anmeldelse Graf
Johann
Wolfgang von Goethe.: Den unge Werthers lidelser
(1749-1832)
I 1774 udkom den bog, der for alvor skulle
gøre Goethe kendt - og berygtet - for et stort europæisk publikum: brev-
og dagbogsromanen Den unge Werthers lidelser, så fyldt af lidelse og
Weltschmerz. Sjældent - om nogensinde - i verdenslitteraturen har en ung
mand lidt så meget og så poetisk som den unge Werther i sin elskov til
Lotte.
Goethe skrev sin udødelige roman i efteråret 1773, efter en stormende
forelskelse i en forlovet pige, Charlotte Buff. Og i oktober 1772 begik
Goethes jævnaldrende kollega, K.W. Jerusalem, selvmord efter ulykkelig
kærlighed. Goethe tog ikke sit eget liv, men skrev under indtryk af disse
oplevelser, om Werthers stormende kærlighed til Lotte - forlovet og siden
gift til anden side.
Den yndige Lotte vækker i Werther en heftig lidenskab, der gør ham i stand
til at sanse naturens glødende kraft, styrke og skønhed, indtil han indser
hvor håbløs og ubesvaret hans kærlighed er; da synes ham verden, og
naturen især, ond og truende, og mærket af sygdom til døden anfaldes han
af feberagtig, brændende dødslængsel, der ender med selvmord.
Netop denne udgang på romanen, Werthers selvmord, gav anledning til både
benovelse og forargelse; det blev anset for både blasfemisk og umoralsk,
at Werther på det nærmeste sammenligner sit martyrium med Kristi
martyrium, og sit selvmord med Kristi lidelse på korset. Og problematisk
blev det især, da bogen mere eller mindre direkte gav anledning til
adskillige ulykkeligt forelskede unge mænds selvmord.
Som den tids private breve havde halvoffentlig status, fik en stor del af
samtidens litteratur karakter af en personlig meddelelse - som
selvbiografisk motiverede romaner, deciderede selvbiografier eller
brevromaner. Goethes bog er en monolog, netop i sin egenskab af brevroman;
man læser kun Werthers breve, og dermed kun hans version af virkeligheden
og de hændelser, der indtræffer.
Bortset fra en ramme omkring historien, hvor udgiveren forklarer
omstændighederne omkring brevene, samt beretter om Werthers sidste dage,
er det kun Werthers stemme, der taler, og taler til et du, der gør det let
at oppebære læserens illusion om, at være direkte, eksklusivt tiltalt.
Deraf en stor del af bogens succes og en del af forklaringen på dens
overvældende virkning; både i kraft af indhold og genre henvendte den sig
umiddelbart til den enkelte (unge, mandlige) læsers oprørstrang og
melankolske flirten med selvdestruktion.
I Goethes roman fandt en generation af unge, borgerlige mænd udtryk for en
moralsk kritik af religionen, af rationalismen, af autoriteterne - de
sociale som de politiske. Et ungdomsoprør fandt sted og fik i sin
litterære og dramatiske udgave betegnelsen Sturm und Drang, storm og pres;
presset følt indefra som verdenssmerte og det vrede og lidenskabelige
stormløb på alt, der kunne begrænse det fri naturhjertes længsel.
I Sturm und Drang-litteraturen dannede naturen rum for både idyl og
ekstremitet, for individet i splid med sig selv, fornuften i splid med
passionen. Ingredienser, der alle er karakteristiske for Den unge Werthers
lidelser, som således ikke bare er en af verdenslitteraturens fremmeste
brevromaner, men også dannede skole for andre af samtidens Sturm und
Drang-forfattere.
For moderne læsere er romanen velsagtens nærmere en kuriøs, højstemt og
sentimental studie i forelskelsens og selvoptagethedens anatomi, og Goethe
forbindes i dag i højere grad med sit drama om videnskabsmanden, der
sælger sin sjæl til Lucifer - Faust.
pica10 |
|
|
DATA
Johann Wolfgang von Goethe: Den unge Werthers lidelser
Gyldendals klassikere
40 kr
|
|