menneskesyn og
evne til at indtræde i frugtbare forhold til andre mennesker, der tilføjer
et barn så ubodelig skade.
Med en voksen bevidstheds forsøg på at rekonstruere logikken i et barns
bevidsthed, låner Mattsson stemme til denne piges beretning fra hun er et
lille barn på 3 år, og til hun er en ung kvinde på 16.
Det er Alexandra selv, som fortløbende fortæller sin historie - et
stillistisk greb, der ikke er uden vanskeligheder, for hvordan lade en
3-årig formidle sin verden? Omvendt åbner netop denne teknik mulighed for
et langt stykke hen ad vejen, at lade incest være det skjulte spøgelse,
som rumsterer i teksten, i erindringen, i Alexandras rum - og tydeliggør
det måske frygteligste aspekt ved et fænomen som incest: At barnet ikke
har ord for det, som sker, ikke mulighed for at vide, at det er forkert,
ikke kan tænke overgrebene som andet end en integreret og nødvendig del af
det at være barn.
Alexandras rum udmærker sig netop ved, at lade incest være det
underforståede, implicitte tema i teksten - ikke af hensyn til læserens
sarthed, men med en ydmyg blufærdighed, som gør et oprigtigt forsøg på at
forstå og forklare et ubeskriveligt, ubegribeligt fænomen. Det er en
enkel, hård og glasklar roman.
Alexandras rum er en verden af glas.
pica10 |
|
|
DATA
Anna Mattsson:
Alexandras rum
Oversat af Nanna Thirup
Fremad
363 sider.
|

|