"Himlen over havnen havde samme farve som et fjernsyn, der er indstillet på en død kanal"

 - sådan lyder åbningsmetaforen til det første bind i William Gibsons klassiske cyberspace-trilogi: Neuromantiker. Gibsons innovative vokabular, hans mørke fremtidsvisioner og skarptslebne orkestrering af de steder, væsener, stemninger og love som sætter en verden i en tid, 'den fælles hallucination, der var matrixen' har sat standard for sci-fi-kulturen, siden den udkom første gang i 1984. 

Med Neuromantiker, Count Zero og Mona Lisa Overdrive fremskrev Gibson en dunkel og eventyrlig fremtid, der siden er blevet imiteret igen og igen, fuldstændig som Tolkiens verden er blevet det, og andre store værker i genren som Phillip K. Dicks Blade Runner, Mitchells City of Bits befolket af cyborgs og Matrix’ kropløse cyberspace-ekstase låner inspirationer direkte fra Neuromantiker, der hurtigt fik status som et af de betydeligste cyberpunk-værker – og stadig har det.

Gibson påbegyndte sit arbejde med Neuromantiker i 1982 – på en aldeles analog skrivemaskine – og opfandt en terminologi og opfattelse af informationsteknologien, som har vundet hævd også uden for cyberpunk-miljøerne. I første kapitel defineres Matrix som en fælles fantasmagori af data, en parallelverden, kildekoden til virkeligheden – cyberspace. 

Cyberspace repræsenterer den menneskelige perception i en digital tidsalder. Gibson byggede sin vision på et tidspunkt, hvor frygten for storbyforfald, uprovokeret vold, korruption og økonomisk sammenbrud var udbredt blandt især den amerikanske befolkning. Og ganske som læserne af Orwells 1984 i 50’erne var på udkig efter ethvert tegn på, at denne dystre fremtidsvision ville gå i opfyldelse, har læserne af Gibsons hovedværk skævet bekymret efter de første tegn på cyberpunkens hallucinerende teknomareridt – virkeligheden i det 21. århundrede. 

I Gibsons dystopi er alle mennesker konstant isoleret fra hinanden, kun forbundne via usynlige og usporlige tråde, og relationen mellem den enkelte og matricen er HREF=”xu.html”>isolationist. Gibson kan bedst betegnes som en fremtidsarkæolog; han reflekterer over fremtiden ved at fremskrive biopsier taget af hans urbane samtid, han gennemskriver hvordan vores omgang med verden som udstrækning, varighed og som materiale vil forandre sig radikalt. Gibsons egentlige aktør er byen – som lokalitet, som begreb, som stemning. 

I Neuromantikers univers er byen en vilkårlig hob af virtuelle projektioner og imaginære grænselinier – en topologi af signaler og former, et design struktureret af forbindtligheden mellem disse former og udkrystalliseret som matrixen. ’Byen’ bliver en mental projektion af de, der befinder sig i den; en arkitektur af frygt og fortvivlelse.

"Natbyen var som et afsindigt eksperiment med socialdarwinisme, konstrueret af en forsker der kedede sig og hele tiden holdt tommelfingeren på Fast Forward-knappen."