|
anmeldelse Graf
Mørkets hjerte. Smag på ordene. Læs
dem højt: mørkets hjerte, Heart of Darkness.
Mørkets hjerte har altid forekommet mig at være den smukkeste og den mest
dystre, foruroligende metafor. Et hjerte af skygge. Mørkets inderste,
dybeste liv. Mørkets hjerte bærer paradokset i sig, en indre dialektik
mellem skabelse og ødelæggelse. Det er for mørkets hjerte, vi kender
Joseph Conrad.
Den polske sømand Teodor Józef Konrad Nalecz Korzeniowski gik i land i
England i 1897 efter at have debuteret som Joseph Conrad med romanen
Almayers dårskab i 1895. Fra debutværket over Mørkets hjerte og til Lord
Jim (på dansk Forlis) trækker Conrad et tungt spor af skyld og ansvar, af
meddelagtighed.
Med sin maritime baggrund ejer Conrad ikke blot et sjældent talent for at
skrive om havet, men også for at beskrive de sjæle, som går under i et
øjebliks fald fra ærværdighed og storhed.
Forlis er baseret på en virkelig begivenhed, der kastede stor skam over
England som førende søfartsnation: En dårligt bemandet britisk fragtdamper
blev i juli 1880 brugt til at fragte lidt over 1000 pilgrimme fra Malaysia
til Saudi Arabien. Natten til d. 8. august ramtes skibet af en voldsom
orkan. Kaptajnen var den første, der gik i redningsbådene - og med ham
fulgte stort set alle officererne og overlod de tusinde passagerer til sig
selv på et skib uden bemanding og med alt for få redningsbåde. Men skibet
forliste ikke …
Ved de efterfølgende søforhør erkendte kaptajnen sin skyld og flygtede
derefter til New Zealand.
Conrad var stærkt optaget af dette 'forlis', som han senere var det af
Titanics forlis. Forlis er beretningen om den unge styrmand Jim, som under
et voldsomt uvejr og i forvisning om, at hans skib vil synke, lader hånt
om al pligt, ansvarlighed og forsvarlighed og springer i en redningsbåd
som en af de første og dermed bringer sig selv i sikkerhed fra det
synkende skib og dets last af mennesker. Imidlertid synker skibet ikke, og
Jim martres af skyld og skam over sin ansvarsløshed og forsvinder - som
Kurtz i Mørkets hjerte - ud i ødemarken, hvor han etablerer sig som Lord
Jim, forgudet af de indfødte, indtil han med et næsten rituelt selvmord
udfrier sig af sin skyld.
Ganske som beretningen om sejladsen op ad Congo-floden til mørkets hjerte,
er historien om forliset og Jims skæbne fortalt af den overlevende Marlow,
og begge romaner bæres af de to strenge: Kurtz og Lord Jim underkaster sig
"det ødelæggende element", havet, ødemarken,
men Marlow rejser gennem mareridtet, rejser til rædslens og mørkets hjerte
og kommer fri af katastrofen, af forliset. Undergang og overlevelse i ét.
Lys og mørke.
I Conrads værk går civilisationen under igen og igen - med en ubønhørlig
konsekvens som for et samtidigt blik formentlig har forekommet
konservativt pessimistisk, men som for et kritisk nutidigt blik kan synes
at rumme en pragmatisk, profetisk erkendelse af de tragedier Europa
styrede ret imod: 1. Verdenskrig og før den apoteosen af alle katastrofer:
Titanics forlis.
pica10 |
|
|
DATA
Joseph Conrad: Forlis
autoriseret oversættelse for Norge og Danmark af A. Halling, Kbh.,
1916. / Joseph Conrad: Forlis, overs. af Mogens Boisen,
efterskrift af Arne Hartmann, ill. af Svend Otto S., Kbh.:
Lademann, 1974.
|
|