Havets hjerte
En verdens forlis i april
Det siges, at
Titanic er er et af de mest kendte ord i verden - kun Gud og Coca-Cola
overgår det. Sandt eller ej, står det fast, at uagtet det er mere end 85
år siden, RMS Titanic sank, er vi stadig bevæget tryllebundne af hendes
forlis. Af myten Titanic.
En synkefri fremskridtstro
D. 15 april 1912, klokken 02.20, gik en verden under.
Den mægtige passagerdamper, Titanic, stævnede d. 10. april ud på sin
jomfrurejse - fra havnen i Southampton med kurs mod New York City. Fire
dage nåede hun at sejle som det hidtil største og smukkeste bevis på
teknikkens triumf og tankens knejsende uovervindelighed - en synkefri
fremskridtstro. Titanics kaptajn, E.J. Smith, er citeret for at have
sagt:
"Jeg kan ikke forestille mig nogen omstændighed,
som kunne forårsage at et skib går til bunds. Moderne skibsbyggeri har
bevæget sig hinsides dette."
"Isbjerg ret forude"
knuste drømmen om en verden, hvor mennesket for alvor havde sat sig til
herre over naturen. De 46.328 tons stål og jern kunne ikke dæmme op for
den skade sammenstødet med isbjerget afstedkom. Det tog Titanic to timer
og fyrre minutter at synke.
Det faldt ingen,
bortset fra skibets konstruktør, ind, at is kunne være et problem - på
den kurs, for så mægtigt et skib. Det faldt ingen ind, at der ikke var
redningsbåde nok til de i alt 2207 passagerer; Titanic var udstyret med
langt flere redningsbåde, end loven på det tidspunkt krævede.
Om bord var passagerer som længe blot følte sig noget forulempede over
al det postyr. Orkesteret spillede videre. Det falder ingen ind -
bortset fra sygelige fatalister - at verden kan gå under. Men det gjorde
den. 1502 mennesker frøs ihjel eller druknede. 1502 enestående,
umistelige liv. Børn, ægtefæller, forældre.
Den sidste gyldne drøm
Og så …? Ved Andrea Dorias forlis omkom 51 mennesker. Estonia gik under
med mindst 852 sjæle. I Scandinavian Star indebrændte 158 individer.
Verden har bygget større skibe siden Titanic. Verden har oplevet større
skibskatastrofer både før og efter Titanic. Verden har oplevet
kollektive traumer som 1. Verdenskrig umiddelbart efter Titanics forlis,
uden at erindringen om den relativt overskuelige katastrofe er druknet i
mareridtet efter den måske blodigste krig i verdenshistorien.
Hvorfor?
Titanic var den sidste store drøm om Guldalderen - et skib designet til
at være den hidtil største bedrift i en historisk periode af fremgang,
pålidelighed og konvention. Verden stod for at ændres drastisk. Radioen
var blevet opfundet i 1901. Wright-brødrenes første succesfulde flyvning
fandt sted i 1903. Den arkaiske opfattelse af klasse, moral og
kønsroller mødte stigende kritik og trods. Hvis Titanic som begreb var
sin tids klimaks, var hendes forlis den tragiske, men logiske udgang på
et ældgammelt drama?
Titanics forlis er en græsk tragedie i en moderne kontekst. Det er
beretningen om heroisme, selvopofrelse, noblesse oblige og edwardiansk
aristokrati konfronteret med teknisk storhedsvanvid og klassekamp. Ingen
anden tragedie i verdens historie synes så uundgåelig og kunne så let og
enkelt have være undgået som Titanics forlis. Og det er dette paradoks,
der tilsyneladende holder liv i myten om Titanic i et omfang, som rækker
langt ud over katastrofens omfang eller betydning.
Beretningen om Titanic - fra hun fødes som en drøm i hjernerne på
begejstrede ingeniører, til hun går under, og en verden mister troen på
sig selv - betjener sig af tragedieformlens nådesløse og frysende logik.
Guderne straffer menneskenes hovmod. Tidens, stedets og handlingens
enhed overholdes; på et skib, som på sæt og vis bærer hele den vestlige
kultur på sine dæk, udspiller et to timer og fyrre minutter langt
eksistentielt drama sig, fra udkigsposten spotter den hvide skygge på
det blikstille, nordatlantiske hav og til det sidste af agterenden
glider under i et stille sug.
I erindringen og beretningen om Titanic finder en episk renselse af
virkeligheden sted, og om historien havde været fiktiv, kunne den ikke
have været mere perfekt i sin orkestrering af tid, handling, sted,
personer og temaer.
En kæde af begivenheder og beslutninger fra før Titanic blev bygget til
få sekunder før hun sank, førte til den katastrofale afslutning. Havde
blot ét af de mange led været ændret, havde om ikke hele katastrofen så
dog det store tab af menneskeliv formentlig været afværget. Ikke desto
mindre foregreb hvert eneste led det næste, hver eneste beslutning førte
uafvendeligt til den næste - til Titanic lagde sig på 4000 meters dybde.
Titans hybris
En beslutning som næppe har haft konsekvenser for Titanics forlis, men
nok for mytedannelsen omkring hendes skæbne, er rederiets beslutning om
at døbe hende Titanic. I den græske mytologi er Titanerne de overmodige,
himmelbetvingende gudesønner, som spillede Zeus et puds, og som straf
herfor blev styrtet i dybet.
Hybris er en vigtig ingrediens i mytedannelser, og det er for eftertiden
vanskeligt at overse den ellers ubetydelige roman, Morgan Robertson
skrev i 1898 - fjorten år før Titanics skæbne. Robertsons roman hedder
Dårskab eller Titans vrag og handler om en gigantisk transatlantisk
oceanliner på jomfrurejse til New York. Det mægtige skib kolliderer med
et isbjerg og synker modstræbende. Skibet bærer navnet Titan. Romanens
beretning ligner i detaljen til forveksling hændelsesforløbet for
Titanics forlis. Som et lille kuriosum kan nævnes, at Robertson kort tid
efter skrev en roman om en fremtidig krig, der udkæmpes i luften af fly
medbringende "solbomber" stærke nok til at kunne udslette byer. En krig,
som starter med et japansk angreb på Hawaii …
Romantisk løgn
Titanics forlis førte naturligvis til omfattende søforhør, som blandt
andre den polsk-engelske forfatter Joseph Conrad fulgte nøje. Conrad
kendte en del til maritime forhold og blandede sig ofte i den offentlige
debat omkring Titanic, og på et stridsspørgsmål omkring det
utilstrækkelige antal redningsbåde skrev Conrad harmdirrende til
rederiet White Star Line:
"…
Lad ikke så mange mennesker drukne på den smukkeste og roligste nat, som
nogensinde er set på Nordatlanten - selv om I bereder dem lidt musik at
drukne til. Sælg færre billetter! Det er løsningen på problemet, eders
merkantile Majestæt!"
Andre prominente forfattere kommenterede også forliset: Bernhard Shaw
fandt at Titanic-hysteriet var en
"eksplosion af romantisk løgn", og
opponerede direkte imod Arthur Conan Doyle, som i Daily News fastholdt,
at briterne om bord efterlevede mottoet 'Be British' og lod kvinder og
børn gå i bådene først.
Herhjemme måtte en progressiv Johannes V. Jensen lidt træt undertvinge
egen fremskridtsbegejstring og beskrive katastrofen som
"et mægtigt tilbageslag for teknikken".
Det var langt mere end som så. Titanics forlis er symbolet på en verden,
som mistede troen på sig selv. Efter Titanic indtraf katastrofer, som
ingen troede mulige, og de eneste, som gang på gang formår at se håb i
ødelæggelsen, er digterne, der som Tom Kristensen i Hærværk fra 1930
kunne skrive: "Jeg har længtes mod
skibskatastrofer / og mod hærværk og pludselig død."
Havets hjerte
På sæt og vis blev Titanic en epokes stigma; det enkelte sårmærke, som
bærer vidnesbyrd om en verdens forlis. Det faktum, at der optræder en
kombination af referentiel bestemthed (det skete virkelig) og
tidsrummets mekanisme, som er erindringens generative vilkår
overhovedet, er det, som til stadighed fascinerer os og gør myten
Titanic til en virkelig fiktion.
Titanics forlis er blevet en slags fælles erindring, som tilgodeser og
respekterer en begivenheds særegenhed og samtidig universaliserer denne
begivenhed til en tids generelle præmis. Denne universalitet er ikke
funderet i fiktionen, er ikke baseret på 'den store fortælling', en
mægtig narratologi, men hviler på en genkendelse og tilbagevenden af
datidighedens (uhyggeligt præsente) datid; vi glemmer aldrig myten om
Titanic - for vi genkender den, hver især.
Selv når den sidste biografgænger har forladt James Camerons imponerende
filmværk, vil vi finde anledninger til at fejre og huske Titanics
storhed og fald. Andre film vil følge og bøger blive skrevet. Titanic er
et eviggyldigt ikon på et hjerte, som ønsker sig for meget. Et hjerte,
havet kræver tilbage.
Litteratur:
Joseph Conrad: Some Aspects of the Admirable Inquiry, (1912). Tom
Kristensen: Hærværk, (1989, Originalår: 1930.). Morgan Robertson: The
Wreck of the Titan or Futility, (1986, Originalår: 1912.)