Julien Green har skabt et åndehul i de forrevne teksters tid  

I en tid hvor verden snittes i letfordøjelige småbidder. Hvor historier fortælles stødvist og forpustet. Og virkeligheden sønderklippes. Syntaksen smadres.

I en tid hvor forrevne tekster, rodløse betydninger blot gentager, at alt betyder ingenting. Og omvendt. Hvor kontraster og brud ikke længere er vilkår men virkemidler.

En sådan tid kræver en god fysik og et hærdet sind. For skizofrene tekster skaber flossede mennesker. Jeg har givet op. Jeg har hverken lunger, hjerte - eller lyst til at hoste med de astmatiske hypokondre, som findes iblandt.

Jeg glædede mig derfor til at læse noget så håbløst umoderne som en 1000 sider lang roman om en ung pige i Sydstaterne umiddelbart før Den amerikanske Borgerkrig. Jeg tog et dybt episk åndedrag og barrikaderede mig bag Den Store Fortælling, skærmet mod radioens bevidstløse hip-hop-acid-house-new-jazz-hamren, TVs endeløse strøm af kritikløs CNN-virkeligheds-iscenesættelse, for ikke at tale om larmen fra div. kulørte bogen-bag-filmen bogklub-tilbud, som med et hidsigt smæld af brevsprækken krænker min privatfred.

Jeg sank ned i sofaens bundløse dybder og lod mig drukne i svimlende granatrøde taftdrømme på en baggrund af nys udsprungne magnoliablomster og aftener som brænder op i purpur og matglinsende stjerner. Champagnen fra Paris rødmer kinderne på de smækre, elegante men kejtede unge officerer, som med militant træfsikkerhed udvælger sig ballets mest henrivende unge frøkner til de nye fejende toner af Strauss og Lanner.

Scenen er Dimwood, en fornem kolonial plantageejendom i Georgia anno 1850. Vor frygtløse heltinde, den engelske Elizabeth Escridge på 16 bedårende somre, indlogeres hér hos en fjern slægtning, og ballet er stablet på benene for at muntre pigebarnet op - og ved samme lejlighed få afsat mindst én af familiens giftefærdige døtre.

På plantagen hersker en atmosfære af slet skjult rastløshed - den form for pirrelighed som er fortrængningens tydeligste symptom.

Ønsket om at besidde eller beherske et andet menneske eller en anden race fuldkomment, og skyldfølelsen over at nære sådanne ønsker, er tidens og romanens uforløste problematik. Mens Sydstaterne legitimerer den hvide races beherskelsestrang over deres farvede medmennesker under henvisning til økonomiske omstændigheder, fremkalder Nordstaterne på deres side den dårlige samvittigheds evigt nagende tvivl og trang til at byde enhver autoritær fornuft trods.

Trods synes næsten at være briternes adelsmærke - ihvertfald den unge Elizabeths. Hun forelsker sig netop i dén dæmoniske unge adelsmand, hun gentagne gange er blevet advaret mod. I et håbløst forsøg på at vriste sig fri af sin besættelse gifter hun sig med et passende parti og forsøger ihærdigt at leve efter den parole, hvormed politikerne prøver at skabe et kompromis mellem Nord og Syd: "Hjerternes Samling".

Det lykkedes som bekendt ikke at hindre et nationalt slagteri, og Elizabeths forsonende bestræbelser lider samme blodige skæbne. Romanens slutning forekommer nok diffus - Elizabeth når inden for fortællingens rammer ingen afklaring m.h.t. hvilke af de to mænd - de modstridende kræfter - i hendes liv, som virker stærkest. Kun den desillusionerede resignation synes at tilbyde et alternativ til de, som ikke vil underkaste sig de givne livsomstændigheder.

Menneskelige lidenskaber som magtbegær og erotisk begær omsættes i samfundstilpassede og ufarlige institutioner som politik og ægteskab. Men gløderne ulmer. Elizabeth sidder tilbage med sin lille søn, hvis officielle navn er ægtemandens, men hvis hemmelige kælenavn er elskerens.