Kortromanen Sarrasine foregår i Rom og fortæller historien om en yderst talentfuld billedhugger ved navn Sarrasine. Ved et tilfælde kommer han til at høre den billedskønne La Zambinella i Operaen og betages af så overvældende en skønhed, modellen over alle modeller, den optimale krop. Dybt forelsket i denne perfektion, modellen for hans livsværk, opsøger Sarrasine La Zambinella og påbegynder samtidig sin skulptur over hendes perfekte krop.

Men operasangerindens kvindelige skønhed viser sig at være en fatal illusion; La Zambinella er ingen attråværdig kvinde - eller mand - men et for tiden typisk fænomen: en kastrat.

I Vatikanstaten var det ikke tilladt kvinder at optræde, så talentfulde drenge, hvis stemmer med pubertetens indtræden går i overgang, blev kastrerede og bibeholdt dermed livet igennem deres sopran eller alt. Kastratens særegne stemmepragt, som det gudskelov ikke længere er os forundt at kunne nyde, har haft en helt unaturlig og usædvanlig klangfarve, og man må nok forsøge at tænke tenor og sopran i én stemmes register for at kunne danne sig et indtryk af dens timbre; en drengs sopran i en mands brystkasse og strube.

Gérard Corbiau har filmatiseret historien om Farinelli (alias Carlo Broschi, 1705-1782) - den største kastrat nogensinde, og har i sit forsøg på at genskabe kastratens stemmeregister netop digitalt sammensmeltet en kontratenor (Derek Lee Ragin) og en sopran (Mallas Godlewska), som tilsammen spænder over ikke mindre end 3½ oktav med en dybde og høj styrke det ikke fra naturens side er én stemme forundt at bære.

Op gennem det 16. og især det 17. årh., har kastratens stemmeregister og androgyne figur haft en umådelig tiltrækningskraft på samtidens publikum og opnået stjernestatus af næsten mytiske dimensioner - helt på højde med Michael Jacksons. Umådelige formuer er blevet de bedste og mest berømte til del, som det er tilfældet for kastraten i Balzacs historie. La Zambinellas karriere på de romerske scener danner det økonomiske fundament under én af Roms mest velhavende familier - de Lanty.

Ved et aftenselskab hos Lanty indgår jeg-fortælleren og en Marquise en kontrakt: mod at afsløre hvem en mystisk gammel mand i familien de Lantys midte er, loves fortælleren en nat i Marquisens arme. I forventning om at kunne opklare hemmeligheden og indløse sit pant kaster jeg-fortælleren sig ud i historien om La Zambinella og Sarrasine - en tragisk og gribende historie om kastratens enorme erotiske fascinationskraft og samtidig manglende evne til at fuldbyrde et erotisk forhold.

"Verden er øde for mig. Jeg er en fordømt skabning, dømt til at forstå lykken, føle den, ønske den, men tvungen til at se den undfly mig hvert øjeblik."

Skæbnesvanger og grum ironi er det, at frarøvelsen af det mest vitale sætter mennesker i stand til at præstere det guddommelige. Som Farinelli er også La Zambinella udtryk for den yderste perfektion og den yderste defekt; kunstnerisk fuldkommenhed og menneskelig ufuldstændighed i én og samme krop. Med stemmen vindes det, kroppen ikke kan gøre sit.
Det gælder kastraten - og det gælder Balzacs fortæller. For historien viser sig at være så fatal, at kontrakten ikke kan overholdes; berørt af La Zambinellas kastration bryder Marquisen sin kontrakt med fortælleren, der så selv kastreres og skuffes i sit forehavende: for sig og med sin stemme at vinde erotisk opfyldelse.