anmeldelse Graf
 

Choderlos de Laclos: Farlige forbindelser

"De må da kunne forstå, at når De skriver til nogen, så er det for ham og ikke for Dem selv, De skriver, derfor må De bestræbe Dem mindre for at sige ham hvad De tænker, end for at sige, hvad han helst vil høre."

Sådan skriver Marquise de Merteuil,i Choderlos de Laclos' bog Farlige forbindelser, og opsummerer dermed korrespondancens væsen som taktisk, strategisk manøvre, der har til formål at forsvare egne positioner og befæste nye erobringer.

Marquise de Merteuil og Vicomte de Valmont er sammensvorne i et kynisk, frivolt, erotisk spil. Han er opsat på at vinde den dydige Madame de Tourvels hjerte og attrå. Samtidig udfordres han af sin medsammensvorne elskerinde, Marquise de Merteuil, til at forføre den purunge letbevægelige Cécile de Volanges, som er udset til at ægte Marquisens elsker. Begge erobringer lykkes ham; den unge Cécile er i kraft af sin ungdom, sin appetit og sin erotiske naivitet er let bytte for den behændige libertiner.

Madame de Tourvel er en anderledes værdig modstander; oprigtig i sin kamp for at bevare egen værdighed og ansvarlighed. En så lysende ægthed og renlivethed kommer bag på Vicomten, som selv forføres af en erotisk erfaren kvindes afvisning. Han forelsker sig fatalt, og hun forføres af den lidenskab han lægger for dagen. Hun dør af skam, og Marquisen tvinger ham ud i en dræbende duel med Célines bejler. Marquisen selv skandaliseres offentligt og straffes for sin utugt med kopper.

Alle disse intriger og strategiske manøvrer virker mindre i kraft af brevromanens handling, men især gennem brevskrivernes logogrifske maskerade af forstillelse og erotisk list.

Forførelse er i hele idehistorien blevet betragtet som djævlens værk, og Laclos' brevroman er blevet kaldt libertinerromanen par excellence; den indskriver sig i porteføljen af libertinerromaner fra de Sade, Richardson og Casanova. Men Les liaisions dangereuses er først og sidst en brevroman; motoren i intrigerne er udvekslingen af biletter, noter, breve - hastigt udvekslet og skjult under middagen, gemt i kavalergangen, sendt med ilbud fra Paris. Den egentlige forførelse finder sted i udvekslingen af breve - i den omskrivning, som skriftlighed lader alt blive til del.

Farlige Forbindelser er på sæt og vis en lærebog i erotisk strategi - en lærebog som meget vel kan have inspireret Søren Kierkegaards Forførerens Dagbog i Enten - Eller, og som danner litterært forlæg for filmen Farlige Forbindelser. Det er kun ganske få filmatiseringer af gode bøger, der er vellykkede både som en fortolkning af romanen og som selvstændigt kunstnerisk udtryk. Filmen Farlige Forbindelser er en af de få, og med John Malkovich, Glenn Close og Michelle Pfeiffer i rollerne som henholdsvis Vicomte de Valmont, Marquise de Merteuil og Madame de Tourvel kan filmgenren nu noget udi kunsten at forføre, litteraturen ikke helt formår …

pica10

DATA
Choderlos de Laclos, Pierre Ambroise Francois: Farlige forbindelser, på dansk ved Ellen Kirk, Gyldendals paperbacks, 1989