- en befamling af litteraturens erogene zoner
Eros – den yngste af alle de græske guder – er en gud, som længes, tørster og begærer, men som også ved at finde vejen frem ved klog og målbevidst stræben. Fanget i en labyrint af længsel er Eros født til at finde sin vej ud, finde sit mål: fuldbyrdelse.
Forstået som gammelgræsk guddom og alment livsprincip, sammenfatter Eros både legemets avlekraft og sjælens skaberdrift.
Og begge disse ’motivationer’ finder sammen i en litterær genrebetegnelse: Erotica.
Erotica betegner samlinger af kærlighedsfortællinger, især af mere obskøn art, og omfatter i den forstand både erotisk og pornografisk litteratur. Nu kan en sådan definition godt godt undre, for normalt synes kærlighed og obskønitet ikke at have meget med hinanden at skaffe, og når det gælder det litterære udvalg er grænserne også trukket skarpt op; ret beset mellem romantiks, jomfruelighed forblommethed og viril akrobatporno.
Men for de af os, som ikke er kvælende bornerte – bare tilpas småborgerlige – findes den bløde mellemvare heldigvis – i for eksempel Anaïs Nins noveller.
Anaïs & Henry
Anaïs Nin betragtede sig selv som en litterær prostitueret, der var nødsaget til at skrive på en endeløs strøm af forudbestilte erotiske noveller for at kunne brødføde sig selv og sine forhutlede bohême-kolleger. Men dagbøgerne er ikke skrevet med et kommercielt sigte, og de erotiske beskrivelser heri af Nins kærlighedsforhold til den blodfattige men lidenskabelige June, samt til den potente kollega Henry Miller står ikke tilbage for novellerne! I modsætning til så megen anden salgbar erotica kvalificerer Nins sig ved sin poetiske farvekraft, psykologiske indsigt og ved en besynderlig troskyldig sans for de mere ekvilibristiske detaljer. I Nins noveller – og dagbøger – er kroppen ikke blevet reduceret til en nydelsesfremmende funktion. Kroppen der forfører, og kroppen der betingelsesløst hengiver sig, er udstyret med følelser og forstand – med sjæl.
Har man læst Nin, byder nysgerrigheden også at læse Henry Miller, selvom Millers pralede potente præstationspornografi ofte virker mere komisk end egentlig opstemmende. Men som ironisk figur på den pornografiske genre gør han et tillokkende figur.
Reaktionært frisind
En anden potent herre i den gebet er D. H. Lawrence, som med Lady Chatterleys elsker viste os vejen til “mørkets guder”. Connie (Fru Chatterley) lider svært under fraværet af et fuldtonende maskulint modspil, omgivet som hun er af hulbrystede, puerile skrællinger “der havde deres ynkelige, to sekunders krampe … men ingen sund menneskelig sanselighed der kunne varme blodet og forfriske hele ens væsen.” Men så møder hun skytten Mellors. Og hvor man dog under hende at møde skytten Mellors! Vi fortjener alle at møde vores skytte Mellors, der på sin helt egen brave, kantede råsøde facon åbner op for en meget selvbevidst seksualitet, der kræver at blive krævet.
Blot synes Lawrence også at lide af den temmelig trættende vildfarelse, at kvindelig seksualitet er noget der skal vækkes.
Hvis man ikke er blevet vakt so far, risikerer man en noget ublid opvågnen med den snertende form for lidenskab, som er omdrejningspunktet i Pauline Réages såkaldt pornografiske mesterværk: O’s historie. På et slot i Paris udfoldes de mest groteske sadomasochistiske perversioner, og man må nok spænde forestillingskraften udover bristepunktet for helt at forstå det erotisk forløsende i den totale ydmygelse og viljesløshed, når O velvilligt lader sig torturere og voldtage. I det mindste er jeg snerpet nok til at finde O’s historie dybt reaktionær, både hvad kvindesyn, menneskeopfattelse og demokratisyn angår.
Frisindet blomstrer til gengæld i den burleske og lavkomiske Decameron fra 1353 af Boccaccio. Her fortælles bl.a. historien om den ryggesløse munk, Broder Alberto, som modtager skriftemål af en ung venetianerinde “og da han mente, hun var den rette mark for hans plov, forelskede han sig pludseligt og umådeholdent i hende.”
Porno og erotik
Forløsende komik eller frastødende detaljerigdom, så er der visse kompositoriske forskelle, som benævner den ene slags erotica ’pornografisk’ og den anden ’erotisk’ litteratur. Hvilke af de her sporadisk udvalgte titler, der er hvad overlader jeg til dem, min nysgerrige læser at afgøre.
I billedteorien anvender man et begreb: claire obscure, som betegner billedets forhold mellem lys og skygge, når enkelte stærkt belyste partier optræder på en dunkel, konturløs baggrund. Forholdet mellem dunkelhed og overbelysning betegner måske lige netop den stilistiske forskel på den erotiske og den pornografiske litteratur.
Gengivet i claire obscure: fotograferet af øjne og fæstnet til papir med blæk, lader den erotiske litteratur det åbenlyse være usagt – tilsløret. Dulgtheden er tekstens motor – og der hvor ens egen fantasi får spillerum. I den erotiske litteratur optræder halvt tildækkede kroppe, antydninger af bevægelser som i poetisk fortættede skumrefarver lader et crescendo ane – lige om et øjeblik. Aldrig NU – men … lige om lidt. Den erotiske lekture tilbyder frisættelse af læserens sanser; den dunkle, tilhyllede erotiske litteratur forfører i sin diffuse legen-skjul.
Omvendt forholder det sig med pornografisk litteratur som må siges at fokusere meget lokalt – anatomisk. Blotlægning og overeksponering er de kompositoriske greb som fremtvinger klimaks på klimaks. Plotlinien klippes i stykker for at kunne fremstå som en række afbrudte, knejsende stigninger uden indre sammenhæng. Det pornografiske element er lige der, hvor overbelysningen fragmenterer og affortryller: hvor overeksponerede kønsdele optræder løsrevet fra kroppene og (samleje)scenen isoleres fra sin kontekst, sin historie.
Pornografiske bøger tåler derfor sjældent at blive læst mere end en gang. I sin mest tarvelige form er pornografi skrevet med venstre hånd til brug for højre hånd. Den pornografiske litteratur tilfredsstiller med sin ublufærdige ligefremhed.
Skriftens orgasme
Alle former for erotica – den erotiske som den pornografiske – kan selvfølgelig hævdes at være en meget ensom form for erotik. Men god erotica giver ofte lejlighed til at sondere mørket i sig selv og dér stifte nærmere bekendtskab med sine egne hengemte dæmoner. Og det er jo sådan med dæmoner, at for at uddrive dem, må man først få dem i tale – og man finder da gerne, at ed taler endog ganske godt for sig!
Anderledes kan det naturligvis også forholde sig: at læse pornografisk litteratur er som at gå i seng med en, man ikke elsker; kan vise sig at være en svimlende vidunderlig overraskelse – eller ende i en fad forlegenhed som ikke efterlader sig andet end et temmelig ligegyldigt indtryk. Og i den omskrivning som skriftlighed lader alt blive til del, er erotica (og måske især den pornografiske erotica) vel den måske mest trøstesløse og triste genre, for den projket er i bund og grund umuligt: hvordan skrive en orgasme? Genrens grundpræmis er i sin triste opstemthed dømt til oftest at skuffe og levne sin læser en fad og træt tomhed.
Men hvor tomhed råder, opstår længsler – efter fylde, og efter at beskrive eller læse om den mest basale livskraft. Derfor er Eros den ældste ag fuder, varig, fordi den altid stiler imod det samme mål: sin egen udfoldelse.
