Ny mandebog om hulemænd og drengerøve 

Jens Christian Grøndahl har begået (endnu) en fortælling om en dreng, der i sin kejtede og tidligste hulbrystede ungdom forelsker sig i en lidt ældre og noget mere sofistikeret pige. De deler en sommer og en begivenhed, en hemmelighed og Grøndahls fortæller spekulerer det meste af sit efterfølgende liv over, hvad det så betyder for hans liv: pigen, sommeren, begivenheden, hemmeligheden – at være prisgivet det tilfældige.

”Men måske er det slet ikke årsager, man leder efter, når man forsøger at se tilbage gennem moradset af forviklinger og forskydninger, tilværelsens filtrede tråde af møder og samliv og afsked, forbundenhed og splittelse, tilsandede drømme, brudte eller glemte løfter og uventede åbninger. Alt det, man har gennemlevet, somme tider fortvivlet, af og til jublende, men det meste af tiden ingen af delene.”

Snublende nær det trivielle …

I vanlig Grøndahlsk stil, udvikles en række mere eller mindre latent erotiske forhold, ægteskaber, sidespring, tilfældige møder; hændelser og erindringer indvikles og afvikles i en rolig, flydende kadence med et flygtigt skitsepræg over miljøtegning og personkarakteristik, og så den særlige præcision i detaljen, som er blevet Grøndahls vandmærke. Der er ikke et strå marehalm, der vender forkert i hans prosa, ikke en l'heure bleu-stund, der toner falsk hos Grøndahl, hvis lydefri bløde prosa smyger sig op og ned af læseren.

Virginia er en novelle, og kortformen, novellen er en stilistisk disciplin, der stiller store krav til sine udøvere, og som hér honoreres på frapperende vis; med matematisk skønhed i præcisionen, turneres pointer og betydninger, 2 ubekendte danser hver sin ligning og mødes til slut i en slags facit. Grøndahls elegance som stilistikker fornægter sig ikke i den stringente komposition. Der har aldrig været noget henkastet over Grøndahls sikkerhed.

I den omskrivning, som skriftelighed lader alt blive til del, opløses dissonanserne i konsonante akkorder: Grøndahls prosa er den lydefri kvintessens af retorisk æstetik. Det er skønt og slebent. Ved sin retoriske stilistik introducerer Grøndahl en sproglig distance, der betyder, at historien savner dramatisk konflikt og nerve og aldrig rigtig bliver nærværende og vedkommende.

Som en træt postmodernist kredser Grøndahl i værk efter værk om sprogets paradoks: beskriver sproget virkeligheden eller finder virkeligheden blot sted i sproget? Og med postmodernistisk behændighed lader han sig heller ikke distrahere af det logisk problem: hvordan kan man overhovedet være bevidst om et rent sprogligt fænomen, hvis det er sproget, der konstituerer bevidstheden?

Et andet vilkår, foruden sprogets og virkelighedens sammenfald, deler Grøndahl med romantikerne; den meditative og egocentriske intelligens, han skriver frem i sine romaner, er fællestræk mellem postmodernismen og forrige århundredes romantik. Grøndahl er romantiker i helt klassisk forstand, når han iscenesætter sine oprør mod dannelsestanken., og forgriber sig på romantikkens patetiske credo om, at man skal miste sig selv for at finde sig selv. Men til forskel fra 1800-tals romantikerne savner Grøndahl fuldstændig de forrevne og brudte flader, de vildsomme og stakåndede temperamenter og tyngden af katastrofe.

Som de seneste romaner, Lucca og Hjertelyd, er Virginia en svævende let dans af kultiveret tristesse, tempereret fortvivlelse og etiske livsanskuelser.

Og det sikre ved etikken består jo i, at ingen modsiger den …
 

pica10