Kærestebreve som kunstart 

Kunsten at skrive et kærestebrev. De fleste af os har skrevet kærestebreve. De heldige af os har modtaget kærestebreve. Og kender den konfuse glæde ved at hvirvles med i en kærlighedskorrespondances svimle, selvhenførende piruet. Kender den forunderlige følelse af at placere sig selv som den distante hovedperson i et andet menneskes drama.

I Iselin C. Hermanns korrespondance-roman, Prioritaire, bevæges Delphine Hav af et maleri, begået af den franske kunstner Jean Luc Foreur. Hun skriver ham en kort men bemærkelsesværdig note om sin oplevelse. Og han svarer hende … En kontrakt er indgået.

"19. december
Til Jean Luc Foreur,
et sted under huden, der hvor kødet begynder at blive flydende, ser jeg Deres billede Sans titre 2,22 x 2, som det hang i Gallerie Y i Paris.
Eller måske: farverne, forskydningerne, forløbene er gået i kroppen på mig.
Selv om jeg ikke ejer det, er billedet mit.
Tak
Delphine Hav"

En umiddelbar, spontan reaktion som logisk nok rettes imod billedets skaber. Men med sidste linie sikrer hun sig, at, han indgår en kontrakt: svar. Hun gør krav på noget som tilhører ham; hun indstifter sig selv som fortrinsberettiget, som 'prioritaire': "Selv om jeg ikke ejer det, er billedet mit."

Indtil midten af det 18. årh. var stort set al korrespondance af forretningsmæssig eller offentlig karakter, affattet som kontrakter. Den moderne korrespondance har i ordets næsten matematiske betydning kun denne sidst rest af kontraktligt islæt tilbage, der byder modtageren af et brev selv at besvare afsenderen med et. Til gengæld er det et ufravigeligt, forudsættende krav. Og er dette krav i kontraktlig henseende begrundet i en nødvendig pragmatik, sætter det sig igennem med næsten skræmmende styrke i en kærlighedskorrespondance.

Hun skriver insisterende, stædigt. Han svarer, først undrende, forsigtigt, siden dristigt og ligefremt. Initiativet er hendes, men strategien er hans; deres kontekst er allerede latent erotisk, og han kender til, hvor let hun lader sig bevæge af malerkunstens finesser, da hans elegante frasering på kvindekroppen i europæisk kunsthistorie - fra Botticellis langlemmede svaneskikkelser over Tizians plumpe, skummetmælksblå og Rubens blårøde, flommede frodighedsidealer til Goyas og Ingres' kølige elegance frem til den ene maler, som kloner det ypperste af kunsthistoriens kvinder i sine: Modiglianis elliptiske, selvbevidste og dristige kvinder - indfinder sig med stor præcision i både udtryk og timing. Han har en præcis fornemmelse af hendes søde smertepunkter, og han kildrer dem behændigt og nænsomt.

Naturligvis forfører han hende - og dermed sig selv. Jean Luc og Delphine låner hinanden eksistens gennem deres brevveksling - det er via brevene, de hver især skabes i hinandens billede. Den, der fortæller om sig selv til en anden, installerer denne anden i sig og (be)griber samtidig sig selv; får lejlighed til at indstifte sig, som han eller hun ønsker at være, til at sætte sig selv i en større sammenhæng - historisere sig.
Og snart har Delphine og Jean Luc centrifugeret sig selv og hinanden mod et klimaks så voldsomt at bevægelsen kun kan ende i et styrt.

Prioritaire ville gerne trække sine referencer til værker som Farlige forbindelser af Laclos og Goethes Den unge Werthers lidelser. Men konteksten er ikke klassisk litterær, om end brevromanen som genre nok er det. Brevromanen var det perfekte medium for den selvbeskuende følsomhed og æstetik, som prægede europæisk litteratur op gennem 1700- og 1800-tallet. Brevromanens påstand om at være autentisk realisme, dens direkte henvendelse til en enegyldig læser - 'du'-formen - gjorde læseoplevelsen meget intens og personlig. Og den elegante balancering mellem på den ene side at illudere den personlige direkte tiltale og på den anden side opretholde romanens insistering på fiktion, sætter læseren i stand til på én gang at genkende historien som fiktion og føle sig personligt engageret i og med at kunne genkende og afkode det kodeks, der gør en intim henvendelse, et privat brev.

Brevromanen illuderer den motivation, som ligger til grund for ethvert personligt brev - og for et kærestebrev i særdeleshed; afsenderens mulighed for at finde og opfinde sig selv på skrift, i korrespondance med sit kontrapunkt.
Logikken bag en sådan amourøs korrespondance er enkel: Man kan forstille sig i enhver henseende, undtagen i denne ene: et menneske som skriver smukt er smukt - og i dybeste forstand elsk-værdigt.

Kærlighedsbrevet betjener sig af en helt særlig dialektik; det er på én gang meningsløst og meningsfyldt. Søren Kierkegaard udtrykker det meget præcist, når han i Enten - Eller skriver: "Den er som en heftig Kjærligheds Disput om ingen Ting, og dog har den sit Værd - for de elskende."

I en korrespondance mellem elskende varieres et eneste tema igen og igen, som i en fuga af Bach: "Jeg tænker på dig". Et tema med et iboende paradoks: Jeg kan ikke tænke på dig, jeg ikke kender - jeg kan tænke dig, finde dig, opfinde dig. Delphines og Jean Lucs brevveksling er som fugaens to stemmer i ør korrespondance; melankolsk, lidenskabelig, uforløst … triviel.

Og det er, som det skal være; der findes ikke noget mere banalt end at bevidne to fremmedes kærlighed. Det er et rørende og inderligt ligegyldigt udtryk. Således også Delphines og Jean Lucs historie. Det er en fin og enkel historie - måske lidt vel prætentiøs. Men Iselin C. Hermann er en lyttende forfatter med sans for det bevægende i det banale, med sans for at hvert et lille, skødesløst ord i netop et kærestebrev er svanger med altafgørende betydning.

Og bevæges man alligevel af følelsernes heftighed i deres betvingende blufærdighed, af de tos patetiske dyrkelse af egen hengivenhed, er det fordi man husker og genkender de inderste motivationer bag. Og det er Iselins fortjeneste; når jeg læser disse fremmede kærestebreve - om end de er fiktive - bevæges jeg ved de kærestebreve, jeg selv har afsendt og modtaget. Og mindre af deres indhold, end af det faktum at de afsendt og modtaget.

Det er som Goethes Werther bemærker: "Hvorfor jeg mig atter til papiret vender? Derom må du, kæreste, vist ikke spørge mig. For egentlig har jeg ikke noget at sige dig; Dog ender det til sidst i dine kære hænder."